Gå til hovedindhold

Nyt om jeres klubmidler i Djøf – det skal du vide

Fra 2027 ændrer vi rammerne for klubmidlerne. Her får du et overblik over, hvad ændringerne betyder for jer, og hvad du skal være opmærksom på frem mod årsskiftet.

Nyt år – nye rammer

Fra 1. januar 2027 får jeres klub fortsat 400 kr. pr. medlem til jeres klubarrangementer i 2027.  

Det betyder, at I som tidligere får tildelt nye klubmidler i starten af hvert år. Beløbet afhænger af hvor mange medlemmer, klubben har registreret her hos Djøf. Klubmidlerne er Djøfs økonomiske bidrag til jeres klubarrangementer i det pågældende år.  

De nye rammer for tildeling betyder, at ubrugte klubmidler fra 2026 ikke overføres til 2027, både da det er administrativt tungt, og da vi kan se, at overførte midler altovervejende ikke bliver brugt i den nye periode. Hvis I har brug for midler til et arrangement, som I planlægger, skal du kontakte os - så finder vi en løsning.

Har du spørgsmål til klubmidlerne?

Hvad kan et klubmøde handle om? Og hvordan afregner I udgifterne med klubmidlerne?  

Spørgsmålene kan være mange, når man gerne vil holde et godt klubmøde på arbejdspladsen.  

Hvis du tidligere har haft spørgsmål om klubmidlerne, har du måske været i kontakt med Ulla Gudjonsson. Ulla stopper nu og går på pension efter mere end 40 år i Djøf.  

Fremover kan du sende dine spørgsmål om klubmidler og afregning til klubmidlerafregning@djoef.dk.

Læs mere om klubmøder her

Hjælp os med at få medlemsoplysningerne på plads

De nye rammer for klubmidlerne er en god anledning til at få tjekket op på medlemsoplysningerne.  

Derfor vil vi bede dig kontakte alle inden for dit forhandlingsområde og opfordre dem til at tjekke og opdatere deres medlemsoplysninger hos Djøf. Du kan fx sende en mail eller skrive et opslag på jeres intranet. 

De rigtige oplysninger har ikke kun betydning for tildeling af klubmidler; det har også betydning for det enkelte medlem. Det hjælper os blandt andet med at sende relevante mails, informationer og tilbud, og når et medlem kontakter os, kan vi bedre rådgive ud fra medlemmets aktuelle job og situation. 

Medlemmerne kan ændre deres oplysninger ved at logge ind eller ringe til medlemsservice.