Når du og din chef er blevet enige om en aftale, skal du huske at få samlet op på, hvad I har aftalt, inden du forlader forhandlingsbordet, fx om din lønstigning er med eller uden pension, og hvornår din lønstigning træder i kraft.
Anerkend din chef for det, du har fået og vis, at du er tilfreds med den anerkendelse, der ligger i en lønstigning – også selvom du ikke fik alt det, du bad om. Brug den viden, du har fået ved forhandlingsbordet, til at positionere dig til næste lønforhandling. Hvis det ikke er helt klart for dig, hvorfor du har fået en lønstigning, så spørg endelig din chef. Du kan fx spørge ind til, hvilke dele af dine præstationer, din arbejdsgiver sætter mest pris på.
Efter forhandlingen skal det være klart for dig, hvad der er vigtigt for din chef, så du kan sørge for, at du leverer på det og løbende følger op med din chef. Så er du allerede godt klædt på til næste lønforhandling.
Undgå at blive vred under forhandlingen
Hvis du føler, at vreden er ved at boble op under forhandlingen, så bed om en pause, da du ellers risikerer at miste fokus på dit mål. Undgå trusler og ultimatummer, da en lønforhandling handler om, at du og din chef skal blive enige om en aftale som I begge er tilfredse med.
Undgå at lave et overraskelsesangreb på din chef. Hvis du har nyttig information og statistikker, så del dem med din chef inden forhandlingen. Al erfaring viser, at du har bedre chancer for at få en lønstigning, hvis du kan holde stemningen positiv og vise, at du spiller på samme hold som din chef.