Djøfs guide til bonus-ordninger: Undgå faldgruberne og få din bonus

Mange privatansatte har en bonusordning. Men hos Djøf oplever vi, at der nemt opstår uenighed om, hvor meget bonus, man egentlig har ret til, når ansættelsen slutter. Her giver Djøfs rådgiver Katja Heberg et overblik over de typiske faldgruber og gode råd til, hvornår Djøf kan hjælpe dig.
Bonusordninger kan være både motiverende og lukrative for dig som medarbejder. For mange Djøf-medlemmer fungerer de da også fint i årevis. Problemerne opstår, når man skal videre.
- Hos Djøf oplever vi sjældent, at medlemmer har problemer med deres bonus, mens de er i jobbet. Så længe ansættelsen fungerer for begge parter, bliver bonus typisk set som et ekstra skulderklap. Udfordringerne opstår ofte, når ansættelsen slutter. Det gælder både, hvis du selv siger op, og hvis du bliver sagt op. I de situationer oplever nogle, at bonussen bliver lavere end forventet, eller at den helt udebliver.
Det forklarer Katja Heberg, der til dagligt rådgiver Djøfs medlemmer om bl.a. bonusordninger.
To typer: Præstationsbaserede og tiltrædelses- og fastholdelsesbonus
Overordnet ser Djøf typisk to modeller for bonusordninger.
Den ene er den præstationsbaserede bonus. Her er der et objektivt element, som handler om virksomhedens resultater, og et subjektivt element, som handler om medarbejderens indsats.
- Balancen mellem det objektive og subjektive varierer meget, og det skal man selvfølgelig være opmærksom på, når man skriver under, siger Katja Heberg.
Den anden type er bonusser, der ikke afhænger af din præstation. Det kan være en tiltrædelsesbonus eller en fastholdelsesbonus, hvor betalingen er knyttet til, at man bliver i virksomheden i en bestemt periode.
Fælles for begge typer bonus er, at de ofte først bliver problematiske, når ansættelsen ophører.
Bonus kan give konflikt, når du fratræder
En grundlæggende udfordring Djøfs medlemmer oplever er, at bonus ikke er garanteret løn. Du kan altså ikke købe mursten for din bonus.
- Jeg plejer at sammenligne en bonus lidt med en gave. For man kan sagtens have gjort sig fortjent til og være berettiget til en bonus, uden at man nødvendigvis får den udbetalt som forventet. Samtidig kan det være vanskeligt at gøre et krav gældende, da vurderingen ofte hviler på ens arbejdsgivers skøn, og fordi det kan være svært at dokumentere, at der er en berettiget forventning om bonus, forklarer Katja Heberg.
Dokumentation kan gøre en stor forskel, når der er konflikt om bonussen
Når Djøf hjælper medlemmer i sager om bonus, ser vores rådgivere blandt andet på, hvad medlemmet tidligere har fået i bonus, og hvordan sammenlignelige kolleger er blevet behandlet.
-Det kan være ret svært at få viden om. Men det lykkes os alligevel indimellem, uddyber Katja Heberg.
Derfor er et vigtigt råd at sikre sig dokumentation løbende. Hvis du bliver rost, så gem det.
Hvis det går dårligt for virksomheden, og hvis du bliver fyret eller siger op
Ifølge Katja Heberg er der især to tidspunkter, hvor Djøf-medlemmer bør være ekstra opmærksomme.
Det ene er, hvis virksomheden klarer sig dårligt, eller hvis man bliver opsagt på grund af manglende performance. Det kan helt naturligt få direkte betydning for bonus.
Det andet er, hvis man indgår en fratrædelsesaftale. Når man og indgår en aftale om fratrædelse, er det fornuftigt at benytte lejligheden til også at afklare spørgsmålet omkring bonus.
- Her er forhandlingssituationen ofte gunstig for dig, fordi både du og virksomheden ønsker at skilles ordentligt og bevare den gode relation. Det kan man med fordel udnytte, siger Katja Heberg.
Brug Djøf så snart, du oplever konflikt om bonus
Djøf anbefaler altid, at medlemmer forsøger dialogen selv først og derefter tager fat i os.
Af juridiske grunde, er det nemlig nemmere for os at hjælpe dig, hvis du har fået et begrundet bonus-afslag på skrift. Det bliver kort sagt lettere for Djøf at hjælpe dig.
Og så råder Katja Heberg altid medlemmer til at tage fat i Djøf, så snart, man oplever konflikt.


