Djøf blog

Gå på ferie uden stress

Få nogle fif til hvordan du prioriterer dine opgaver, inden du går til ferie.

Af Mette Sommer

Er du allerede ved at blive presset over alle de ting, du skal nå, inden du tager afsted på ferie? Stop op, træk vejret og læg en plan.

Jeg ved godt, at du gerne vil have ryddet op – helt op – og i bund med alting, før ferien. Og det er meget prisværdigt. Men det er desværre ikke altid realistisk. Så accepter at du måske ikke kan nå alt. Men du kan nå det vigtigste. Så derfor er det væsentligt, at du starter med at skabe dig et overblik over opgaverne, lægger en tidsplan og prioriterer.

Prioriter opgaver

Når du har overblikket over opgaverne, så gå i gang med at prioriter dem. Du kan helt enkelt opdele dem i ”skal” og ”kan” opgaver:

  • Opgaver du skal løse. Opgaver der er vigtige og haster.
  • Opgaver du kan løse (hvis der er tid). Herunder ligger bl.a. nogle af de mindre vigtige opgaver, som det vil være rart at løse, men hvor det reelt ikke har nogen betydning, om de bliver løst nu eller efter ferien.

Hvis du er i tvivl om prioriteringen af nogle af opgaverne, så tag en snak med din chef. Måske er der nogle af opgaverne, som du tror, er ”skal”-opgaver, som i virkeligheden er ”kan”-opgaver, der kan vente til efter ferien.

Når du så har prioriteret opgaverne og lagt en (realistisk) plan for, hvad du skal nå, så er det blot at gå i gang.

Angrib den sværeste opgave først

Start dagen med den sværeste opgave. Mange har en tendens til at skyde opgaven til sidst, da den måske er sværest at gå til eller tager længst tid. Men du gør dig selv en tjeneste, hvis du bare angriber den med det samme. Når den sværeste opgave er overstået, vil du føle en ro i maven. Og så er det nemmere at tage de resterende opgaver.

Overvej hvordan du vender tilbage på en god måde

Book allerede nu et par dage i den uge, hvor du møder på arbejde efter ferien, hvor du er ”optaget”. På den måde får du tid til at få overblik og styr på indbakken mv. efter ferien.

God arbejdslyst og rigtig god ferie, når du kommer dertil.

msa

Mette Sommer

Chefkonsulent

Jeg sparrer dagligt med medlemmer om deres arbejdsliv og karriere. Det er alt fra løn og ansættelsesvilkår til karriereovervejelser. Jeg har derfor bred erfaring med de udfordringer og muligheder, der er på arbejdsmarkedet og ved, hvad der rører sig af aktuelle emner.

Jeg vil løbende bringe nogle af disse emner op. Håber, at du er nysgerrig på at læse med.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Ellen Lundsgaard

Jeg ved ikke om jeg skal le eller græde - ansvaret for arbejdspresset ligger hos medarbejderen, som bare kan tilrettelægge arbejdsdagen bedre, ta' den vanskelige opgave først osv. Er det virkelig rådet fra min fagforening, når virkeligheden (rigtig mange steder) er, at selv om arbejdsdisciplinen er høj kan skal-opgaverne ikke løses inden for den normale arbejdstid?

Næste gang min fagforening skriver noget om min arbejdsdag vil jeg gerne, om DJØF - i lighed med KL - ville tilkendegive og anerkende at citronen er presset, og at vi nu gnaver i skallen. Og parkerer en god del af ansvaret for arbejdspresset et andet sted end hos den enkelte medarbejder.

Mette Sommer

Kære Ellen

Mange tak for din kommentar.

Blogindlægget var blot ment som nogle små fif til, hvordan man selv kan få dannet sig et overblik over sine arbejdsopgaver, inden man går på ferie.

Blogindlægget var ikke møntet på de situationer eller steder, hvor der er et ekstraordinært arbejdspres. For der er det nogle helt andre ting, der er relevante at drøfte. Og der er ingen tvivl om, at det generelle ansvar for arbejdsopgaver og den tid der er til rådighed, det ligger hos arbejdsgiver.

Jeg vil meget gerne sparre med dig om din aktuelle situation. Du er velkommen til at kontakte mig på tlf. 33 95 01 86.

Venlig hilsen
Mette Sommer, Djøf

Ellen

Små fif hører vel hjemme i Alt for Damerne.

Jeg efterlyser bare, at min fagforening generelt tager stilling til det øgede arbejdspres.


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Mette Sommer

Kære Ellen

Tak for din kommentar.

Djøf er opmærksom på, at der er et øget arbejdspres i staten. Og vi arbejder løbende på at forbedre vilkårene for vores medlemmer.

Dette gør vi bl.a. gennem:

• Overenskomstforhandlinger. I forbindelse med overenskomstforhandlingerne (OK15) har vi aftalt et projekt, der skal være med til sikre et bedre psykisk arbejdsmiljø ude på de statslige arbejdspladser. Der bliver bl.a. etableret et rejsehold, som kan tage ud på de statslige arbejdspladser og hjælpe med at løse konkrete udfordringer i forhold til det psykiske arbejdsmiljø.

• Fokus i pressen. Vi sætter løbende fokus på det i pressen og forsøger den vej igennem at påvirke arbejdsgiversiden og det politiske system. Lars Qvistgaard, formand for overenskomstforeningen i Djøf, har bl.a. sat fokus på det og udtalt sig om stress i staten her: http://politiken.dk/oekonomi/arbejdsmarked/ECE2521256/stress-breder-sig-dramatisk-blandt-jurister-og-oekonomer-i-staten/

• Rådgivning. Du er altid meget velkommen til at tage kontakt til din lokale tillidsrepræsentant eller Djøf, hvis du har nogen spørgsmål eller der er en konkret udfordring omkring arbejdspres, som du ønsker sparring på. Ring til Djøf på tlf. 33 95 97 00 eller send en mail til djoef@djoef.dk. Vi uddanner også vores tillidsrepræsentanter i håndtering af psykisk arbejdsmiljø.

Du er også meget velkommen til at kontakte mig direkte på mail eller telefon, hvis du ønsker sparring omkring din aktuelle situation.

Venlig hilsen
Mette Sommer, Djøf


Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.