Egentlig går det godt på arbejdsmarkedet herhjemme. Beskæftigelsen har aldrig været højere, heller ikke for de mest erfarne. Både i antal og andel er seniorerne vokset betydeligt på arbejdsmarkedet det sidste årti.
Men det betyder desværre ikke, at alt er godt for dem, der er i sidste del af arbejdslivet.
Personligt kan jeg åbne min indbakke og se på alle de henvendelser, jeg får fra personer på min alder (jeg er 53) og ældre, som føler de bliver kørt ud på et sidespor. Som oplever, at deres arbejdsgiver har mistet interessen for dem - eller endnu værre: De har mistet jobbet og har svært ved at komme tilbage i arbejde.
Jeg forstår derfor virkelig godt den frustration, de føler, når de åbner en avis og endnu engang skal høre på en arbejdsgiver, som beklager sig over manglende arbejdskraft.
Nye tal fra os i Djøf viser nemlig, at personer over 60 år bruger længere tid på at komme tilbage i job end deres yngre kollegaer. Det er både urimeligt og paradoksalt. Når nu arbejdsgiverne sukker efter arbejdskraft – og vi véd, at folk gerne vil arbejde - hvorfor passer vi så ikke bedre på arbejdskraften over 60 år og anerkender og sikrer, at folk arbejder så længe som muligt?
Jeg tror, meget af det skyldes, at vi som samfund ikke er gode nok til at sætte pris på erfaringen. I Djøf har vi tidligere gennemført analyser som viser, at både chefer og medarbejdere foretrækker yngre kolleger frem for ældre. Det er skørt. Jeg tror, at vi som samfund har brug for en kulturforandring, hvor vi bliver bedre til at værdsætte erfaring. Derfor laver vi også i Djøf kåringen Bedst over 60, hvor alle kan nominere en person over 60, som de synes fortjener en hyldest.
De erfarne er guld værd på en arbejdsplads. De er en vidensbank, de er vant til at lære nyt, de har rutine i at oplære og sparre med kollegaer, og de har prøvet det meste. Det fortjener de anerkendelse for.