Brug AI til at vise, hvordan du passer til jobbet
Din jobansøgning skal tydeligt vise din kommende chef, hvorfor du er det helt rigtige match til jobbet. Hvis det lyder lidt abstrakt, får du her tre prompts til hjælp – plus en bonusprompt, der samler alle dine matchpointer.

Er I et match?
Du har sendt ansøgningen. Du har fintunet cv’et. Du har læst jobopslaget så mange gange, at du næsten kan det i søvne.
Og alligevel: Intet svar. Et pænt afslag. Eller den klassiske: “Vi har valgt at gå videre med en mere erfaren kandidat.”
En grund kan være, at du ikke har vist tydeligt nok, hvordan og hvorfor du er et godt match til jobbet. For uanset hvor fagligt stærk du er, vil din kommende chef ikke have en kronologisk opremsning af det, du har lavet indtil nu. Virksomheden leder efter det rette match. Og du skal vise, at det match er dig.
Ligesom i dating handler det om den gode kemi – ellers bliver der ikke nogen anden date.
Kemi i en jobsøgningskontekst handler om tre ting:
- Match mellem dine kompetencer og virksomhedens behov.
- Match mellem dine interesser og virksomhedens mission.
- Match mellem din personlighed og virksomhedens kultur.
Sådan viser du, at du passer til jobbet
Så næste gang du søger et job, skal du ikke kun spørge: “Hvordan viser jeg, at jeg er dygtig?” I stedet kan du bruge disse tre prompts, der hjælper dig med at vise, at du er det rigtige match. Du skal bare uploade dit cv og jobopslaget i din foretrukne AI-sprogmodel.
Kompetencematch
Det her er den første tiltrækning bliver skabt. Matcher dine kompetencer deres behov? Virksomheden har et problem, en ledig rolle eller nogle opgaver, der skal løses, og de skal kunne se, at du har værktøjerne til det.
Men det er ikke nok at skrive, “Jeg er god til projektkoordinering”, eller “Jeg er en stærk analytiker”. På en date ville du heller ikke bare sige, “Jeg er sjov” - du ville vise det.
Fortæl, hvad du har gjort tidligere, hvilke resultater du har skabt, og hvordan dine erfaringer kan bruges i netop det job, du søger.
Brug denne prompt til at finde dit kompetencematch:
[Hvilke 3-5 behov, opgaver eller udfordringer fremgår af jobopslaget, og hvilke konkrete erfaringer, resultater eller kompetencer har jeg, der matcher dem? Giv et eksempel på, hvordan jeg formulerer mit kompetencematch.]Interessematch
De fleste jobsøgende har svært ved at forklare hvorfor, de søger et bestemt job.
Din motivation virker stærkest, når du kan koble den til noget, du har gjort. I stedet for at skrive, "Jeg synes, marketing er spændende", skal du vise, hvorfor interessen giver mening.
Det kan fx være studieopgaver, frivilligt arbejde, praktik eller et studiejob, der har gjort dig nysgerrig på området. Forklar, hvad du har arbejdet med, hvad du har lært, og hvorfor det får dig til at søge netop denne rolle.
Jo tydeligere du kan koble jobbet til dine erfaringer og styrker, jo stærkere virker din motivation.
Brug denne prompt til at finde dit interessematch:
[Hvor kan jeg se, at jobbet eller organisationens mission hænger sammen med noget, jeg tidligere har interesseret mig for, arbejdet med eller engageret mig i? Giv et eksempel på, hvordan jeg formulerer mit interessematch.]Kulturmatch
Et job kan se fantastisk ud på papiret – med spændende opgaver, masser af udviklingsmuligheder, god løn og måske en super lækker kantine. Men hvis kulturen ikke passer, bliver det hurtigt svært.
Alle organisationer har en “vibe”. Nogle er præget af højt tempo, tydelige mål og konkurrence. Andre lægger vægt på samarbejde, fordybelse og fælles beslutninger.
Undersøg derfor stemningen og kulturen. Lægger virksomheden vægt på drift, høj faglighed, selvstændighed eller samarbejde?
Hvis de værdsætter teamwork, så giv et konkret eksempel på, at du har hjulpet en kollega eller et team i mål. Hvis de lægger vægt på selvstændighed, så fortæl om, hvordan du tog ansvar for en opgave.
Brug denne prompt til at finde dit kulturmatch:
[Hvilke tegn på kultur, arbejdsform eller værdier kan jeg finde i jobopslaget eller på virksomhedens hjemmeside, og hvilke konkrete eksempler fra mig selv viser, at jeg passer ind i den måde at arbejde på? Giv et eksempel på, hvordan jeg formulerer et kulturmatch.]
Brug de tre match i din ansøgning
Mange begår den fejl, at de samler alle deres erfaringer, kompetencer og motivationer i én lang tekst og tænker, at arbejdsgiveren ser den røde tråd. Men det er din opgave at gøre matchet tydeligt.
Tag derfor de vigtigste pointer fra hvert match og brug dem i din ansøgning:
- Brug kompetencematchet til at vise, hvordan du kan løse de opgaver og udfordringer, virksomheden står med.
- Brug interessematchet til at forklare, hvorfor netop denne rolle og organisation giver mening for dig.
- Brug kulturmatchet til at vise, hvordan du arbejder, samarbejder og bidrager i en organisation.
Bonusprompt: Skriv din ansøgning
Du kan bruge denne prompt til at skrive din ansøgning med pointerne fra dine tre match:
[Tag udgangspunkt i mit kompetencematch, interessematch og kulturmatch. Hjælp mig med at skrive en målrettet ansøgning på maks. én side, hvor de tre match er tydelige og integreret naturligt i teksten.]
AI skal hjælpe dig – ikke erstatte dig
AI er en kæmpe hjælp, når du søger job. Men husk, at AI ikke altid har ret. Den kan overse nuancer, misforstå dine erfaringer eller foreslå noget, der ikke passer til dig. Brug derfor altid din kritiske sans, og tjek, om svarene faktisk giver mening.
Og vigtigst af alt: Gør sproget til dit eget. Brug AI til inspiration og sparring – ikke til at skrive hele dit cv eller din ansøgning ordret.
Ellers risikerer du hurtigt at lyde som en chatbot. Eller endnu værre: ligesom alle andre.
Vil du vide mere om, hvordan du bruger AI i din jobsøgning? Hent vores guide og se, hvordan du bruger AI-værktøjer til at stille skarpt på dine kompetencer og målrette din ansøgning til jobbet.


