
Mange seniorer ønsker et liv, hvor de fortsat kan lære, engagere sig og være en del af fællesskaber. Men overgangen fra arbejdsliv til pension kan også betyde, at de faglige og sociale fællesskaber forsvinder.
Med prisen Årets Djøf Senior hylder Djøf hvert år en person, der formår at bruge sine erfaringer til gavn for andre og skabe nye fællesskaber i seniorlivet.
I 2026 går prisen til Jens Fejø, professor emeritus, som gennem sit engagement har fået hundredvis af seniorer ud ad døren og ind i både faglige og sociale fællesskaber.
Kåringen fandt sted mandag 20. april 2026 i Ældre Sagens lokaler.
Med både en kandidat-, licentiat- og doktorgrad i jura er 83-årige Jens Fejø en nestor inden for sit felt. Som professor har han forsket, undervist og været med til at forme generationer af jurister og cand.merc.jur.-kandidater. Da han rundede de 70 år, blev titlen som professor skiftet ud med titlen som professor emeritus. Men for Jens Fejø har overgangen til pensionisttilværelsen ikke betydet et farvel til arbejdslivet. Tværtimod er Fejø et bevis på, at arbejdslivet blot skifter form. Som professor emeritus har han fastholdt en høj faglig aktivitet. Han har publiceret artikler indenfor konkurrenceretten, været aktiv i det akademiske miljø samt varetaget en række tillidshverv, blandt andet som medlem af Klagenævnet for udbud og formand Havneklagenævnet.
Prisen som Årets Djøf Senior er ikke kun en hæder, der anerkender hans faglige præstationer. Det er i lige så høj grad en hæder af hans særlige evne til at skabe sociale og faglige fællesskaber for hundredvis af seniorer.
Der er ingen tvivl om, at Jens Fejø, professor emeritus, er en værdig modtager af prisen som Årets Djøf Senior.
Lars Svenning Andersen, formand for juryen
Det er netop her, Jens Fejø gør en forskel. Gennem 12 år har han været drivkraften bag Filmsocietetet, som er et fællesskab med omkring 200 medlemmer, der mødes om film, samtaler og socialt samvær.
Jens Fejøs tilgang til seniorlivet er præget af nysgerrighed og åbenhed. Som han selv siger:
- Et godt seniorliv er først og fremmest et liv, hvor man er rask, og hvor man kan være aktiv – både fysisk og mentalt. At man kommer ud, læser, rejser eller hvad det nu kan være. Der er så mange muligheder for at være aktiv på en positiv måde og gerne prøve noget nyt i forhold til det, man er vant til.
Men for Fejøhandler det ikke kun om selv at være aktiv. Det handler også om at skabe muligheder for andre. Han ved, at fællesskaber ikke opstår af sig selv, og at nogle har brug for et lille skub for at komme med. Som han selv formulerer det:
- Der er nogle, der bliver siddende hjemme på sofaen, hvis de ikke får et lille puf. Hvis det puf kan få dem ud, så er det rigtig godt.
Jens Fejøs initiativer viser derfor, at seniorer stadig både kan og vil engagere sig, når der skabes rammer, der gør det muligt.
Netop evnen til at kombinere faglighed med fællesskab fremhæves af både nomineringer og jury. Han beskrives som en ildsjæl, der planlægger aktiviteter med stor omhu og samtidig har blik for både fællesskabet og det enkelte menneske. Det er netop denne kombination, der gør Jens Fejø til noget særligt og som ligger til grund for, at juryen har valgt ham som Årets Djøf Senior.
Formand for juryen, Lars Svenning Andersen, udtaler:
- Prisen gives for Jens Fejøs store engagement som initiativtager til og mangeårig leder og administrator af flere kulturelle og sociale aktiviteter for Djøfs seniorer samt hans fortsatte aktive faglige engagement som professor emeritus specielt inden for konkurrenceretten.
Men når man spørger Årets Djøf Senior selv, er det ikke selve prisen og hæderen, der fylder mest. Den handler i højere grad om den forskel, hans arbejde har gjort for andre:
- Jeg er taknemmelig for, at nogen synes, at det, jeg har lavet, har været til glæde for dem.
Han fortsætter:
- Jeg er glad for, at de synes, det er godt, og at de får noget ud af det. Så ved jeg, at det arbejde, jeg gør, har en positiv virkning.
Jens Fejø er et levende bevis på, at et aktivt arbejdsliv ikke slutter ved overgangen til seniorlivet. Det skifter blot form. Netop derfor er han Årets Djøf Senior 2026.