Djøf blog

Hvorfor taler vi bryllup, når vi ikke engang er forlovet?

Hvorfor skal jeg som vikar gå til MUS og svare på spørgsmål som: "Hvordan planlægger du at bidrage til virksomhedens fremtidige strategi?"

Af Mette Sommer

Jeg har lånt min plads på bloggen ud til min kollega Louise, der reflekterer over det at gå til MUS, når man ikke er fastansat.
Værsgo’, Louise.

MUS-skemaet er ikke vikarens ven

Som så mange djøfere befinder jeg mig som nyuddannet i en tidsbegrænset ansættelse på lidt over et år. Kort før sommerferien blev jeg bedt om at deltage i organisationens årlige MUS med min chef. Jeg må indrømme, at det faktisk kom ret meget bag på mig, hvor uhåndgribeligt jeg fandt det at skulle til MUS. Skemaet, som jeg var blevet bedt om at udfylde, gav ikke megen mening. Hvordan skulle jeg halvejs inde i min ansættelse besvare spørgsmål som fx ”Hvordan er det gået med din handlingsplan siden sidste år?” og ”Hvordan planlægger du at bidrage til virksomhedens fremtidige strategi?”.

Læg skemaet til side

I min tidsbegrænsede ansættelse føler jeg sommetider, at jeg har en smule travlt med at bevise mit værd over for kollegaer og chefer – og jeg er overbevist om, at jeg langt fra er alene om denne følelse. Faktisk er det næsten altid dette aspekt, der er omdrejningspunktet, når jeg taler med andre, der ligesom jeg selv håber på, at ansættelsesforholdet kommer til at vare længere.
Derfor blev det også ret afgørende for mig at få sat ord på over for min chef, hvordan jeg selv havde oplevet det første halve år i ansættelsen. Endnu vigtigere var det dog at blive klog på, hvad min chefs oplevelse var. Hvilke tanker gjorde hun sig om min oplæringsperiode, og var jeg rent udviklingsmæssigt der, hvor man kunne forvente. MUS-skemaet blev lagt til side, og i stedet lavede jeg simpelthen min egen dagsorden. På denne måde blev det nemlig også en hel del lettere for at bevæge mig over til det sidste (og for mig vigtigste) punkt: min fremtid.

Lav din egen dagsorden

Det, jeg havde brug for, var selvfølgelig at få talt mig selv ind i fremtiden, men det handlede også rigtig meget om afklaring. Selvom det for mig var grænseoverskridende, greb jeg simpelthen chancen for at gå min chef på klingen:

• Hvordan synes du, jeg klarer mine opgaver, og er der noget, jeg skal gøre anderledes?
• Hvilke opgaver mener du, jeg løser lidt bedre end andre?
• Hvad siger du til, jeg får mulighed for at prøve kræfter med de her nye opgaver …?
• Hvad lægges der vægt på, når organisationen fastansætter?
• Hvad skal der helt konkret til, for at jeg kan komme i betragtning til en fastansættelse?

De færreste vil under en MUS blive tilbudt en fast stilling, men MUS er en oplagt mulighed for at tage en konstruktiv snak om, hvorvidt du på nuværende tidspunkt opfylder forventningerne. For mig var fokus på, og vil fortsat være på, at sikre at jeg ikke en dag står i en situation, hvor jeg finder ud af, at jeg skulle have gjort noget anderledes. 

Hvad nu hvis man slet ikke ønsker en fastansættelse?

Det er min oplevelse, at det langt fra er alle tidbegrænset ansatte, der ønsker at blive fastansat. Flere ser stillingen som et springbræt videre. I disse tilfælde giver det faktisk også mening at tage en snak med chefen, så man forsøger bedst muligt at udnytte tiden i ansættelsen til at få fingre i de opgaver, der måske kan gøre, at man lander det næste job. Din dagsorden kan så tage afsæt i spørgsmål som:

• Hvad mener du, jeg skal trække frem som mine styrker i min jobsøgning fremover?
• Har du et bud på andre afdelinger i organisationen, hvor mine kompetencer kan bruges, når mit vikariat udløbet?
• Har du evt. nogen i dit netværk, jeg kan søge at få et kaffemøde med?

Det kan være svært for mig at ramme præcis de spørgsmål, det giver mening for dig at stille, hvis du er i et vikariat og skal til MUS. Men bringer de dig på sporet af andre spørgsmål, som du kan bruge, så del dem endelig med os andre i kommentarfeltet. Det gælder selvfølgelig også, hvis du vil foreslå spørgsmål, jeg måtte have overset.

 

msa

Mette Sommer

Chefkonsulent

Jeg sparrer dagligt med medlemmer om deres arbejdsliv og karriere. Det er alt fra løn og ansættelsesvilkår til karriereovervejelser. Jeg har derfor bred erfaring med de udfordringer og muligheder, der er på arbejdsmarkedet og ved, hvad der rører sig af aktuelle emner.

Jeg vil løbende bringe nogle af disse emner op. Håber, at du er nysgerrig på at læse med.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Helene Damkjær

Meget velskrevet artikel. Den kan også bruges i mine refleksioner, omend jeg som selvstændig konsulent sjældent bliver inviteret til MUS-samtaler, så har jeg dog ofte min kunde på to-mands-hånd hvor jeg så kan stille nogenlunde samme type spørgsmål som kan hjælpe mig med at afgøre hvordan jeg skal gebærde mig fremover :)

Louise Juhl

Hej Helene.
Tak for din fine kommentar og for at dele dine oplevelser som selvstændig. Jeg kan sagtens forestille mig, at dialogen med dine kunder sommetider kan bære præg af en MUS :)
Vh. Louise - konsulent hos Djøf


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Holm

Regel nummer Ét: Bryd aldrig reglerne.
Regel nummer to: Bøj dem.
Hvis chefen inviterer en medarbejder i en tidsbegrænset stilling til MUS, så er det nok fordi chefen mener der er fremtid i vedkommende. Der er mange spørgsmål i et MUS-skema, som ikke kan udfyldes første gang man er til MUS. Det er logisk. Der er også mange spørgsmål, som kan bruges til at diskutere nutiden og en eventuel fremtid. Brug dem. Når samtalen er færdig skal skemaet udfyldes, og hvis du har lavet din alternative dagsorden, så er det besværligt for chefen at udfylde skemaet.
Og chefer hader, hader, besværligheder, som kan undgås.

Louise Juhl

Hej Holm
Rigtig fin pointe du kommer med her. For mig blev løsningen faktisk, som du nævner her, at skemaet blev udfyldt efter samtalen, hvor både min chef og jeg var blevet lidt klogere på hinanden :)


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.