Find dit faglige brand
Mange nyuddannede tror, at deres faglige profil først bliver formet efter mange år. Men faktisk kan du allerede nu sætte fokus på de styrker, interesser og kompetencer, du gerne vil udvikle og blive god til.

5 råd til hvordan du kan finde dit faglige brand
Vil du gerne finde dit faglige brand og blive skarpere på, hvad der gør dig unik på arbejdspladsen? At kende sine egne styrker er afgørende for at skabe en karriere, der både giver energi og mening.
1. Læg mærke til, hvad der giver dig energi
Det er let at fokusere på det, du ikke kan endnu. Men hvis du vil finde dit faglige brand, skal du spørge dig selv, hvilke opgaver du har mest lyst til at arbejde videre med.
Måske elsker du at gøre komplekse analyser nemme at forstå. Måske kan du godt lide at koordinere projekter eller skabe struktur i kaotiske processer.
Når tiden flyver, mens du arbejder, er det tit et tegn på, at du er i gang med noget, der er værd at bygge videre på.
2. Lyt til feedback
Når kolleger roser dig eller beder dig om hjælp, fortæller det ofte noget om dine styrker. Også om de styrker, du selv overser. Ofte fordi det, du er særligt god til, føles helt naturligt for dig. Derfor kan det også være svært at få øje på sine egne kompetencer.
Skriv derfor ned, når nogen siger, at du er god til at forklare et komplekst emne, skabe overblik eller få ting til at hænge sammen. Når de samme ting går igen, har du måske fundet noget af det, der gør dig særlig værdifuld.3. Få øje på dine styrker
Prøv at skrive dine faglige og personlige styrker ned. Også dem, du har med dig fra fx studie, studiejob og frivilligt arbejde. Det giver et bedre overblik over, hvad du allerede kan, og hvad du har lyst til at udvikle videre. Det gør det også lettere at se, hvilke opgaver og projekter du skal gå efter fremover.
Faglige styrker kan fx være:- At omsætte data til anbefalinger
- At skabe overblik i komplekse opgaver
- Projektkoordinering
- Forretningsforståelse
- Formidling og præsentation.
Personlige styrker kan fx være:
- Nysgerrighed
- Ansvarlighed
- Samarbejdsevner
- Evnen til at omstille sig hurtigt.
4. Fokusér din indsats
Den største udvikling sker som regel, når du vælger ét område og arbejder målrettet med det i en periode. Spørg dig selv: Hvis jeg skal være markant stærkere om et år, hvad skal jeg så fokusere på nu?
Overvej i den forbindelse:- Hvilken kompetence vil gøre størst forskel for mig det næste år?
- Hvordan kan jeg træne den gennem mine daglige opgaver?
- Hvem kan hjælpe mig med at udvikle den?
Tal med din chef om det og undersøg, du kan blive koblet på relevante opgaver og projekter, eller om der er kolleger, der kan hjælpe dig videre.
Sæt et konkret mål og en deadline. Det gør det lettere at følge op og holde fokus.
Hvis du fx gerne vil blive bedre til projektledelse, kan du:- høre din chef, om der er projekter i virksomheden, du kan deltage i
- blive koblet på en erfaren kollega, du kan lære af
- foreslå et mindre projekt, du kan have ansvaret for
- opdatere dig på viden om projektledelse via podcast, YouTube, AI mm.
5. Gør status
Dit faglige brand er ikke noget, du finder én gang for alle. Du får nye opgaver, lærer nye ting og opdager måske styrker, du ikke vidste, du havde. Derfor giver det mening at stoppe op en gang imellem og spørge dig selv:
- Hvilke opgaver giver mig mest energi?
- Hvad vil jeg gerne bruge mere tid på?
- Hvad vil jeg gerne blive bedre til?
Jo bedre du kender dine styrker og interesser, desto lettere bliver det at vælge retning i din karriere.



