Djøf blog

Virker det gode gamle jobopslag stadig?

Er det så svært som det siges at få job ved at søge opslåede stillinger? Eller hvordan går det egentlig for dem, der søger job "på god gammeldags vis"? Og hvad bør du som jobsøgende også huske at gøre?

Af Annemette Kokholm

I mine samtaler med jobsøgende oplever jeg ofte, at mange har mistet troen på, at de kan lande jobbet ved at søge helt almindelige stillingsoplag.

Mange har indtryk af, at det er en svær metode og vej frem, fordi der er rigtig mange andre, der også søger - og at virksomhederne som regel får MANGE ansøgninger til de opslåede stillinger. Opfattelsen er, at man som jobsøgende er nødt til at differentiere sig og tænke helt ud af boksen og bruge alt andet end den gode gamle metode.

Så lad os tage et kig på, hvad statistikken siger – i dette tilfælde taler den nemlig særligt tydeligt. I Djøfs Arbejdslivsundersøgelse 2014 kan vi se, at hele 59 % stadig får job gennem opslåede stillinger. Altså virker denne mulighed rent faktisk stadig, og endda ganske effektivt. For flere fakta om jobsøgning kan du klikke her

Men hvad er så det nye?

 Det kan være en rigtig god idé at gå efter en dobbeltstrategi. Altså kan du med fordel søge både de opslåede stillinger og bruge dit netværk. Netværket er godt at få ”styr på” når du vil søge uopfordret. Samtidig er det godt til at få nogle kaffemøder med relevante personer i kalenderen. Det kan give dig viden om den branche du gerne vil ind i, eller give dig viden om indhold i bestemte typer stillinger.

Hvad skal du være skarp på uanset din strategi?

Uanset din strategi er det vigtigt at det, du kommunikerer, fungerer godt og er målrettet. Øv dig i at blive skarpere på:

• Din motivation og det, du er interesseret i og brænder for
• Det du er god til – hvad er dine kompetencer?
• Matchet mellem din profil og det sted du søger hen

Det er ikke en "one size fits all" løsning

Husk på at vi alle er forskellige. Det der virker for dig, virker måske ikke for en anden og omvendt. Husk dig selv på, hvad du er god til og hvor du har dine styrker. Det kan være en fordel at udvide sin komfortzone, dog er der ingen, der siger, at det skal være med kvanteskridt.
Det er ikke en ”one size fits all”, men et spørgsmål om at huske på, at der er mange veje til jobbet, og at det gode gamle jobopslag stadig holder vand.

ank

Annemette Kokholm

Konsulent

Stoppede i Djøf den 30. november 2015.

Jeg blogger om det, jeg spotter et behov for at kaste lys over i min daglige kontakt med medlemmerne.

Jeg er uddannet cand.merc.psyk. og er tidligere studenterrådgiver i Djøf. Mit fokus er den psykologiske vinkel på trivsel og udvikling i karrierelivet, og jeg interesserer mig særligt for det enkelte individs motivation og kompetencer i en organisatorisk kontekst.

Jeg er nysgerrig på at høre netop din mening eller kommentar. God læselyst!

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.