Ok26 er i gang - du og medlemmerne har sat retningen på repræsentantskabsmødet

2 min.

Kopier link

Tak for dialogen og mere end 1.500 stærke input. De er nu blevet til en samlet OK26-kravspakke, som repræsentantskabet har godkendt.

Den 25. april mødtes Djøf Offentligs repræsentantskab til en dag med god energi, debat og vigtige beslutninger. Kravspakken til OK26 blev godkendt, og formanden Johanne Nordmann holdt bestyrelses beretning om årets arbejde og det politiske fokus mod overenskomstforhandlingerne.

Kravene til OK26 er på plads

Repræsentantskabet har nu godkendt kravspakken til OK26. Den bygger på de mere end 1.500 forslag, Djøf modtog i februar, og de har gjort en stor forskel. For forslagene har gjort bestyrelsen og repræsentantskabet klogere og meget mere konkrete på, hvad de skal gøre for at skabe rammerne for et arbejdsliv og nogle arbejdsvilkår, der rummer alles behov.

Kravspakken fokuserer især på:

  • Løn og pension
  • Det fleksible arbejdsliv
  • Nye arbejdsformer under forandring
  • Derudover krav, der er særlig væsentlige for en gruppe af medlemmer eller bestemt sektor.

Læs kravspakken

Du finder formanden, Johanne Nordmanns OK26-tale her.

Hvad sker der nu?

Kravspakken er nu Djøfs mandat til OK26-forhandlingerne. Næste skridt er:

  • at blive enige med de øvrige organisationer i Akademikerne om et samlet forhandlingsoplæg
  • at finde fælles ståsted med andre lønmodtagerorganisationer
  • at gå til forhandlingsbordet med arbejdsgiverne

Kravslisten er en bruttoliste, og det bliver nødvendigt at prioritere. Men målet er klart: at få mest muligt igennem til medlemmerne.

Bestyrelsens beretning

I bestyrelsens beretning lagde formanden på repræsentantskabsmødet vægt på:

  • at Djøf Offentlig er en stærk forening med mere end 32.000 medlemmer, og stadig har potentiale for flere
  • at balancen mellem fællesskab og individuelle behov er en rød tråd i bestyrelsens arbejde
  • at dialogen med medlemmerne er omdrejningspunktet for udvikling af Djøfs politik og tilbud
  • at klubmidler, TR-kurser og støtte til lokalt klubarbejde fortsat er i fokus
  • at bestyrelsen vil deltage endnu mere i klubmøder og mødes med medlemmerne på tværs, bl.a. via faglige fællesskaber og fokusgrupper
  • at presset i den offentlige sektor ikke forsvinder, og at Djøf arbejder for, at antallet af opgaver matcher antallet af ansatte
  • at trivsel, fleksibilitet og god ledelse er centrale temaer i arbejdet for et meningsfuldt arbejdsliv
  • at AI-værktøjer åbner muligheder, kræver ansvar og at Djøf skal være med til at sikre medlemmernes kompetencer og tryghed.

Formanden takkede jer tillidsrepræsentanter for jeres indsats for medlemmerne og samarbejdet, der gør hende og bestyrelsen klogere.

Læs beretningen

Vi ses i marts 2026

Næste repræsentantskabsmøde er fredag 20. marts 2026.

Målet er, at vi til den tid udover de klassiske punkter på repræsentantskabsmødet kan vurdere et OK26-resultat, som vi efterfølgende kan sende til urafstemning. Vi krydser fingre og spænder forhandlingshjelmen og håber, at en ny overenskomst er på plads 1. april 2026.