Det er nu, du skal forhandle løn
Du står solidt lige nu, hvis du vil forhandle dig til mere i løn. Ledigheden er rekordlav, og der er igen luft til at give lønstigninger, viser Djøfs nye lønstatistik. Få fem gode råd til din lønforhandling.
Du er eftertragtet
Dine muligheder for en god lønforhandling bliver næppe bedre. Så enkelt kan det siges, når man spørger Bella Lea Buono, der er chefkonsulent i Djøf og til daglig rådgiver om blandt andet løn og lønforhandling.
Hun peger på to ting, der stiller dig stærkt lige nu. For det første, er der mange flere ledige djøf-job, end arbejdsgiverne kan besætte – og du er derfor en eftertragtet vare, som din chef sandsynligvis gerne vil holde på. For det andet viser Djøfs nye lønstatistik, at der er gang i lønhjulene igen.
”Lønnen blandt privatansatte medlemmer af Djøf steg samlet set med 5,2% sidste år. Det er flot, selvom vi endnu ikke helt har indhentet det reallønstab, som de fleste oplevede i 2022. Så med de rigtige argumenter – og gode resultater i dit job naturligvis – har du fine muligheder for at forhandle en lønstigning. Får du afslag, så husk på, at jobmarkedet er brandvarmt for en som dig. Hvis du har lyst til at skifte job, er det typisk der, du kan hente en lønstigning, der batter,” siger Bella Lea Buono.
Find din markedsværdi
Du kender din løn i dag, men den afspejler ikke nødvendigvis din værdi på arbejdsmarkedet. Din markedsværdi består overordnet af tre ting, forklarer Bella Lea Buono. For det første hvor eftertragtede dine kompetencer, din viden, din erfaring og ikke mindst dine resultater er for dit job. For det andet hvad andre som dig tjener i en lignende stilling i din branche i samme geografiske område. Og for det tredje hvad andre er villige til at give for en som dig. ”Det behøver du ikke at gå til jobsamtaler for at finde ud af. Snak med dit netværk for at få viden om, hvad lønnen er derude lige nu,” anbefaler hun.
Kend dine (og din chefs) mål
Vær helt skarp på, hvad du bliver målt på. Når du lykkes med dine mål, har du gode argumenter på hånden. Er dine mål uklare, så tag en snak med din chef før lønforhandlingen. ”Det er også en rigtig god ide at vide, hvad din chef bliver målt på for at lykkes over for sin leder. Spørg derfor ind til afdelingens mål, så du kan koble dine egne resultater op på dem,” siger Bella Lea Buono.
Husk at løn ikke kun er løn
Hvis din chef ikke kan give dig mere i løn, kan du heldigvis forhandle om mange andre ting. Uanset om du har en overenskomst eller ej – for overenskomsten sikrer dig et bundniveau, den dikterer ikke nødvendigvis et loft. Du kan fx forhandle om mere frihed med løn, flere feriedage, en ekstra hjemmearbejdsdag, uddannelse og bonus eller engangsvederlag. ”Er du privatansat, kan det også give mening at forhandle om løn under barsel. Du har måske kun ret til halv løn i 14 uger, mens standarden er fuld løn i 26 uger i det offentlige og i flere større, private virksomheder. Og vær ikke bange for at bringe emnet op. Mange arbejdsgivere i dag ved godt, at barselsforhold er med til at tiltrække og fastholde gode medarbejdere,” siger chefkonsulenten.Dine resultater tæller
Inflation og stigende priser er aldrig et argument ved din lønforhandling. For det er også blevet dyrere at drive virksomhed. Hold dig til dine resultater og den værdi, du skaber for din chef og din arbejdsplads. Et godt tip er desuden at komme med dine argumenter før dit lønønske. Ellers risikerer du, at din chef ikke hører din gode begrundelse, fordi hendes hjerne er ved at stykke et modsvar sammen.Brug et afslag som løftestang
Det er menneskeligt at blive skuffet, hvis du ikke får, hvad du havde forventet. Og du må gerne sige det højt. Men bliv hurtigt konstruktiv, og spørg til din chefs beslutning: Hvad der skal til for, at du kan få en lønforhøjelse næste gang? Og hvornår skal I forhandle igen? ”Tag afslaget som et led i en proces, hvor du nu kan blive endnu skarpere på, hvilke mål du skal indfri, for at få din lønforhøjelse,” understreger Bella Lea Buono.