Kender du det, at du sidder til en jobsamtale og bliver stillet et spørgsmål, hvor du ikke rigtig ved, hvad du skal svare? Hjertet banker, du bliver tør i munden og de første ord bliver måske ”øhh”.
Jeg kan afsløre, at rigtig mange havner i den situation under en jobsamtale, hvor de ikke lige har et svar klar på tungen. Og det er helt ok. Det kan nemlig være svært overhoved at undgå den situation. Men det handler om, hvordan du så håndterer situationen og bringer dig selv bedst muligt videre i samtalen.
Og her er kodeordet: Forberedelse!
Når du alligevel sidder og forbereder dig til samtalen med research om arbejdspladsen (hvad går jobbet ud på og hvilke værdier har de), så forbered dig også på din elevatortale og de typiske spørgsmål, du kan blive mødt med. Det kan her være en god idé at alliere dig med ven, således at I kan ”spille” samtalen. Dine svar bliver således mere realistiske, når det er en anden person som stiller dem og du kan nemmere blive udfordret. Dette giver dig mulighed for på forhånd at reflektere over forskellige svar. Og øvelse gør mester!
Selve øvelsen kan give dig en ro, når du så kommer til samtalen. Du ved, at du har forberedt dig bedst muligt og du har allerede overvejet de typiske spørgsmål og svar. Dog kan du stadig komme i en situation, hvor du bliver mødt med et spørgsmål, du ikke havde overvejet – og det er faktisk også ok at sige ”Det var et godt spørgsmål. Det skal jeg lige tænke over”.
Tjek de typiske spørgsmål - og læs nærmere om elevatortale og hvordan du forbereder dig bedst muligt - her.