]]>

Djøf blog

Bridgerton på det danske arbejdsmarked

Af Thomas Kantsø

Som resten af verden bingede jeg Bridgerton over julen på Netflix. Der er meget ved den serie, der bliver ved med at sidde i mig.

Måden man bevist har castet de modsatte typer til gængse roller, og derved udfordret os som seer, i en grad jeg aldrig før har oplevet.

Det meste af den vestlige verden sad i et par uger i deres sofaer og oplevede, hvordan vores individuelle fordomme stille og roligt blev nedbrudt på mange flere niveauer end dette lille skriv kan rumme. Og det virkede!!

Efter kort tid var det indlysende, at det netop var den ny-castede rolle pallette af særlige talenter, der bar serien. Instruktøren gik bevist efter det modsatte af, hvad vi har været vant til at se.

Det modsatte af, hvad vi troede vi havde brug for og det modsatte af, hvad der står i de defaultstillingsopslag, man let kunne have genbrugt i castingen af medarbejdere til serien.

Resultat talte for sig selv. Bridgerton blev til dato den mest sete og en af de højst ratede serier, som Netflix har produceret. Med et kvalitetsaftryk og fordomsnedbrydende budskab der rager langt ind i fremtiden.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi begyndte at caste lidt mere modigt, når vi ansætter på det danske arbejdsmarked.

Derfor spørger jeg: Hvorfor er det så forbandet svært at skifte branche?

Er nogle brancher efterhånden en stor fætter/kusine fest?

Der går ikke en eneste dag, uden jeg taler med mennesker, der har en drøm eller et håb om at skifte branche. De drømmer om at lave noget helt andet – men de har næsten givet op på forhånd.

Offentlig til privat og omvendt

Det burde i min optik være meget nemmere at arbejde på tværs af brancher. Det er åbenlyst, at en kommune vil få helt utroligt meget ud af at ansætte en person, der har arbejdet i en private meget bundlinjeorienteret virksomhed.

En privat virksomhed vil tilsvarende få alverden ud af at ansætte en person fra den offentlig sektor. Overvej lige hvor meget kendskab vedkommende har til borgeres adfærd, offentlige indkøbsaftaler og politik.

Men igen og igen og igen ser jeg, at man helst ansætter nogen, der har lavet lige præcist det samme i et andet job. Det mener jeg ikke altid er god idé.

Sandsynligheden for at vedkommende søger væk efter kort tid er stor, og der er alt andet lige ingen udviklingsmuligheder, hverken for firma eller medarbejder.

En arbejdsplads går også glip af alt det nye, som en ikke-branche kendt kan tilføje.

Jeg er nærmest besat af at knække koden for øjeblikket

Måske er det fordi jeg netop er fyldt 45 år. I fødselsdagsgave midt i fyrrene får man helt automatisk en tanke/bekymring om, hvad man skal med resten af ens arbejdsliv.

I min vennekreds taler vi ikke længere om børn, bleer og huskøb. Nu taler vi om karriereskifte (og sommerhuskøb), kombineret med en drøm om at bidrage med noget, hvor man virkelige brænder for det.

Måske du kan rykke branche internt?

Med fare for at udfordre flere gode arbejdspladser, så opfordrer jeg til, at vi taler lidt mere åbent om, at de fleste mennesker midt i karrieren, har et behov for at prøve noget andet. Jeg synes vi skal tale åbent om det, fordi man nogle gange godt kan tale om det uden at skifte job.

Men det ER en svær samtale at have med chef, for der er en sandsynlighed for at du mellem linjerne får sagt, at du ikke vil dit nuværende job. Det er en risiko. Dog har jeg set flere gode eksempler på, at en medarbejder kan rykke over på et andet fagområde eller til en anden afdeling internt i virksomheden. Den viden om virksomheden man tager med sig, er meget, meget værdifuld.

Hvis du er fristet af at tale med din chef om det, så anbefaler jeg dig, at du tager en øve-samtale med en god sparringspartner eller din fagforening 😊 inden.

Hvis du vil skifte over i en helt anden branche      

Flere af mine venner drømmer om netop at levere og skabe resultater i en anden branche. Men bliver mødt med konservative ansættelsesudvalg, der i deres afslag alle siger: ”Vi valgte en der havde mere erfaring, med lige præcis det vi arbejder med.”

Det bliver sagt hver evig eneste dag og DET mener jeg, er en kæmpe fejl. Jeg ved godt, at det er vigtigt at give et godt afslag. Men det ville være rart, hvis man kunne svare på: Hvorfor tager I ikke en fra en anden branche?

Man kan jo sagtens have kompetencerne til at løse en opgave uden at have direkte erfaring med det. Erfaring og kompetence går ikke altid hånd i hånd.

Man kan faktisk nogle gange løse en opgave endnu bedre, end en der ikke har lavet andet de sidste 10 år. Måske er man mere effektiv, måske ser man endnu flere muligheder for kundesalg eller borgerinddragelse, måske bringer man ny teknologi ind i processen, osv.,osv.

Tænk, hvis vi turde lave mere Bridgerton-casting på danske arbejdspladser…

.Dette er første blogindlæg ud af tre. I det næste jeg udgiver, giver jeg helt konkrete råd du skal bruge, når gerne vil lave et brancheskifte. En cliffhanger: Det kommer til at handle om de opgaver, du kan løse. Så du kan lige så godt gå i gang med at skrive alle de fantastiske opgaver du har løst ned på et stykke papir. Så tager vi den derfra.

 Kh Kantsø  

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.