Find jobbet med dit netværk og LinkedIn
Et godt fagligt netværk er guld værd, fordi det kan åbne op for nye jobmuligheder. Her er LinkedIn et godt redskab. Få vores gode råd til at netværke og vores guide til LinkedIn.
Brug dit netværk i din jobsøgning
Et godt netværk er, når andre også vil have dig i deres netværk. Det forudsætter, at du har en sund netværksadfærd. At netværke handler dybest set om at være flink og hjælpsom, og du viser interesse for dem, du møder på din vej. Du skal skabe og pleje dine relationer.
Det kan være grænseoverskridende at skulle bede andre om hjælp. Husk på, at der ikke er tale om, at du udnytter nogen. Netværk skal altid ses som en gensidig bytterelation. På et tidspunkt vil andre også bede om din hjælp.
Sådan netværker du
Når du arbejder med dit netværk, kræver det et grundigt forarbejde og en målrettet fremgangsmåde. Spørg dig selv, hvad der kan føre dig til et job. Men husk kun at bruge dit netværk til at kvalificere din jobsøgning – og bed aldrig om et job.
Der er 3 pejlemærker, du kan læne dig op ad, når du bruger dit netværk i jobjagten.
Læring:
- Hvem kender dit kompetencefelt?
- Hvem kender jobmarkedet?
- Hvem kender relevante brancher?
Fællesskab:
- Hvem kan give dig sparring og udveksle erfaringer med?
- Hvem kan give dig støtte, viden og ny inspiration?
- Hvem deler samme interesse for området?
Adgang:
- Hvem ansætter inden for en branche, fagområde eller virksomheden?
- Hvem er villig til at dele sine kontakter med dig?
- Hvem skal du lære at kende for at nå dine mål?
Nogle gange vil du finde svar blandt tætte relationer. Andre gange må du have fat i nogen, du kender perifert. Men for at få svar på alle spørgsmålene skal du med stor sandsynlighed udvide dit netværk.
Her kan du overveje et kaffemøde.
Husk at bidrage
En god netværker husker altid, at andre har behov for hjælp. Vær derfor åben for at byde ind med din hjælp, hvor du kan.
Tænk over, den måde du bruger sociale medier på. Især på LinkedIn. Hav altid et øje for, hvad du kan bidrage med. Det gælder begge veje: når du selv skriver et opslag eller reagerer på andres.
Det kan fx være om:
- Viden om en branche, en faglig metode, en model eller teori, en ’best practice’ osv.
- Adgang – hvem kender du, som kan hjælpe andre videre i kraft af deres viden eller kontakter?
- Fællesskab – hold øje med, hvor du fx kan anerkende, udfordre, støtte eller perspektivere (Det kan bare være en kort kommentar eller et like).
Er du ikke til de offentlige opslag på sociale medier, så kan du altid sende dem en direkte besked.
Guide til kaffemøder
Når du er jobsøgende, er kaffemødet et vigtigt redskab. Du kender sjældent folk særlig godt. Men det gør ikke noget. Brug en fælles reference til at skabe kontakten. Det kan være fælles bekendt, arbejdsområde eller noget helt tredje.
Du vil ofte have mere brug for kontakten end omvendt. Det kan derfor være en god idé at tone rent flag fra start af og bede om hjælp til noget konkret. Fortæl åbenhjertet, at du vil være klogere på et område, og de sidder inde med afgørende viden. Det kan være viden om en branche, en funktion eller en virksomhed.
Når du tager kontakt, så fortæl, du har brug for hjælp. Fortæl, hvordan du har fundet frem til dem, og hvad du kunne tænke dig at tale om. Vær tydelig om rammen og dine forventninger til mødet. Spørg, om din kontakt har en halv time til en kop kaffe. Gør det kort og konkret.
På kaffemødet skal du lytte mere, end du taler. Start med en kort intro, og lad dem tage over.
Tænk samtalen igennem som et interview, hvor du er mødelederen. Forbered dig godt. Hav styr på tiden. Din opgave er at afdække viden, erfaringer og gode historier. Undgå enetalerne om dine egne fortræffeligheder, medmindre du bliver spurgt direkte.
Rund af, når der er gået knap en halv time. Spørg om kontakten kender andre i sit netværk, som det kunne være relevant for dig at møde. Følg evt. op med skriftligt materiale, efterfølgende tanker og hvad du har fået ud af samtalen. Husk altid at sige tak for deres tid og hjælp.
Netværk på sociale medier
Giv dig tid til at kortlægge dit netværk, og tænk hele vejen rundt. Vær opmærksom på, hvad du har liggende på dine virtuelle netværk. Kommende arbejdsgivere kan google dig, og let få adgang til din profil på Facebook, Instagram og LinkedIn.
Når du ser en interessant stilling, er det en god idé at undersøge, om du kender en fra virksomheden eller samme branche. Her er LinkedIn et godt redskab. Det kan lette din research og give dig vigtig viden om virksomheden.
Et godt netværk kan skaffe dig adgang til de rigtige personer, der ved noget om den stilling, du søger. Brug LinkedIn til at tage kontakt med dem.
Deltag aktivt i erhvervsrettede og faglige arrangementer. Tilmeld dig interessante grupper på LinkedIn for at blive inviteret med.
Husk at øve dig på din elevatortale, inden du tager afsted. En kort og præcis elevatortale er ofte adgangsbillet til en god netværkssamtale. Og sig altid tak for snakken, når du runder af.
Guide
Få gode råd til, hvordan du bruger LinkedIn til at nå dine mål i dit arbejdsliv.
Du får bl.a. tips til at:
· gøre din LinkedIn-profil skarp
· bruge den rigtige strategi til dit formål
· søge job med LinkedIn
· finde nye kunder eller samarbejdspartnere.