Din løn som ansat i Grønland
Din løn består som udgangspunkt af en grundløn og en række faste eller individuelt aftalte tillæg. Hvilke tillæg du har ret til, afhænger bl.a. af din uddannelse, anciennitet, stilling og arbejdsfunktion.

Sådan er din løn sammensat
Din løn bliver reguleret af overenskomsten mellem Naalakkersuisut og Akademikerorganisationerne, hvis du er ansat i:
- Naalakkersuisut (Selvstyret)
- en kommune i Grønland.
Der gælder en særlig overenskomst, der er en udvidelse af hovedoverenskomsten, hvis du er ansat i:
- Inatsisartut (Landstinget)
- Ombudsmanden for Inatsisartut.
Din grundløn
Grundlønnen afhænger af din uddannelse og lønanciennitet. Både som fuldmægtig og konsulent, bliver du placeret på lønskalaen alt efter, hvor mange års erfaring du har inden for dit fag efter endt studie.
Som kandidat bliver du placeret på trin 7-17 og derefter trin 21. Har du en BA, BS, HD eller HA bliver du placeret på trin 3, 4, 8 og 9.
Der bliver indbetalt 15% af din grundløn og dine pensionsgivende tillæg til pension.
Faste løntillæg i overenskomsterne
Overenskomsten sikrer dig forskellige tillæg til din grundløn, alt afhængig af din ansættelse. Størrelsen på tillæggene kan blandt andet afhænge af din stillingstype eller anciennitet.
- Akademikertillæg til bachelorer og kandidater (pensionsgivende)
- Fastholdelsestillæg efter 10 måneders ansættelse i en varig stilling, der stiger løbende over 9 år (pensionsgivende)
- Rådighedstillæg til fuldtidsansatte fuldmægtige og konsulenter
- Special- eller Chefkonsulenttillæg (pensionsgivende)
- Undervisere og forskere får tillæg for særlige stillingstyper
- Ph.d.-tillæg, hvis du har en ph.d.-grad
- Bestillingstillæg til ansatte i Inatsisartut (Landstinget) og hos Ombudsmanden for Insatsisartut (pensionsgivende).
Individuelle tillæg
Hvis du har særlige faglige eller personlige kompetencer og kvalifikationer, kan du forhandle et individuelt løntillæg. Følgende kan indgå i vurderingen af om du skal have et tillæg:
- Projektledelse eller projektlederfunktion
- Koordinerende funktion internt eller på tværs af kommuner, forvaltninger mv.
- Uddannelse, der ligger ud over stillingens forudsætninger, men som er relevant for opgaverne
- Særligt belastede opgaver, herunder større rejseaktivitet end der er forudsat for stillingen
- Funktion som fællestillidsrepræsentant.
Ovenstående er ikke en komplet liste, og du kan fremføre yderligere argumenter for, hvorfor du er berettiget til et ekstra tillæg. Tillægget bliver enten forhandlet af din tillidsrepræsentant med din leder eller aftalt mellem Djøf og Personalestyrelsen i Selvstyret.
Ansat i den Grønlandske Repræsentation i Danmark eller i den danske stat i Grønland
Hvis du er ansat i den Grønlandske Repræsentation, i grønlandske institutioner i Danmark eller hvis du arbejder for en dansk statslig myndighed i Grønland, fx ved Retten i Grønland, Grønlands Politi, eller Arktisk Kommando, får du løn som statsansatte akademikere i Danmark.
Har du brug for hjælp?
Grønland er et andet retsområde end Danmark og derfor gælder der andre overenskomster og rammer for ansættelse end for Danmark. I overenskomsterne kan du finde de gældende aftaler for løn, sygdom, ferie mv.
Hvis du har spørgsmål til din overenskomst, løn eller ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Djøf. Du kan ringe til os på tlf. 33 95 97 00 eller logge ind og skrive en direkte besked.


