Professorens tre enkle skridt til bedre mental sundhed på jobbet
Vibeke Koushede er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU. Hun har i årtier forsket i mental sundhed og været medlem af regeringens Trivselskommission.
Mental sundhed på jobbet handler om langt mere end fredagsøl og kage om torsdagen. Hvis du vil styrke både din egen og andres trivsel, starter det med at holde dig mentalt aktiv, finde de små ting, der giver dig energi og bidrage til fællesskabet, siger professor Vibeke Koushede, der her deler tre konkrete veje til større trivsel og arbejdsglæde.
Vi ved det godt: Mental sundhed på jobbet er vigtigt. Alligevel forveksler mange af os det med fredagsbarer og mandagskage. Men trivsel er ikke noget, vi kan smalltalke os til. Den vokser ud af hverdagen, når vi udvikler os fagligt, oplever mening og mærker, at vi gør en forskel sammen med andre.
– Mental sundhed bliver alt for ofte forvekslet med det at have det rart og lave noget hyggeligt sammen. Men det er langt mere grundlæggende og handler om at kunne fungere i praksis, samarbejde med andre og finde retning i en arbejdsdag ofte præget af travlhed og nye krav og forandringer, siger professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet på KU, Vibeke Koushede, der i årtier har forsket i mental sundhed og været medlem af regeringens Trivselskommission.
Hun står desuden bag udbredelsen af ABC-modellen for mental sundhed, som omsætter forskning i trivsel til konkrete og anvendelige handlinger i hverdagen.
– Og så er det vigtigt at slå fast, at mental sundhed hverken er noget, den enkelte skal løfte alene, eller noget ledelsen skal fikse. Det er et fælles ansvar, som vi alle er en del af, når vi med daglige valg gør noget aktivt, engagerer os i fællesskabet og mærker, at vi har betydning, siger hun.
Få styr på ABC'en for din mentale sundhed
Vibeke Koushede forsker i mental sundhedsfremme og har været med til at udvikle ABC for mental sundhed. Find ABC'en her
Råd 1: Hold hjernen i gang hver dag
ABC-modellen: Act, Belong, Commit stammer fra Australien og kan opsummeres i tre enkle pejlemærker. Det første handler om at gøre noget aktivt.
- De fleste af os ved efterhånden, at det er vigtigt at gøre noget fysisk aktivt for vores trivsel. Men at holde sig mentalt aktivt på jobbet, bruge sine evner og udfordre sig selv er mindst lige så vigtigt. Det giver os mulighed for at vokse fagligt og mærke, at vi bidrager med noget og styrker derfor både vores motivation og følelse af mening, siger Vibeke Koushede.
At holde hjernen i gang på jobbet kan være mange ting. Det kan handle om at tage ansvar for en ny opgave, lære noget nyt af en kollega eller melde sig til et kursus. Eller helt enkelt skabe variation i løbet af arbejdsdagen ved at rejse dig og tage snakken ansigt til ansigt med din kollega fremfor at sende endnu en mail.
- Det afgørende er ikke nødvendigvis at levere mere, men at holde din nysgerrighed og dit engagement i live med de valg, du træffer i hverdagen. Noget der udfordrer din vanetænkning og gør dig en smule klogere, siger hun.
Råd 2: Styrk fællesskabet med kollegaerne
Kvaliteten af vores sociale relationer er ifølge Vibeke Koushede noget af det, der har størst betydning for vores mentale sundhed gennem hele livet, og et andet vigtigt pejlemærke. Vi er sociale væsener, og på arbejdet betyder det, at vi har brug for at høre til og føle, at vi er en del af noget større, der rækker ud over os selv.
- Fællesskabet på en arbejdsplads er ikke en hyggelig bonus, men en grundlæggende byggesten i arbejdsmiljøet. Man kan sagtens føle sig ensom midt i et travlt kontor, og det er et fælles ansvar at inkludere hinanden, dele viden og sikre, at ingen sidder alene. At bidrage til fællesskabet er ikke bare noget, du gør for de andre. Det bidrager også til din egen trivsel, siger hun.
Det kan handle om at spare med kollegerne, hjælpe hinanden og være opmærksom på, at alle omkring bordet bringer noget til opgaveløsningen.
- Vi behøver ikke være hinandens bedste venner. Men også de banale bidrag, som at sige godmorgen, tage en kop kaffe med nogen og spørge ind til din kollega, har betydning.
Råd 3: Find meningen i det, du gør
Det tredje greb handler om mening og drejer sig ifølge Vibeke Koushede ikke nødvendigvis om at finde et stort eksistentielt projekt på jobbet.
- Det er vigtigt, at vi ikke spænder ben for os selv og tror, at vi skal finde den helt store mening med vores arbejdsliv, som en del af vores livsmission. Men du skal finde ind til det, der har værdi for dig, så du oplever, at der er brug for dig. Og også det kan være meget konkret, siger hun, som samtidig understreger, at mening heller ikke altid opstår af sig selv. Men gennem handling og nogle gange ved at vi sætter os et mål.
– Det der er meningsfuldt i et job for den ene, behøver ikke være det for den anden. For nogen kan meningen med arbejdet bare være at tjene penge. Men for mange er det nok også et spørgsmål om at få lov til at bidrage til arbejdspladsen, fordi det får følelsen af formål til at vokse.
Eksempelvis ved at bruge sine kompetencer og styrker, eller tage ansvar for en ny opgave, så man oplever at skabe værdi. Men det kan også være at hjælpe en kollega eller andre på arbejdspladsen, som Koushede kalder den bedste hjælp til selvhjælp.
Det er de små skridt, der gør en forskel
Selvom mange af rådene lyder simple, er de ifølge Vibeke Koushede ikke nødvendigvis lette i praksis. Og det er netop hendes pointe: Du skal ikke ændre det hele, men fokusere på at tage det næste skridt, der hvor du føler, at det giver dig energi.
- Du skal ikke foretage store forandringer, men fokusere på mikrohandlinger, og minde dig selv om, at selv de enkle ting, kan gøre en stor forskel. Bare det at tage en pause eller gå en kort tur, hvis du har en travl arbejdsdag. Så længe du føler, at det giver energi.
Og så skal man ifølge Vibeke Koushede også huske på, at mental sundhed på arbejdspladser ikke er noget, du skal klare alene. Men at du har en rolle at spille, både for de andres og for din trivsel.
- Trivsel er et fælles ansvar, men det starter med dig. Husk dig selv på, at ingen kan alt, men at alle kan noget. Og sammen kan vi mest, siger hun og opfordrer til allersidst os alle til at tænke over, hvilken kollega vi selv ønsker at have og så prøve at være den for andre.
- Tænk over: Hvad er den kollega, du drømmer om at have – og prøv selv at leve efter det.
Fem hurtige takeaways om mental sundhed
- Gør noget aktivt og hold hjernen i gang ved at bruge dine evner, lære nyt og udfordre dig selv. Sørg for variation og balance – og husk din søvn!
- Gør noget sammen og bidrag til fællesskabet: Ræk ud, del viden og sørg for, at ingen står alene.
- Gør noget meningsfuldt og find ind til det, der giver dig værdi og en følelse af at gøre en forskel.
- Tag de små skridt og fokusér på mikrohandlinger, der giver energi i hverdagen – frem for store forandringer.
- Vær den kollega, du selv ønsker at have. Trivsel starter med dig, så opfør dig, som du håber, andre vil gøre mod dig.