4 tips til dit performance review
Mange bruger deres performance review til at se tilbage på året, der gik. Men samtalen er også din mulighed for at sætte retningen for det næste år af din karriere. Se, hvordan du forbereder dig bedst.

Sådan får du mest muligt ud af dit performance review
Et performance review handler ikke kun om at se tilbage på året, der gik – det er din oplagte mulighed for at sætte retningen for det næste år af din karriere.
Her får du fire konkrete tips til, hvordan du bedst forbereder samtalen, så du effektivt kan fremhæve dine resultater, synliggøre dine styrker og sætte skarpe mål for din videre faglige udvikling.
1. Når du skal beskrive dine resultater
Mange laver en liste over de opgaver, de har arbejdet med. Men et performance review handler ikke kun om aktivitet, men også om effekt. Så kan din leder nemlig bedre se både dit bidrag og din udvikling.
Prøv derfor at beskrive:
- hvad du gjorde
- hvad situationen/konteksten var
- hvad resultatet blev
- hvad du lærte undervejs.
Den mindre stærke version: ”Jeg har hjulpet med ledelsesrapportering.”
”Jeg har bidraget til den månedlige rapportering til ledelsen, hvor vi følger udviklingen i forretningen og de faktorer, der påvirker, om kunderne bliver eller forlader os. Det har gjort mig stærkere til at arbejde med data og formidle komplekse sammenhænge på en måde, der er relevant for beslutningstagere.”
2. Når du skal beskrive dine styrker
Sørg for at koble dine styrker til den værdi, du skaber i dit arbejde. Gør det ved at fortælle om konkrete eksempler fra dit arbejde.
Den mindre stærke version: ”Jeg tager hurtigt ny viden til mig og omsætter den i mit arbejde.”
Den stærke version: ”Da jeg startede i jobbet, havde jeg aldrig arbejdet med vores interne analyseværktøj. Så jeg brugte interne guides og snakkede med kolleger for at forstå systemet. Efter få uger kunne jeg selv trække data og udarbejde de analyser, teamet har brug for.”
3. Når du skal vurdere dig selv
Mange nyuddannede er mere kritiske over for sig selv, end deres leder er. Derfor kan det være en god idé at se på din udvikling lidt på afstand. Ofte vil du opdage, at du har rykket dig mere, end du tror. Spørg dig selv:
- Hvad kan jeg i dag, som jeg ikke kunne, da jeg blev ansat?
- Hvilket ansvar har jeg i dag, som jeg ikke havde i starten?
- Hvordan bidrager jeg til teamets arbejde nu vs. da jeg begyndte i jobbet?
4. Når du skal sætte udviklingsmål for det næste år
Start med at overveje, hvad der giver dig energi. Hvornår flyver tiden, når du arbejder? Det giver dig et hint om, hvilken slags opgaver der motiverer dig. Overvej også, hvad der kan gøre dig bedre til den type opgave om et år.
Formulér så dine mål så konkret, som du kan, ved at:
- beskrive, hvad du gerne vil opnå, så tydeligt som muligt
- beslutte en deadline, så I kan følge op på det
- sætte tid af i din kalender til at arbejde med dit mål.
I stedet for et mål om at ”blive bedre til projektledelse”, så prøv at formulere dit mål konkret: ”Jeg vil gerne tage ansvar for et mindre projekt inden for XYZ. Undervejs vil jeg prøve at facilitere en workshop med relevante stakeholdere, og så vil jeg have fokus på at skabe god struktur og følge op på projektets mål og KPI’er.”



