Djøf blog

It takes three to tango

SU- og fremdriftsreformen understreger, at der er tre aktører bag gode uddannelser: Den studerende, uddannelsesinstitutionen og arbejdsgiverne. Det fordrer et hidtil uset samspil kombineret med evnen til at se muligheder og kende sine begrænsninger.

Af Wenche Marit Quist

- Nye dansepartnere i Uddannelsesdanmark

Med SU- og fremdriftsreformerne står det lysende klart, at der står tre aktører bag gode universitetsuddannelser: Den enkelte studerende, uddannelsesinstitutionen og de kommende arbejdsgivere.

De studerende oplever for alvor presset efter sommerferien, hvor de nye regler slår helt igennem og sender dem gennem uddannelserne med ekspresfart. Det sker via stramme tøjler, der ikke levner den fornødne tid til de ’udenomsaktiviteter’ i form af praktik, studiejob og udlandsophold. Dvs. de ting, som både giver de studerende mulighed for at se meningen med teorierne, og arbejdsgiverne potentialet i de kommende kandidater.

Alt imens koger kontorerne i uddannelsesinstitutionerne, for implementeringen af Uddannelsesdanmarks reformiver betyder, at alt er under forandring, accelerering eller revurdering. Og samtidig bedyrer den nye uddannelsesminister Esben Lunde Larsen, at alt ændres igen, når han nu er tilbage fra sommerferien, for fremdriftsreformens rigide regler vil han absolut ikke lægge navn til. At han så ikke umiddelbart har det helt så vanskeligt med det provenu, de skal fremskaffe, er – vistnok – en anden sag.

Uddannelser, der 'nytter'
Det centrale for såvel tidligere som den nuværende uddannelsesminister er, at uddannelserne skal nytte noget. Og nytteværdi har det jo med at være tænkt ret snævert, og kan her oversættes med, at det skaffer de nyuddannede kandidater job. Eftersom dimittendledigheden stadig ikke har undsluppet krisen og befinder sig på uklædelige 27-30 pct., kniber det lidt med det. Og det er der bestemt alt mulig grund til at ændre på.

Uddannelser med rod i virkeligheden
Men hastighed, reformer og administrative ændringer gør det ikke alene. Arbejdsgiverne er nemlig ret ligeglade med, hvor længe en studerende er undervejs. Det afgørende er, at den nye kollega kan begå sig i den virkelighed med bundlinjer og kunderelationer, virksomheden befinder sig i. Dvs. er en, der har erfaring i form af studiejob, praktik eller opgaver og eksamenscases, der tager afsæt i en konkret virkelighed. Spørgsmålet er derfor, hvordan man kan sikre, at de mange studerende får sådanne virkelighedstjek med på deres studievej.

Ansvar af hidtil usete dimensioner
Svaret er, at det kræver et samspil mellem arbejdsgivere, studerende og uddannelsesinstitutionerne, som antager nogle helt andre dimensioner end dem, vi kender.  For det er da meget muligt, at vi har fået eksterne flertal i universiteternes bestyrelser, og at arbejdsgiverne gennem aftagerpaneler og lignende fora giver deres besyv med om uddannelsernes veje og vildveje. Men aftagerpanelernes input svinger mellem at være ganske konstruktive til at være - nå ja, lidt ligegyldige eller sågar meningsløse. Der må derfor helt andre boller på suppen.

Arbejdsgivernes store ansvar - og begrænsede indflydelse
Den opgave, arbejdsgiverne har, er at bidrage til uddannelsernes kvalitet uden at sætte den overordnede kurs. Den skal nemlig ikke dikteres af den enkelte virksomheds særegne interesser, men ud fra den fagkyndige bredde, som forskerne og undervisere er garant for.  Opgaven består derfor både i at kende sin rolle, herunder dens begrænsning – og så også indtage den. Og dem, der står først for ved castingen, er de arbejdsgivere, der rent faktisk skal aftage de mange nye kandidater, hvis det hele skal hænge sammen i samfundsøkonomien. Det vil sige den private sektor og særligt dem fra de virksomheder, der endnu har til gode at byde den første akademiker indenfor.

Samspil på den lange bane
Hvis de politiske ambitioner om at få uddannelser, der kan bruges til noget, skal blive til noget, fordrer det derfor et andet samspil mellem uddannelsesinstitutionerne, de studerende og erhvervslivet, end det, vi kender i dag. Der er brug for et samspil, som både antager lagt større dimensioner end tidligere set og samtidig evner at balancere, så uddannelseskvaliteten ikke tabes på gulvet, når bestræbelserne med at matche kandidat og konkret job udøves. Virksomhederne må derfor skrive sig bag øret, at kandidater ikke kan bestilles som andre råvarer fra engrosvirksomheder, for de kommer ikke pr. efterkrav med 14 dages leveringstid, og skal heller ikke bare passe ind i de givne rammer, men udfordre og forandre dem, hvis virksomheden vil sit eget bedste.

Grib invitationen!
Virksomhedernes medansvar handler derfor at tænke langsigtet. Uddannelse tager tid, og er derfor ikke en løsning for morgendagen, men en god investering for fremtiden. Med dette in mente må virksomhederne melde sig på banen med et hav af relevante studiejobs, praktikophold, caseformuleringer, projektudkast, forskningssamarbejder mm. Kort sagt: Alt det, der er med til at klæde de studerende på til den virkelighed, der venter dem. Virksomhederne har med den aktuelle uddannelsespolitiske reformagenda et langt større medansvar for at uddanne de kandidater, der har brug for i fremtiden, end vi nogensinde tidligere har set. Og ansvar forpligter som bekendt, så hvis udfordringen ikke gribes, bliver det uhyre vanskeligt at lægge både øre og give mening til det, hvis arbejdsgiverne om 5-10-15 år atter efterlyser kandidater, der kan ’bruges til noget’ og dermed sikre indtjeningen.

Så kære arbejdsgiver – nær eller fjern, lille eller stor, offentlig eller privat: Velkommen til uddannelsesdansen. Tonerne er sat, dirigenten er klar, og inklinationen er lige foran dig – vil du være med i den nye uddannelsespolitiske dans, eller skal vi lukke festen og dermed virksomhedernes fremtidige vækstmuligheder ned i utide?

wmq

Wenche Marit Quist

Forsknings- og uddannelsespolitisk chef

Undervisningskvalitet, forskningsmidler og uddannelsesfinansiering er nogle af de centrale emner i mit arbejde for bedre vilkår for samfundsvidenskabelig uddannelse og forskning. Så læs med her, hvis du gerne vil vide noget om de rammer, de studerende og forskerne på universiteterne uddannes og arbejder under – og hvordan Djøf prøver at præge udviklingen i den rigtige retning.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.