Når du skal søge en praktikplads, så start med at sætte dig godt ind i den virksomhed, hvor du søger, så du kan skrive et målrettet cv, der matcher virksomhedens behov.
Dit cv er det første som en arbejdsgiver læser, så her skal du tydeligt vise, at du har erfaringer og kompetencer til at løse de opgaver som praktikken indebærer.
Mangler du inspiration til at skrive det gode cv, så kan du bl.a. få inspiration i vores guide:
Sådan skriver du et godt cv
I din ansøgning skal du sætte nogle flere ord på de erfaringer, du har skrevet på dit cv. Beskriv, hvilke kompetencer du har fået, og hvordan du vil trække på dem som praktikant.
Du kan fx strukturere din praktikansøgning sådan her:
- Et afsnit om din motivation. Hvorfor er du interesseret i at få præcis denne praktikplads?
- To afsnit om, hvordan du kan bidrage fagligt. Uddyb dine mest relevante kompetencer og erfaringer fra dit cv, og kom gerne med eksempler på, hvor og hvordan, du har brugt disse kompetencer.
- Et afsnit om, hvordan du bidrager med dine personlige kompetencer. Hvordan er du at arbejde sammen med?
Brug overskrifter til hvert afsnit, der passer sammen med de ting som arbejdspladsen eftersøger i en praktikant. Overskrifterne skal gøre det nemt for læseren at scanne din ansøgning og afkode, om du er en interessant kandidat. Din ansøgning bør fylde en side og have luft mellem afsnittene.
Få feedback på cv og ansøgning
Savner du sparring omkring dit cv og praktikansøgning, så kan du altid sende det forbi os i Djøf, inden du sender det afsted. Så giver vi dig konkret feedback, så vi sammen kan få gjort dit cv og ansøgning endnu skarpere.
Log ind og skriv til Djøf