Nye regler om løngennemsigtighed udskydes til 1. marts 2027
Beskæftigelsesministeriet har nu meddelt, at ikrafttrædelsen udskydes til 1. marts 2027. Lovforslaget blev fremsat i Folketinget 8. oktober 2026 og er endnu ikke endeligt vedtaget.
Udskydelsen skal give virksomhederne bedre tid til at forberede sig på de nye krav til løngennemsigtighed.
Hvad betyder udskydelsen?
Selvom reglerne træder i kraft senere end først forventet, er formålet med lovgivningen uændret. De nye regler skal styrke princippet om lige løn for samme arbejde eller arbejde af samme værdi og skabe større gennemsigtighed i virksomhedernes lønfastsættelse.
Det betyder blandt andet, at medarbejdere får bedre muligheder for indsigt i lønforhold, og at virksomhederne i højere grad skal kunne redegøre for deres lønstrukturer, lønkriterier og eventuelle lønforskelle mellem mænd og kvinder.
De kommende regler kan derfor også få betydning for din rolle som tillidsrepræsentant, særligt i forhold til dialogen med ledelsen om lønpolitik og løndannelse.
Hvad skal du gøre som TR?
Udskydelsen betyder, at der bliver lidt længere tid til at forberede sig på de nye regler. Det ændrer dog ikke ved vores tidligere opfordring til, at du allerede nu begynder at interessere dig for, hvordan virksomheden arbejder med lønfastsættelse og løngennemsigtighed.
Det kan eksempelvis være relevant at tage en indledende dialog med ledelsen om, hvilke kriterier der anvendes ved lønfastsættelse og lønudvikling, hvordan forskellige medarbejdergrupper kategoriseres, og hvordan virksomheden forventer at forberede sig på de kommende krav.
Du behøver ikke sætte større initiativer i gang allerede nu, men det kan være en fordel at få løngennemsigtighed på dagsordenen, så medarbejderrepræsentanterne bliver inddraget i arbejdet med de nye regler.
Vi følger udviklingen
Lovforslaget er fortsat under behandling, og der kan derfor ske ændringer, inden reglerne bliver endeligt vedtaget.
I Djøf følger vi arbejdet tæt og vender tilbage med mere konkret vejledning om, hvad reglerne kommer til at betyde for dig som tillidsrepræsentant, når det endelige lovgrundlag er på plads.


