Djøf

Step 4 - Sådan når du målet

Det er vigtigt at være helt konkret og tydelig på din karrierestrategi. Det gælder derfor om at få kommunikeret det du vil, og fx afdække de muligheder, der rent faktisk er internt og signalere dem tydeligt i organisationen til de rette personer.

Her starter du:

Du skal være lige så professionel med din personlige karriere, som du er med dit job. Brug dine svar fra karriereværktøjet til at definere dit mål på lidt længere sigt - gerne om 5 år:

Når du er afklaret med ovenstående, kan du kortlægge, hvad det kræver af personlige styrker og faglige kompetencer. Hvilke kompetencer har du allerede, og hvilke skal du opbygge? Er der brug for det, du vil i din nuværende organisation, eller skal du videre? Læg en plan og brug skemaet:

Skema til handlingsplan

Det kan være en god idé, at inddrage en sparringspartner. Du kan bruge en god ven eller kollega, men Djøf kan også hjælpe dig.

Du kan gennem Djøf få en mentor, hvis du eksempelvis gerne vil være leder. En mentor, der selv er leder, kan give inspiration til din karriereplan og vejledning undervejs. Du kan også få en samtale med en af Djøfs konsulenter og dermed få mulighed for at vende dine konkrete overvejelser med en udenforstående. 

Hvis ikke jeg søger nyt job, hvad gør jeg så i stedet?

Du behøver ikke nødvendigvis skifte job for at opnå et sporskifte. Der kan være uopdyrket potentiale i dit nuværende arbejde, som er værd at afsøge – og en mulig vej til dit fremtidige ønskejob.

Hvis du ser lidt grundigere på de muligheder, der er i din organisation, er udvikling og fornyet arbejdsglæde måske tættere på, end du tror. Og der er gode fordele ved at forsøge at udvikle dig fra din nuværende position.

Få prøvet større sporskifter af i det små

Hvis du overvejer et større sporskifte, kan du bruge dit nuværende job til at prøve det af. Det er svært at tænke sig til, om det nye spor virker for én – nogle gange skal man bare prøve det af i det små. Hvis du fx drømmer om at skifte til HR, så prøv at få lov til at løse nogle udvalgte HR-opgaver i 10-20 % af arbejdstiden.

Brug dit nuværende job som løftestang

Den nemmeste vej til dit næste job er at bruge dit nuværende job til at kvalificere dig til det. Det kan du gøre ved at få redefineret dit job eller din rolle, så du får mulighed for at skabe de resultater og udvikle de kompetencer, der skal til for, at du kan lande dit fremtidige job.

Der kan gå lidt lang tid, inden du finder dit næste job, men prøv at se dit nuværende arbejdsliv som en rejse mod ønskejobbet, hvor du også på vejen dertil skal opleve trivsel og motivation.

Husk at kommunikere dit mål og handle på det

Når du ved, hvad du vil fokusere på, for at dit job kan komme til at give ny mening, skal du kommunikere det ud i din organisation og din omverden. Vær tydelig.

Inddrag din leder

Tag en samtale med din leder om dine ønsker. Der skal være en gevinst for både dig og organisationen. Han/hun vil gå langt for at imødegå ønsker fra en god medarbejder, hvis det samtidig giver forretningsmæssig mening. Brug din afklaring af, hvor der er brug for dine kompetencer i den sammenhæng. Sørg for, at der både er sat mål for de resultater, du skal opnå og for den læring, der skal til, for at du kommer i mål.

Inddrag dine kolleger og dit netværk

Du skal ikke kun være tydelig overfor din leder, men også overfor dine kolleger. I moderne organisationer fordeles opgaverne ikke nødvendigvis via ledelsen. Meget gøres uformelt medarbejderne imellem.

Kommunikér til kolleger og nøglepersoner, at du eksempelvis er interesseret i opgaver inden for et konkret område. Derved vil du sandsynligvis få tilbudt netop sådanne opgaver og dermed styrke kompetencer, der kan kvalificere dig til ønskejobbet internt eller eksternt.

At sætte mål skaber fremdrift

Det er godt at sætte mål for karrieren. Det giver retning, men det er ikke nogen garanti for, at man præcis lander der, hvor man havde tænkt sig. Dog reducerer det elementer af tilfældighed i karrieren. Der kan åbne sig nye døre undervejs, som ikke var kendte. Så det gælder om at gære sig spilbar og gribe muligheden, når den viser sig.

 

Vurdér indhold

At rådgive de bedste forpligter. Derfor arbejder vi hele tiden på at blive bedre. Vurder gerne artiklen nedenfor.

Djøfbladet

Gøder jorden for vindmøller i Afrika

Henrik Breum og hans kolleger i Energistyrelsen blæser med grønt udviklingsarbejde mere energi i Etiopiens el-net.

Foto: Lars Bahl
Djøf blog

Nytårsforsæt: Jeg vil ikke være nogen seriel-brokker

Jeg HADER den første uge i januar. Jeg kan ikke komme op om morgenen. Er kronisk trist, drømmer om Thailands sol, om en mere trimmet krop og om kolde øl på Søndre Boulevard. Kickstarter 2017 med nogle effektive karriere-nytårsforsæt.


Thomas Kantsø
Thomas Kantsø
Chefkonsulent