Er du blevet arbejdspladsens uofficielle psykolog

Det kan både være meningsfuldt og give energi at være den kollega, andre går til, når noget er svært. Men hvis du igen og igen skal lægge øre til andres problemer og frustrationer, kan rollen som arbejdspladsens uofficielle psykolog begynde at dræne. Her får du ekspertens råd til at opdage, hvornår balancen tipper, og hvad du gør for at passe på dit overskud, når det sker.
Men rollen som den gode, lyttende kollega kan også have en pris. Når samtalerne æder sig ind på din arbejdsdag, går ud over koncentrationen, eller når du går hjem med hovedet fuldt af problemer, som egentlig ikke er dine.
- Der er jo ikke noget galt i at være en omsorgsfuld kollega, og for nogle kan det være givende at føle, at man kan hjælpe andre. Men det kan tippe, så du overbruger dine egne ressourcer og mister fokus på din egen trivsel og de opgaver, du skal nå i mål med, siger Jakob Sloth Petersen, chefkonsulent i Djøf og tovholder på Djøfs stresslinje.
Hvorfor ender det hos dig?
Han peger på flere grunde til, at det ofte er de samme, der ender som arbejdspladsens uofficielle psykolog. Det er ofte de empatiske medarbejdere, der er gode til at opfange, hvad der foregår hos kollegerne, som let glider ind i rollen. Især hvis der mangler andre steder på arbejdspladsen, hvor det svære kan blive sagt.- Følelserne er jo med os på arbejde. De er med til møderne, i relationerne og når der bliver truffet beslutninger. Alligevel er der mange arbejdspladser, hvor de er vanskelige at tale om. Og mangler der trygge arenaer, hvor man sammen med kolleger og ledelse kan tale om det, der er svært, finder de samtaler tit andre steder hen, siger Jakob Sloth Petersen.
Noget, der nemt bliver forstærket i en tid, hvor ny teknologi, fladere hierarkier og mere samarbejde på tværs skaber nye usikkerheder, frustrationer og følelsesmæssige reaktioner.
- Er du den kollega, der er god til at lytte og rumme andre, kan de samtaler nemt ende hos dig. Og så havner du pludselig i en fast rolle, som du ikke bevidst har taget på dig.
Når din omsorg begynder at koste
Men hvordan opdager du, at rollen er begyndt at fylde for meget? Et af faresignalerne er ifølge Jakob Sloth Petersen, at du bliver ved med at være der for andre, selv om dit eget overskud egentlig er brugt op.
- Du kan sagtens være empatisk og en god lytter uden egentlig at have overskuddet. Er du god til at regulere dig selv, bliver du måske siddende og lytter alligevel. Men over tid kan det føre til omsorgstræthed, hvor man bliver mentalt udmattet af at bruge for meget energi på at hjælpe andre, siger Jakob Sloth Petersen.
Et tegn kan være, at du begynder at trække dig socialt eller får sværere ved at bevare dine egne grænser. Samtidig bliver omsorgen et usynligt skyggearbejde, som tager tid og mentale ressourcer fra det arbejde, du faktisk er ansat til at udføre.
Sig fra uden at afvise
Her er chefkonsulentens første råd at mærke dit eget overskud og være ærlig over for din kollega, hvis tiden eller energien ikke er til endnu en samtale. I den situation kan assertiv kommunikation være en hjælp: At anerkende den andens behov og samtidig være tydelig om, hvad du selv har plads til.
- Start med at anerkende den anden: ”Det lyder, som om det fylder meget hos dig.” Men fortæl derefter, hvad du selv skal prioritere: ”Jeg har nogle opgaver, jeg skal nå i mål med i dag,” siger han og anbefaler, at du dernæst vælger din landingsbane.
- Måske kan du lytte kort eller foreslå et andet tidspunkt. Andre gange skal du kunne sige, at du simpelthen ikke har mulighed for at tage samtalen. Og så huske på, at et nej til samtalen ikke behøver at være et nej til kollegaen.
Tydelige grænser kan rent faktisk styrke relationerne, fordi andre ved, hvor de har dig. Samtidig kan du være der for dem, når du faktisk har overskuddet.
Du behøver ikke løse problemet
Men at sætte en grænse handler også om at erkende, at nogle problemer slet ikke er dine at løse. En konflikt kan kræve en leder, et arbejdsmiljøproblem kan høre hjemme hos TR eller arbejdsmiljørepræsentanten, mens andre problemer kan kræve professionel hjælp.Jakob Sloth Petersens næste råd er derfor at skelne mellem almindelig kollegial omsorg og problemer, der kræver noget andet.
- Her er din opgave ikke selv at løse problemet, men måske at hjælpe kollegaen med at få det adresseret det rigtige sted, siger han.
Og viser det sig, at problemet ikke kun gælder en enkelt kollega, men er en del af et større mønster, kan den bedste hjælp være at løfte det videre. Gør din leder, TR eller arbejdsmiljørepræsentant opmærksom på, at der mangler et sted at håndtere den slags problemer - selvfølgelig uden at udlevere de kolleger, der har betroet sig til dig.
- Det er også en måde at lede godt opad på. Du gør det synligt, at du faktisk har haft den her rolle og løst den her opgave. Så kommer den ud af skyggen og frem i lyset.
4 råd til, hvis du er blevet arbejdspladsens uofficielle psykolog
- Hold øje med dit eget overskud: Læg mærke til, om samtalerne begynder at dræne dig, gå ud over din koncentration eller fylde, når du har fri.
- Vær tydelig om, hvad du har plads til: Du behøver ikke altid have tid eller overskud til at lytte. Anerkend din kollega, men vær tydelig, hvis du kun kan tale kort, må udskyde samtalen eller slet ikke har mulighed for den.
- Husk, at du ikke skal løse alt: Skeln mellem almindelig kollegial omsorg og problemer, der kræver hjælp fra fx en leder, TR, arbejdsmiljørepræsentant eller en professionel. Nogle gange er den bedste hjælp at vise kollegaen videre.
- Reagér, hvis du ser et mønster: Hvis de samme problemer altid ender hos dig, kan det være tegn på, at arbejdspladsen mangler et sted at håndtere dem. Gør ledelsen, TR eller arbejdsmiljørepræsentanten opmærksom på behovet.


