]]> ]]>

Djøf blog

Dimensionering ude af proportioner

Lidt om, hvad uddannelser er til for, hvad dimensioneringen er udtryk for og Djøfs syn på sagen

Af Wenche Marit Quist

Alle, der følger lidt med i universitetsuddannelsernes ve og vel, lægger i disse dage øre og øjne til en heftig debat om uddannelsesministerens begrænsning af optaget på de videregående uddannelser med 4000 studerende. Baggrunden for tiltaget er en alarmerende høj dimittendledighed, som modsvares af et behov for at få det øgede optag på universiteterne kanaliseret over i jobs i den private sektor, da den offentlige sektor ikke kan optage så mange som tidligere. Såvel Produktivitetskommissionen som Regeringens Kvalitetsudvalg peger på, at det øgede optag af universitetsstuderende enten har karakter af overoptag eller i hvert fald optag på de forkerte fag.

Flere kompetencer matcher øgede krav


I Djøf har vi også bemærket, at der er kommet flere til på universiteterne. Og vi ved også godt, at de udfordrer både de uddannelseskvalitative rammer, og de krav til jobskabelse, kandidaterne står overfor efterfølgende. Men vi tror ikke, at de foreslåede løsningsmodeller med lavere uddannelsesniveauer i form af færre kandidater eller kortere studietider er vejen frem i en tid med stadig stigende international konkurrence og tilsvarende uddannelsesmæssig oprustning hos mange af vores 'konkurrencelande'. Og også uddannelsesministerens aktuelle dimensioneringsmodel synes at efterlade mange flere spørgsmål, end den besvarer.

 

Dimensioner efterspørgslen på arbejdsmarkedet

Djøfs skepsis skyldes først og fremmest, at vi ikke tror, at den aktuelle dimittendledighed har så meget med kandidaternes kvalifikationer at gøre, men afspejler, at arbejdsmarkedet ikke har fundet sig selv efter krisechokket. Og vi kan se, at mange – og særlig de små – virksomheder simpelthen ikke ved, hvad de går glip af.  Det er derfor heller ikke primært dimensionerne på uddannelserne, der er galt med, men faktisk dem på arbejdsmarkedet. Løsningen frem er derfor at få forbindelser mellem den enkelte nyuddannede og den enkelte virksomhed, fx via Akademikerkampagnen eller vækstpilot-ordningen.

 

Dimensioneringen er udtryk for mistillid

Men denne enkelte vej frem overskygges af altså en markant og også overraskende politisk trang til at regulere det optag, som indtil nu primært har sorteret under universiteternes selvstyre. Uddannelsesministeren begrunder det med valgsproget ”vi kan ikke være andet bekendt”, idet alternativet ses som uddannelse til arbejdsløshed. Men denne påberåbelse af moralsk ansvar bygger på antagelser om, at unge ikke kan tage hånd om sig selv og deres fremtid, og at universiteterne ikke selv kan finde ud af at koble uddannelser til den praksis, som venter de studerende efter endt uddannelse. Alt sammen meget ude af trit med det store ansvar, vi i Djøf ser de studerende tage for deres egen fremtid, og ikke blot ude af sammenhæng, men ofte også i reel modstrid med det reformvælde, der pt. præger universiteterne og bl.a. netop har til hensigt at fremme sammenhænget mellem studium og arbejdsliv. Om effekten så også bliver den, er en helt anden snak. Dertil kommer, at de mange åbne spørgsmål og kritikpunkter mere end antyder, at dimensioneringsmodellen ikke just er det mest gennemtænkte politiske håndværk.

 

Vejen frem

Et oplagt alternativt til en dimensionering med afsæt i fortidens beskæftigelsesmønstre er en ambitiøs, meget tidlig og sammenhængende vejledningsindsats, der særligt tager sigte på skiftet fra folkeskole til ungdomsuddannelse og fra ungdomsuddannelse til videregående uddannelse. Vi tror på, at ved at sikre en øget kvalitet i alle uddannelser og på alle uddannelsesniveauer kan brede uddannelsesvalgene ud, så fx erhvervsuddannelserne også tiltrækker akademikerbørnene, og børn, der ikke er vokset op med bogreoler fyldt med lærde bøger og akademiske traditioner, også lettere kan begå sig på universiteterne. For det er vel egentlig det, uddannelse handler om: At kunne bringe enhver til det yderste af dennes potentiale uanset socialt afsæt eller vanetænkning, for dermed at øge dennes mulighed for at tage vare på sig selv og dermed være en aktiv del af samfundet som medborger, menneske og som del af arbejdsmarkedet.

wmq

Wenche Marit Quist

Forsknings- og uddannelsespolitisk chef

Undervisningskvalitet, forskningsmidler og uddannelsesfinansiering er nogle af de centrale emner i mit arbejde for bedre vilkår for samfundsvidenskabelig uddannelse og forskning. Så læs med her, hvis du gerne vil vide noget om de rammer, de studerende og forskerne på universiteterne uddannes og arbejder under – og hvordan Djøf prøver at præge udviklingen i den rigtige retning.

Skriv kommentar

Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarfeltet. Spam-robotter kan nemlig ikke regne, så de kan stoppes med let matematik.