Djøf blog

Vi kender alle en, som har haft hjernerystelse

Hjernerystelse er heldigvis noget som for langt de fleste går relativ hurtigt over igen. Men for den lille andel af ramte på 5-15%, som oplever senfølger, kan konsekvenserne være store, og hjælpen fra arbejdspladsen er vigtig.

Af Tom Hedegaard

Fortællinger om hjernerystelsesramte, der har siddet i grupper sammen med personer med halvsidelammelse, og været i stand til mindre end dem, er noget af det, der har overrasket mig mest. Jeg vidste godt, at hjernerystelse kunne være slemt, men som de fleste andre, anede jeg nok ikke hvor slemt.

Efter at være dykket længere ned i emnet, så har jeg ydermere talt med pensionskasser, som kan berette om alvorlige stigninger i ansøgninger om førtidspension grundet hjernerystelse. En sådan ansøgning eller indstilling er dybt alvorlig, og i den skal der blandt andet redegøres for (citat):

"... den faglige forklaring på, at arbejdsevnen ikke lader sig anvende til selvforsørgelse uanset mulighederne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning eller …”

Ikke ligefrem en situation, nogen ønsker at være i.

Men man får får da hjælp – ik’?

Det skønnes, at der er omkring 5-15% af hjernerystelsesramte, der ender med langvarige følger – nogle gange op til flere år. Enkelte kommer sig aldrig helt. En forholdsmæssig alt for stor andel af disse er desværre akademikere. Du er som djøfer dermed i farezonen.

Nu kunne det lyde, som om jeg er ved at sælge dig en cykelhjelm – men det er jeg ikke. Jeg vil egentlig blot forsøge at skabe mere opmærksomhed på denne kedelige tendens og gøre opmærksom på, at vi alle må gøre noget, da

  • der stort set INGEN tilbud er at hente i sygesikringen
  • de private sundhedsforsikringer er uigennemskuelige, og der finder de ramte oftest heller ikke noget
  • de tilbud, der rent faktisk hjælper, koster penge, og nogle gange mange penge.

Hvad gør man på dit arbejde?

Mange ramt af hjernerystelse beretter om at have fået helt forkert rådgivning helt fra starten af deres sygdomsforløb. Noget tyder dermed på, at selv visse læger og sundhedsfagligt personale burde opkvalificeres på deres viden. Ingen tvivl om at alt sikkert er velmenende og gjort i en oprigtig opfattelse af, at rådene er gode, men tiden lige efter hjernerystelsen er den vigtigste periode, hvad angår chancerne for at komme sig godt og hurtigt.

Det leder mine tanker hen på, om vi har viden nok om, hvad vi bedst gør for at hjælpe ude på arbejdspladserne.

Hvordan håndterer I det der, hvor du arbejder? Det vil jeg gerne høre om.

Det kan også være historier, du har hørt om – gode eller mindre gode. Kom endelig med alle historier, som vi kan lære noget af, og som kan gøre os (endnu) bedre til at understøtte hjernerystelsesramte på jobbet.

Jeg hører selvfølgelig også gerne fra dig, hvis du kan supplere de gode råd, som Center for Hjerneskade og Hjernerystelsesforeningen giver.

the

Tom Hedegaard

Chefkonsulent

Lad os dele vores viden og erfaring. Jeg starter ud, da jeg i mit daglige arbejde er i kontakt med mange djøfere. Det giver mig forudsætningerne for at bidrage med mine perspektiver – og jeg vil gøre det i en fri tone.

Mit håb er, at du som læser er frisk på at gå i dialog.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Karen Petri

Vores pensionskasse P+ er begyndt at bevillige samtaler med neuropsykolog.

Det har været en stor hjælp for mig, som jeg virkelig godt kunne have brugt - MEGET tidligere (faktisk helt fra start!).


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.