Gå til hovedindhold

Djøf: Vigtigt element i ny regeringsgrundlag er det velfærdsforlig, som skal give mere fleksibilitet, mindre stress og ro om pensionsalderen

Regeringens planer om et Velfærdsforlig 2.0 giver en tiltrængt mulighed for at skabe et mere fleksibelt arbejdsliv og reducere stress og sygefravær. Samtidig kan færre administrative byrder styrke virksomhedernes værdiskabelse og konkurrenceevne, mener Djøf.

Grundlaget for den nye SSFMR-regeringens lægger op til et Velfærdsforlig 2.0, som skal udvikles sammen med arbejdsmarkedets parter.

Djøf tager godt imod initiativet.

"Et mere fleksibelt arbejdsliv og mindre stress er et vigtigt skridt mod et moderne arbejdsmarked, hvor trivsel, kompetencer og fleksibilitet går hånd i hånd med vækst og produktivitet," siger Sara Vergo, formand for Djøf.

"Det er helt afgørende, at vi får indrettet danskernes arbejdsliv, så det passer til den virkelighed, mange oplever i dag. Stress og sygefravær er store udfordringer på arbejdspladserne, og derfor er det positivt, at regeringen vil etablere en ny forebyggelsesfond, der bl.a. skal se på stress. Regeringen vil samle arbejdsmarkedets parter om et Velfærdsforlig 2.0. Det kan skabe mere fleksibilitet, styrke kompetencerne og gøre det lettere for flere at blive længere på arbejdsmarkedet."

Regeringen lægger også op til en ny trepartsaftale om et moderne og fleksibelt arbejdsliv, hvor blandt andet en ny sporskiftefond skal drøftes.

"Kunstig intelligens ændrer allerede mange jobfunktioner. Derfor skal nye muligheder for kompetenceudvikling og sporskifte også omfatte højtuddannede. Et moderne arbejdsmarked kræver, at medarbejdere kan udvikle sig gennem hele arbejdslivet – og ingen af os kan jo reelt forudsige, hvilke kompetencer, fremtidens arbejdspladser kalder på."

Mindre bureaukrati kan styrke dansk værdiskabelse

Djøf bakker op om regeringens ambition om at gøre det lettere at drive virksomhed i Danmark ved at reducere administrative byrder med 25% frem mod 2035.

Smartere regulering kan give virksomheder mere tid til innovation, ledelse og udvikling.

"Når virksomheder bruger færre ressourcer på unødigt bureaukrati, får de bedre muligheder for at skabe værdi og styrke deres konkurrenceevne. Det er vigtigt for både dansk økonomi og fremtidens arbejdspladser."

Samtidig understreger Sara Vergo, at forenkling ikke må svække lønmodtagernes rettigheder eller hensynet til almenvellet, fx klima, miljø og forbrugere.

Kunstig intelligens skal styrke produktiviteten

Djøf hæfter sig også ved, at regeringen kobler kunstig intelligens til produktivitet, innovation og kompetenceudvikling.

"Kunstig intelligens kan bidrage til højere produktivitet og bedre løsninger. Men gevinsterne kommer kun, hvis ledere og medarbejdere bliver inddraget, får de nødvendige kompetencer og har tillid til de nye teknologier. Og så skal vi være virkeligt varsomme med at tro, at AI er sådan en slags tryllestøv, der kan fjerne behovet for menneskelig analysekraft, empati og innovation."

Djøf ser frem til at bidrage til forhandlingerne om et Velfærdsforlig 2.0 og til arbejdet med at styrke både dansk konkurrenceevne og kvaliteten i arbejdslivet.