Søg job med dit netværk
Netværk handler ikke bare om at kende de rigtige mennesker. Det handler om at tage fat i dem, du allerede kender, og være nysgerrig på folk, der arbejder med noget, du selv gerne vil.

Ræk ud til dem, du allerede kender
Cirka 50% af virksomhederne bruger netværk, når de skal finde nye medarbejdere.
Det giver dig flere muligheder, når du søger job.
Og nej, det betyder ikke, at du skal kende en masse CEOs, elske at mingle eller skrive lange LinkedIn-opslag. Du kan komme langt ved at bruge de relationer, du allerede har, og skabe et par nye undervejs.
Dit netværk består nemlig af alle de mennesker, der kender dig, og som måske kender nogen, der kender nogen. Fx tidligere studiekammerater, venner, familie, din chef fra studiejobbet, en praktikvejleder eller tidligere underviser, din mors kollega, din fars gamle studiekammerat. Ja, selv dine forældres venner tæller med.
Hvis de ved, at du søger job, kan de være med til at hjælpe dig. Ikke fordi de skaffer dig jobbet. Men fordi de kan pege dig videre til mennesker, virksomheder eller brancher, du gerne vil tættere på.
Derfor handler netværk ikke om at bede om et job. Det handler om at tage samtaler, der kan gøre dig klogere og bringe dig tættere på de muligheder, du gerne vil finde.
Her får du tre gode råd, der kan hjælpe dig med at bruge dit netværk, når du søger job:
1. Led ikke efter jobs - men efter mennesker
Når du er nyuddannet, kan din jobsøgning hurtigt føles som en endeløs række af ansøgninger. Ansøg. Vent. Afslag. Repeat.
Prøv at flytte fokus fra "Hvilke jobs kan jeg søge?", til "Hvilke mennesker kunne jeg blive klogere af at tale med?" Måske arbejder de i en interessant virksomhed. Måske har de den type job, du drømmer om. Måske kan de fortælle dig, hvordan de kom ind i branchen.
Du skal ikke bede om et job. Du skal bare være nysgerrig.
2. Ræk ud
Mange undgår at række ud, fordi de er bange for at virke påtrængende. Men de fleste mennesker kan faktisk godt lide at fortælle om deres arbejde. Skriv fx:
"Hej Mette. Jeg er nyuddannet og vil gerne ind i <fx konsulentbranchen>
Det er ikke et jobønske, men en samtale. Og det føles mindre akavet.
3. Brug dit studiejob
Har du haft et studiejob eller praktikforløb, har du et forspring. Dine kolleger og ledere dér, kender dig og ved, hvordan du arbejder. Det er ofte mere værd end en ansøgning.
Fortæl dem helt uforpligtende, at du er på jagt efter dit første fuldtidsjob. Fx:
"Hej Mette. Jeg håber, du har det godt. Jeg er blevet færdig med mit studie og er nu på udkig efter mit første job inden for [område]. Jeg tænkte på dig og teamet, fordi jeg lærte meget i mit job hos jer. Hvis du hører om nogen muligheder eller har et godt råd til min jobsøgning, må du meget gerne tænke på mig. Mange tak for hjælpen."



