Et forudsigeligt valgkampstema med letkøbte løsninger fylder i medierne. Partierne nærmest overbyder hinanden i en absurd auktion om, hvem der kan finde flest fantasimilliarder ved at fjerne medarbejdere i kommuner, regioner og stat.
SF og Socialdemokratiet vil udvide det såkaldte »statslige arbejdsprogram« – et skønmalet politikerord for at skære stillinger – med yderligere én milliard kroner.
Danmarksdemokraterne vil skære én milliard kroner i udenrigstjenesten og nedlægge ambassader.
Venstre vil finde 5,5 milliarder kroner på statslig administration frem mod 2030.
Liberal Alliance vil spare 23 milliarder kroner i kommuner, regioner og staten, mens buddet hos De Konservative lyder på at spare 12 milliarder kroner på den offentlige administration.
Det kan lyde tillokkende. Hvem ønsker ikke mindre arbejde bag skrivebordet og mere velfærd til borgerne?
Men præmissen om penge brugt på administration ikke er velfærd, er dybt forkert.
Bag skrivebordene i kommuner, regioner og stat sidder mennesker, som hver dag løser opgaver, der er en forudsætning for, at vores samfund fungerer.
Det er embedsfolk, der er med til at genopbygge skatteforvaltningen, drive den grønne omstilling frem, styrke psykiatrien og sikre, tiltalte får en retfærdig rettergang.
Det er også dem, der håndterer GDPR, implementerer EU-regler og forbereder finansloven. Og det er dem, der behandler og afgør borgernes sager, for eksempel hos Ombudsmanden.
Og så er der alt det, der sikrer, at demokratiet fungerer i praksis. Svarer på § 20-spørgsmål. Samråd. Kontrol. Dokumentation.
I kommuner og regioner arbejder embedsfolk for at sikre hjælp til udsatte børn og voksne, planlægge kapacitet og beredskaber, så hospitalerne kan fungere både til hverdag og i en krise, passe på den natur og det miljø, vi færdes i, koordinere og købe ind til ældrepleje og drive biblioteker, musikskoler og idrætsfaciliteter.
For bare at nævne nogle få eksempler.
Det er i høj grad takket være alle disse administrative medarbejdere, som politikerne har travlt med at reducere til helt overflødige, at Danmark ligger nr. 1 i World Justice Projects opgørelse over retssamfund.
Vi scorer også helt i top på fravær af korruption, god offentlig regulering og effektivitet. Den slags kommer ikke af sig selv, men kræver ressourcer og stærk faglighed.
Det er en politisk beslutning, hvad og hvor meget den offentlige sektor skal.
Størrelsen på den offentlige sektor har Djøf ikke en holdning til, men vi har en holdning til, at antallet af opgaver skal matche antallet af medarbejdere.
Derfor vil vi blive ved med at insistere på at få svar på det helt centrale spørgsmål: Hvilke opgaver skal vi så holde op med at løse?
Det er korrekt, at der er blevet ansat flere medarbejdere i staten de senere år. Det er en konsekvens af de politiske prioriteringer, Folketinget har vedtaget. Og man kan ikke bare bede medarbejderne om løbe hurtigere.
Ofte anser politikerne forenkling og kunstig intelligens som løsningen. Og ja, det kan være en del af løsningen på sigt.
Men vi må kraftigt advare mod at reducere antallet af medarbejdere, før man er sikker på, at teknologien rent faktisk kan erstatte mennesker.
Sporene skræmmer desværre fra tidligere fejlslagne it-projekter, hvor man har sat mål for effektiviseringen og sparet medarbejdere, før man kunne registrere, om effekten reelt levede op til målene.
Prøv bare at se på skattevæsenet. Implementering tager tid, kræver investeringer og forudsætter medarbejdere, der kan få det til at fungere i praksis.
Når man på tværs af det politiske spektrum kalder på store besparelser uden at pege på, hvilke opgaver der skal bortfalde, er det ikke bare urealistisk. Det er også respektløst over for de mange medarbejdere, der hver dag går på arbejde for at få vores fælles samfund til at hænge sammen.
Det er, som om administrative stillinger bliver betragtet som noget overflødigt. Eller måske ligefrem benspænd. Noget, vi bare kan skære væk uden konsekvenser.
Men hvis vi vil have færre administrative medarbejdere, skal vi også have færre regler, færre krav og færre politiske initiativer. Man kan ikke både øge tempoet, hæve ambitionsniveauet og samtidig skære ned.
De ansatte på landets rådhuse, regionsgårde og i statens ministerier og styrelser løber stærkt nok i forvejen. Spørgsmålet er, om de også fremover vil have tid til at lave grundige analyser, gennemarbejdede løsninger og ordentlig implementering.
For uden det risikerer vi dårligere lovgivning, dårligere behandling af borgernes sager og løsninger, der ikke virker efter hensigten.
Derfor er mit budskab enkelt: Vi skal holde op med at betragte administrative medarbejdere som en del af det økonomiske råderum.
Som en slags pengetank, man bare kan hente penge i til at finansiere andre politiske drømme.
For ja, det er måske lidt kedeligt at bruge penge på administration. Usynligt ligefrem. Men det er nødvendigt – det er velfærdsstatens maskinrum.
Og så er det selvfølgelig helt legitimt at ville gøre det maskinrum mindre. Men det kræver, at politikerne prioriterer hårdere, holder igen med nye regler og giver embedsværket de rammer, der skal til for at levere kvalitet.