Djøf

Konflikthåndtering og samarbejde

Et godt samarbejde forudsætter, at medarbejdere og ledere har en løbende dialog om arbejdet. Afstemning af forventninger og viljen til konstruktiv kommunikation kan løse mange problemer.

I Djøf kan vi se, at rigtig mange stresshenvendelser handler om, at forholdet mellem medarbejder og nærmeste leder er rigtig dårligt. Og når det står på i lang tid, går det voldsomt ud over trivslen og kan ende med en sygemelding.

Der skal to til tango, men i det følgende giver vi nogle gode råd om, hvad du selv kan gøre for at tage problemerne i opløbet.

Forventningsafstemning

Du kan selv tage initiativ til jævnlige forventningsafstemninger med din nærmeste leder. Fx kan I lægge regelmæssige møder ind i kalenderen, hvor I får talt om de opgaver, du sidder med, og hvor du får lejlighed til at spørge, om du er på rette vej. Samtidig kan du lufte dine egne forventninger og behov for hjælp eller støtte i processen.

Den positive forklaring

Mange djøfere fortæller, at selv om der ikke eksisterer åbenlyse konflikter eller decideret mobning på arbejdspladsen, kan de få en følelse af at blive kørt ud på et 'sidespor', at blive forbigået når de spændende opgaver deles ud. Eller også mangler de anerkendelse og har en følelse af at blive ignoreret.

Dette kan meget vel være sandheden i nogle tilfælde, men i andre tilfælde kan det være, at man selv er kommet ind i en negativ tankespiral, fx: 

"Min chef hilser ikke på mig om morgenen, jeg bliver ignoreret, jeg har heller ikke fået ros i lang tid, det er også altid de andre, som får de fede opgaver, jeg er sikkert slet ikke inde i varmen hos chefen, jeg kan nok heller ikke finde ud af noget…"

Næste gang du støder på en negativ tankespiral, kan du prøve en alternativ forklaringsmodel:

  • Jeg har ikke fået de opgaver, som jeg synes er attraktive.
  • Alternativ – positiv – forklaring:
    I stedet for at tro, at du ikke er 'inde i varmen', eller at der er noget galt med dig, kan forklaringen være, at en anden kollega er lidt mere kompetent til at løse dem, eller har 'stået for tur' i længere tid end dig. Der er måske en historie eller et perspektiv, som du ikke kender.
  • Se i helikopter perspektiv:
    Chefen har ansvaret for, at afdelingen lever op til nogle bestemte mål. Lige nu er det vigtigt, at der løses en masse driftsopgaver. De udviklingsopgaver, som du gerne vil i gang med, er ikke prioriteret lige nu på et højere plan i organisationen. Derfor er du ikke kommet igennem med dem (endnu).

Samme forklaringsmodel kan du køre igennem, hvis det generer dig, at chefen ikke hilser på dig. Det behøver ikke at være tegn på, at du ikke bliver anerkendt og værdsat. Måske er chefen bare lidt distræt, træt eller optaget af 117 andre ting.

Perspektivskift

En anden øvelse, er at prøve at sætte dig i chefens sted. Og chefen kan gøre det samme i forhold til sine medarbejdere.

Hvis du var chefen, hvad kunne du så have brug for fra dine medarbejdere? Hvis du oplever, at medarbejderne kommer ind og brokker sig konstant uden at komme med alternative løsninger, hvad gør det ved dig ..? Hvad vil din umiddelbare reaktion være? Hvis du også er lidt presset ovenfra, hvad har du så ekstra meget brug for? Øv dig jævnligt at se tingene fra den andens side. Hvis både du og chefen mestrer dette perspektivskift, så er I allerede langt i forhold til at opnå det gode samarbejde.

Den positive rollemodel

I stedet for at være misundelig på de kolleger, som du synes altid scorer de spændende sager eller den store anerkendelse, så brug energien på at lure dem kunsten efter. Hvad er det, de gør? Er de ekstra tydelige omkring det, som de er gode til, og det de vil?  Giver de altid en hjælpende hånd, når det brænder på med driftsopgaverne? Tager de ekstra mange konstruktive initiativer eller ..?

God kommunikation

Hvis der alligevel er opstået problemer, som går dig på, kan du tage initiativ til et møde: Her kan du – stille og roligt og under fire øjne – fortælle din chef, hvordan det påvirker dig, hvis du aldrig bliver hilst på, altid bliver fejlkorrigeret og aldrig bliver rost.

Bliv på din egen banehalvdel og pas på med at virke anklagende eller bebrejdende. Måske er chefen slet ikke opmærksom på, hvordan adfærden påvirker dig og næppe i stand til at læse dine tanker. Men når du tager det op, så får chefen en feedback, der kan reflekteres over og handles på.

Djøfbladet

Har du en fabelagtig udsigt fra din kontorstol?

Kigger du ind i en mur, eller har du udsigt til sø og eng eller måske til en slotspark? Djøfbladets redaktion vil gerne høre fra dig, hvis du mener, du har én af landets bedste udsigter, når du sidder på din arbejdsplads.

Foto: Shutterstock
Djøf blog

Gå på ferie uden stress

Få nogle fif til hvordan du prioriterer dine opgaver, inden du går til ferie.


Mette Sommer
Mette Sommer
Chefkonsulent