De Økonomiske Råd peger i dag i deres nye rapport på, at manglende mobilitet på arbejdsmarkedet kan give virksomheder en uheldig magt. Djøf opfordrer Folketinget til at vedtage at afskaffe kunde- og konkurrenceklausuler. Klausulerne gør det sværere for medarbejdere at skifte job, dele viden og starte nye virksomheder.
”Når medarbejdere skifter job og tager erfaringer og faglighed med videre ud på det danske arbejdsmarked, styrker det innovation, iværksætteri og produktivitet. Kunde- og konkurrenceklausuler gør det modsatte”, siger Anne Waagstein, formand for Djøf Privat.
Djøf henviser til DØR’s forårsrapport 2026, som peger på, at manglende mobilitet kan styrke virksomhedernes uhensigtsmæssige markedsmagt på arbejdsmarkedet. Hvis medarbejdere har få steder at skifte til, svækker det både lønforhandling, videndeling og udvikling af nye virksomheder.
Produktivitetskommissionen anbefalede allerede i 2014 at begrænse brugen af konkurrenceklausuler. Reglerne blev da også strammet i 2016, men det har ikke haft den ønskede effekt. Hvert tiende privatansatte medlem i Djøf er stadig omfattet af en konkurrenceklausul.
”Arbejdsgivere har allerede i dag god mulighed for at beskytte forretningshemmeligheder gennem lovgivning og loyalitetspligt. Derfor mener Djøf, at klausulerne bør afskaffes. Klausuler kan beskytte den enkelte arbejdsplads på kort sigt. Men for samfundet betyder de mindre innovation og færre nye virksomheder. Det har Danmark ikke brug for,” siger Anne Waagstein.
Djøf kvitterer desuden for, at vismændene anerkender den samfundsøkonomiske værdi af en høj organiseringsgrad, skattefradrag målrettet fagforeningskontingenter og støtte til efter- og videreuddannelse som et redskab til at mindske virksomhedernes markedsmagt.
For yderligere kommentarer kontakt Anne Waagstein, formand for Djøf Privat, tlf. 30928902,