Valg til Djøfs fællesbestyrelsesmøde den 3. juni 2026
Djøfs fællesbestyrelse drøfter og giver input til Djøfs strategi og aktuelle Djøf-relevante politikområder. Fællesbestyrelsen mødes mindst to gange om året.
Næste møde afholdes den 3. juni 2026 kl. 17.00 i Djøf. Djøfs jobsøgende medlemmer har to pladser på fællesbestyrelsens møde. Som udgangspunkt besættes pladserne af en jobsøgende vest for Storebælt og en jobsøgende øst for Storebælt.
Programmet for mødet er endnu ikke fastlagt.
Er du jobsøgende, og er du interesseret i at deltage i mødet, skal du senest den 13. maj 2026 kl. 09.00 meddele dette til Djøfs sekretariat v / Wenche Marit Quist: wmq@djoef.dk. Ved eventuelt kampvalg, vil valget finde sted digitalt. Resultatet bliver offentliggjort på djoef.dk.
Evt. transportgodtgørelse til Fællesbestyrelsesmødet sker efter gældende regler, som kan rekvireres ved kontakt til: wmq@djoef.dk.
Djøfs beskæftigelsesindsats
Er du interesseret i at få viden om og indflydelse på Djøfs beskæftigelsesindsats?
Det kan du få, hvis du deltager i møderne hos Djøfs Arbejdsmarkeds- og Beskæftigelses Udvalg (DABU). Udvalget mødes ca. 2 gange om året. Du får viden om den del af arbejdsmarkedet Djøfs medlemmer befinder sig på, samt tips og tricks til din jobsøgning. Samtidig har du mulighed for at komme med dine ideer eller forbedringsforslag til Djøfs beskæftigelsesindsats.
Da man kun er ledig i en begrænset periode, er der ingen faste udvalgsmedlemmer. De der deltager på arrangementet, er medlemmer den pågældende dag. Møderne bliver annonceret her og i nyhedsmailen til Djøfs arbejdssøgende medlemmer.
Formålet med udvalget er, at:
- inspirere og komme med ideer til Djøfs beskæftigelsesstrategi, herunder regionale og lokale initiativer
- opsamle og evaluere ledige medlemmers erfaringer som jobsøgere
-
samle ideer til styrkelse af Djøfs arbejdsmarkeds- og beskæftigelsespolitik, herunder påvirkning af politiske initiativer
-
sikre fortsat inspiration til udvikling af Djøfs ydelsestilbud til arbejdssøgende medlemmer
-
sikre arbejdssøgende medlemmers politiske indflydelse i Djøf ved valg af repræsentanter til Fællesbestyrelsen og Repræsentantskabet
-
formidle viden om og værktøjer i forhold til arbejdsmarked og jobsøgningsproces.
Møderne afvikles som online-arrangementer. Input fra deltagerne bringes til Djøfs bestyrelse. Udvalget er et åbent forum. Alle arbejdssøgende medlemmer kan deltage.