Pressemeddelelse

Mere der samler, end der skiller

Trods en polariseret valgkamp, ligner vi hinanden langt mere, end vi går og tror. En ny undersøgelse fra Djøf viser en overraskende stor enighed om, hvad der er vigtigt, hvis vi skulle søge nyt job i morgen. Den absolutte topscorer er et godt arbejdsmiljø.

14.05.2019

Debatindlæg af Henning Thiesen, formand for Djøf

På vej ind i valgkampen om de 179 pladser i Folketinget er partierne dygtige til at tale modsætningerne og forskellene mellem partierne op. Med hele 13 partier på stemmesedlen er der rigeligt at vælge imellem. Det virker, som om grøfterne bliver gravet dybere, og befolkningen fremstår stadig mere polariseret. Københavnere mod jyder. Akademikere mod arbejdere. Mænd mod kvinder. Unge mod ældre.

Sådan ser virkeligheden heldigvis ikke ud. Selvfølgelig har vi forskellige holdninger til mange spørgsmål. Men vi ligner også hinanden langt mere, end vi går og tror. En ny undersøgelse fra Djøf viser en overraskende stor enighed om, hvad der er vigtigt, hvis vi skulle søge nyt job i morgen. Den absolutte topscorer er et godt arbejdsmiljø. Det ønske deler mere end ni ud af 10 – 92 procent – tæt forfulgt af god balance mellem arbejdsliv og privatliv og meningsfyldte arbejdsopgaver. Og det gælder på tværs af alder, køn, uddannelse, og hvor vi bor. Vi vil også gerne kunne stå inde for det, som virksomheden laver, ligesom vi forventer, at virksomheden handler etisk forsvarligt.

Det sender et klart signal til politikerne og arbejdsgiverne i den aktuelle debat om pensionsalder og nedslidning: Selvfølgelig skal der være ordentlige vilkår for folk, der er for syge til at arbejde. Og naturligvis skal man kunne trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet med værdighed uden at skulle igennem et hav af arbejdsprøvninger – uanset om man er nedslidt håndværker eller udbrændt akademiker.

Men for alle er det klart at foretrække, at man helt undgår fysisk eller psykisk nedslidning, så man kan bevare sin arbejdsevne frem til pensionsalderen – uanset hvor den måtte lande i fremtiden i takt med, at vi lever stadig længere. Gevinsten er åbenbar for såvel den enkelte som for samfundet.

Djøf sætter pris på, at et meget bredt politisk flertal i slutningen af april blev enige om en markant styrkelse af arbejdsmiljøindsatsen de kommende år. Det giver rigtig god mening at investere i et sundt arbejdsmiljø, når vi skal arbejde i stadig flere år. Med den nye undersøgelse i hånden kan arbejdsgiverne oven i købet se, at et godt arbejdsmiljø også er en helt central faktor for at kunne rekruttere nye medarbejdere.

Indlægget har været bragt i Jyllands-Posten den 14. maj 2019.

Abonnér på pressemeddelelse

Få besked hver gang Djøf udsender en pressemeddelelse

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Djøfbladet

Ø-bossen kommer fra Mærsk

Som direktør for Ungdomsøen, der åbner lørdag d. 24. august, står Dea Forchhammer i spidsen for en 50.000 kvadratmeter stor ø i Øresund. Når hun ikke er på øen, har hun kontor i et spejdercenter – noget af et spring fra hendes tidligere job i et af landets allerstørste firmaer.

PR-foto
Djøf blog

Miljø, sæler og performancekultur. Jeg er fan.

Jeg har været i praktik som fuldmægtig. Her fortæller jeg helt konkret, hvordan man arbejder på Slotsholmen. Jeg synes, at mange flere skal prøve at søge job som fuldmægtig på den magtfulde ø. Søde kolleger, karrieremuligheder og en vigtig dagsorden.


Thomas Kantsø
Thomas Kantsø
Chefkonsulent