25.09.2013

Lisa Herold Ferbing, formand for Djøf

Travle lokalpolitikere beder om hjælp

"Regeringen må tage ansvaret og analysere mulighederne for at forbedre arbejdsvilkårene for de lokale folkevalgte. Mere løn vil mindske tyngden af andet arbejde, mens en form for sekretariatsbistand vil lette noget af arbejdet. Men der er ulemper ved begge dele. Derfor må alle forslag analyseres grundigt og fordomsfrit. For det er uansvarligt at lade stå til, når vi ønsker os et kvalificeret demokrati."

Byrødder vil have mere indflydelse

"I Djøf ser vi kritisk på stigningen i centrale proceskrav og kontroller. De lokale prioriteringer er adels-mærket på lokalt demokrati. Men både lokale politikere, borgere og medarbejdere oplever en anden udvikling. Den nye rapport om styrkelse af det lokale demokrati må ikke bare stå og samle støv på hylderne. Det er vigtigt, at det lokale demokrati genvinder både kræfter og ansvar."

Flere unge på vej ind i lokalpolitik

"Der skal være en bred rekruttering til kommunalbestyrelserne. Kommunerne har en vigtig rolle, når det gælder arbejdsmarkedet og erhvervsudviklingen. Der skal være så gode vilkår for de folkevalgte, at store grupper, der er helt centrale på arbejdsmarkedet, også vælger at tage en tørn som lokale folkevalgte. Vi skal ikke risikere at miste balancen mellem repræsentationen fra den private og den offentlige sektor."
 

Allan Luplau, formand for Djøf Privat

Akademisk jobvækst trodser krisen

"Krisen har givet et kompetenceløft i virksomhederne. På den måde er virksomhederne bedre rustet til at fange mulighederne på vej ud af krisen. En større andel akademikere i medarbejderstaben giver bedre muligheder for markedsudvikling, effektiv organisering, styr på økonomien og samlet en større konkurrenceevne – også internationalt."

Store firmaer løber med akademikerne

"De mindre virksomheder skal kende deres besøgelsestid nu, hvis de vil have fat i de medarbejdere, der skal skabe ny produktivitet. Det er muligt at få fat i særdeles spændende og veluddannet arbejdskraft her på vej ud af krisen. Det er der en del, der har set, men der er behov for en betydelig oprustning af kompetencer nu, hvis ikke de store virksomheder skal løbe med alle akademikerne."