Bliv bedre til at forhandle løn
Mange bryder sig ikke om at forhandle løn, men det er en evne, du kan træne. Og når du kan sætte ord på din værdi, er det helt fair at bede om, at den bliver afspejlet i din løn. Her får du otte enkle råd, der stiller dig stærkt ved forhandlingsbordet.

Sådan bliver du bedre til at forhandle løn
Selvom lønforhandling kan føles grænseoverskridende for mange, er det en kompetence, du aktivt kan træne. Her får du otte konkrete råd til, hvordan du tydeligt italesætter din værdi og står stærkest muligt, når lønnen skal forhandles.
1. Forbered få, konkrete argumenter
Når du forhandler løn, skal du kunne argumentere for den værdi, du skaber.
Måske har du skabt bedre beslutningsgrundlag, gjort en proces hurtigere, styrket samarbejdet mellem afdelinger eller taget ansvar for et projekt.
I stedet for at tæppebombe din chef med argumenter, så udvælg de 2-3 bedste, som viser dine resultater med konkrete eksempler.
Brug gerne strukturen: 1) opgave, 2) indsats, 3) resultat.
Fx: “Det seneste år har jeg taget mere ansvar for X, Y og Z. Jeg løser nu opgaver mere selvstændigt, og mit arbejde har blandt andet betydet, at vi har kunnet gøre A og B.”
Dine argumenter skal spille ind i det, din chef lægger vægt på. Hvis du ikke ved, hvad det er, så find ud af det ved jævnligt at snakke med din chef om dine og afdelingens mål. Spørg også hos dine erfarne kolleger.2. Book samtalen – og gør formålet klart
Hvis der ikke ligger en lønsamtale i kalenderen, så tag selv initiativ. Det kan føles grænseoverskridende, men det er helt fair at ville tale løn. Du kan fx skrive:
“Hej X. Jeg vil gerne tage en snak om min lønudvikling og det ansvar, jeg har taget det seneste år. Har du tid til en samtale i næste uge?”
Så ved din chef, hvad mødet handler om. Og du undgår at presse løn ind som et hurtigt punkt til sidst i din 1:1.3. Byg din lønforhandling op
Ved forhandlingsbordet vil din chef ofte forvente, at du lægger ud med et lønforslag. Særligt hvis du selv har indkaldt til mødet. Det er også typisk en fordel for dig, fordi forhandlingen så tager udgangspunkt i dit lønønske.
Du kan bruge denne struktur:
Start med konklusionen
“Jeg mener, min månedsløn bør være XX.000 kr.”
Forklar hvorfor
”Min indsats har udviklet sig markant det seneste år. På baggrund af mit ansvar, mine resultater og det lønniveau, jeg kan se i markedet, mener jeg, at XX.000 kr. er et rimeligt niveau.”
Giv konkrete eksempler
“Det seneste år har jeg blandt andet taget ansvar for X, løst Y og bidraget til Z.”
Kobl det til virksomhedens værdi
“Det har betydet, at teamet kunne prioritere hurtigere/spare tid/skabe bedre beslutningsgrundlag/styrke samarbejdet med stakeholdere.”
Hold fast i forhandlingen
“Det synes jeg, min løn skal afspejle, og derfor mener jeg, at min løn bør være XX.000 kr.”
Ti stille
Sig hvad du vil sige. Ti stille. Og vent.4. Brug stilhed som forhandlingstaktik
De færreste har det godt med stilhed i sociale situationer. Derfor kan det også være fristende at fylde stilhed i lønforhandlingen ud med flere forklaringer, forbehold eller små undskyldninger.
Lad være med det. Bare sig, hvad du vil sige – tydeligt, roligt og konkret.
Og giv din chef plads til at svare. Siger din chef, ”Det bliver svært,” tier du fortsat stille, men gør det tydeligt – fx gennem øjenkontakt – at du lytter opmærksomt, så du nudger din chef til at bryde tavsheden som den første.
I en forhandlingssituation kan stilhed nemlig fungere som et indirekte pres, der får den anden part til at bløde op eller komme med en bedre løsning.5. Lyt til din chefs svar
Svarer din chef bekræftende, er det godt. Lad være med at bede om mere – det vil falde til jorden med et brag.
Er din chef tydeligt forbeholden, skal du lytte efter to ting: Er det et reelt nej? Eller er der et forhandlingsrum? Du kan fx sige, “Hvilket lønniveau ser du så som realistisk? Og hvad bygger det på?”.6. Forhandl om mere end løn
Nogle gange er der ikke penge nok i puljen. Eller din chef mangler mandat til at give dig den løn, du går efter. Så skal du have alternativer klar.
Det kan fx være en bonus, et kursus, ekstra feriefridage, mere fleksibilitet eller hjemmearbejde, en ny titel eller en ny lønsamtale om 3-6 måneder.
Du kan fx sige: “Hvis det ikke er muligt at nå XX.000 kr. nu, vil jeg gerne tale om, hvad vi så kan justere. Det kunne være en bonus, uddannelse eller en aftale om, at vi snakker løn igen om seks måneder, hvis jeg leverer på de her konkrete mål.”7. Brug et nej klogt
Hvis du får et nej (eller et delvist ja), skal du undersøge, hvad der skal til, for at du senere kan få den løn, du ønsker. Det er vigtigt, fordi et nej uden forklaring ikke hjælper dig videre.
Spørg fx: “Hvad skal jeg levere på, for at vi kan tage lønsamtalen igen? Hvilke mål skal jeg opfylde?”
Sørg for at få konkrete svar. Vær tydelig om, at I er på samme hold, og at det er vigtigt for dig at vide, hvordan du præsterer bedst muligt. Aftal også en tidsramme for næste lønsamtale.8. Følg op bagefter
Efter samtalen skal du sende en kort opsamling. Fx:
“Tak for samtalen i dag. Som jeg forstod det, reguleres min løn til X kr. fra [dato]. Vi aftalte også, at jeg arbejder videre med Y og Z, og at vi følger op igen i [måned].”
Eller, hvis du ikke fik lønstigning:
“Tak for samtalen i dag. Jeg tager med mig, at jeg især skal arbejde videre med X og Y for at stå stærkere til næste lønregulering. Vi aftalte at følge op i [måned].”
Det sikrer, at I har samme forståelse, og du kan referere til det, når I snakker performance og løn senere.Har du brug for hjælp til at finde dit lønniveau? Så prøv vores lønberegner.
Kunne du tænke dig flere gode råd til din lønforhandling? Så læs vores lønguide, så du bliver klædt på til din næste lønsamtale.
Spørg os, før du forhandler løn
Når du ringer, siger du bare til vores receptionist, at du gerne vil tale om løn. Så får du hurtigt fat i en rådgiver, som kan hjælpe. Du behøver ikke forberede noget.



