Djøf blog

Er du også forandringsramt ?

Det går stærkt på dagens arbejdsmarked, og som medarbejdere når vi ofte ikke at finde roen, tiden og trygheden til at fordøje, endsige finde mening med det hele.

Af Frederik Iuel

Jeg tænker naturligvis ikke kun på dig i statsadministrationen, som efter på torsdag måske kan se frem til en ny minister eller et nyt ministerium. Jeg tænker også på alle os andre, der i en lind strøm udsættes for forandringer i vores arbejdsliv. Vi er alle forandringsramte, det er et vilkår. Stabilitet og forudsigelighed i jobbet er i dag undtagelsen, der bekræfter reglen. Eller sagt med andre og velkendte, ofte citerede ord: ”det eneste konstante er forandringen”.  

Knapt har vi fordøjet gårsdagens nyheder i form af ændret organisering, nye strategier, teknologiske fremskridt, ændret ledelsesstruktur førend din ledelse, dit marked, dine kunder, din omverden igen kræver, at du følger med på ny.

Det går stærkt på dagens arbejdsmarked, og som medarbejdere når vi ofte ikke at finde roen, tiden og trygheden til at fordøje, endsige finde mening med det hele. Det stresser, tvivlen begynde at lure, vi føler os truet – og forandringen bliver et formål i sig selv. Det er ikke nok, at du blot løser dine opgaver til aftalt tid, du skal også selv skabe mening, finde resurser, tage initiativ, være på forkant, udvikle dig og samtidig loyalt skabe værdi på din virksomheds bundlinje. 

Hvordan tackler du forandringer i dit job?

Her er mine bud på, hvor du bør fokusere, når forandringens vinde blæser omkring dig:  

Vær tålmodigt nysgerrig

Insistér på, at din ledelse kan forklare dig, hvordan forandringen giver mening for dig og dit team. Hvad er formålet med forandringen? Hvad ønsker man at opnå med den? Hvad er din/jeres rolle i det nye? Hvor omfattende er forandringen egentlig? Ér der tale om ny vin, eller er det blot flasken, der er skiftet ud? Hvad skal du gøre mere af, og hvad skal du gøre mindre af? Inden du stiller spørgsmålene, så prøv på egen hånd, eller sammen med en god kollega nysgerrigt at undersøge, hvilke motiverende muligheder der kan være i forandringen for dig og jer. Hvordan kan forandringen – trods alt – være godt nyt for dig og din arbejdsglæde?        

Acceptér situationen, vær strategisk og spot mulighederne

”Giv mig ro til at acceptere, hvad jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at kende forskellen” lyder et gammelt ord. Jeg er enig. Find ud af, hvad du med forandringen rent faktisk kan påvirke i forhold til dig og dit arbejdsliv. Brug dine kræfter der, hvor du kan. Undgå at dvæle ved alt det, du alligevel ikke kan ændre på. Hvad og hvordan kan du påvirke til at opgaver, samarbejder, ambitionsniveau, faglighed mv. går din vej - der midt i alt det nye. Du skal med andre ord tage ansvar for, at du fortsat bruger dig selv på en måde i jobbet, som gør dig glad. Det er du interesseret i, og din arbejdsgiver og dine kollegaer bør være interesserede i, at du tager dét ansvar på dig. Så overvej, hvordan du med forandringen kan komme tættere på dit optimale, ønskværdige arbejdsliv? Spot de muligheder der er, og dyrk dem.                   

Se muligheder for dig og din virksomhed

Sidst og ikke mindst så skal du bygge bro mellem din personlige motivation og din virksomheds målsætninger. En ting er, hvordan du gerne vil arbejde, hvilke opgaver du trives bedst med, hvem du gerne vil samarbejde med osv. En anden ting er, om det også er det, der skal til for at din virksomhed fortsat er en succes, fortsat drager fordel af et godt samarbejde, om det bidrager til den fælles bundlinje osv. Vil du have succes med at skabe god forandring omkring dig, så vær afstemt med, så godt det lader sig gøre, om dit fokus kobler sig til din virksomheds forretning.   

Er du enig?

Byd gerne ind med, hvordan du oplever forandringer, og hvordan du synes, vi skal tackle dem?

fiu

Frederik Iuel

Chefkonsulent

Jeg blogger om karriereudvikling og jobliv. Det er karrierens store og små dilemmaer, som jeg er nysgerrig på. Via mit job som coach, rådgiver og facilitator møder jeg dagligt alle slags spørgsmål om karriere. Jobskifte, relationer, at finde retning i karrieren og at være leder – er nogle af de temaer, som jeg typisk beskæftiger mig med og interesserer mig for.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.