At lære at sætte korrekte kommaer behøver hverken være kedeligt, svært eller grammatisk udmattende.
Som en konsekvens af blandt andet omskiftelige kommaregelsæt er der mange, der føler sig usikre på, hvordan der sættes korrekt komma. Dette kan være en stor udfordring i et arbejdsliv, hvor der skal udarbejdes både større og mindre mængder af skriftlige produkter, og hvor det samtidigt forventes, at produkterne står knivskarpt. Dette kursus har derfor som formål at give et grundigt indblik i, hvor du skal placere det nok mest omtalte tegn inden for dansk retskrivning; kommaet.
Arrangementet er udviklet ud fra et princip om, at det skal være let og ligetil at sætte korrekte kommaer. Derfor vil der på arrangementet blive arbejdet ud fra nogle let anvendelige huskeregler, som også fungerer som en nøgle i relation til nogle af de mere komplicerede kommateringsregler.
Ved at anvende de værktøjer, du lærer på arrangementet, vil du efterfølgende være i stand til let at placere kommaerne de rigtige steder, uanset hvilken type tekst du skal sætte kommaer i.
Der gøres opmærksom på, at der på arrangementet vil blive undervist i, hvad der i daglig tale omtales som grammatisk komma 'det gamle komma', og ikke i hvad mange betegner som det nye komma. Forskellene mellem de to forskellige måder at kommatere på vil dog kort blive gennemgået.
Indhold
-
En generel introduktion til en verden af kommaer
-
Kort og godt om den nødvendige grammatik
-
10 huskeregler – 10 genveje til korrekt kommatering
-
'Finessekommatering'
-
Faldgruber inden for kommatering
Form
Arrangementet vil være en kombination af tavleundervisning, selvstændige øvelsesopgaver og diskussion i plenum.
Målgruppe
Arrangementet er primært målrettet dig, der ingen eller kun få forkundskaber har inden for kommatering og dig, der føler dig hjemme i visse aspekter af kommatering, men som trænger til at få det helt på plads.
Er forbeholdt Djøfs medlemmer.
Praktiske informationer
Underviser
Simone Ritter, cand.jur. og underviser på Djøfs studiekurser om kommatering i perioden 2014-2016.