Djøf: Magtudredningen bekræfter, at politik på speed giver lovsjusk og skandalesager
Hvor hurtigt kan et demokrati egentlig træffe beslutninger uden at gamble med borgernes retssikkerhed, virksomhedernes rammevilkår og tilliden til vores folkevalgte?
Det spørgsmål trænger sig på, når man læser professor Jørgen Grønnegård Christensen og lektor Niels Opstrups bidrag til Folketingets nye magtudredning.
I årevis er hurtige aftaler og kort vej fra pressemøde til lovtekst blevet dagens orden og selve målestokken for politisk handlekraft. Men når vi får politik på speed, risikerer vi at træffe dårlige beslutninger for fællesskabet.
I bogen tager Grønnegård Christensen og Opstrup temperaturen på centraladministrationens rolle i vores demokrati. De bygger blandt andet på svar fra knap 9.000 embedsfolk i den hidtil mest dækkende undersøgelse af samspillet mellem politik og forvaltning. Konklusionen er på én gang beroligende og alarmerende.
På den ene side står det klart, at fundamentet er sundt. Danmark har fortsat en fagligt stærk og loyalt arbejdende centraladministration, som respekterer de grundlæggende spilleregler i folkestyret. På den anden side viser undersøgelsen tydeligt, at tempoet i den politiske proces er ved at give sætningsskader.
Et stort flertal af embedsfolkene vurderer, at de politiske processer går så hurtigt, at det går ud over kvaliteten af lovgivningen, og mange oplever, at beslutninger træffes uden et ordentligt fagligt grundlag.
Det skal vi tage alvorligt. Tempoet skal simpelthen sættes ned. Ikke alene for embedsmændenes skyld, men fordi borgere og virksomheder har krav på love og beslutninger, der er gennemtænkte, gennemarbejdede og fagligt forsvarlige.
Tempoet undergraver lovkvaliteten
Forskerne peger på en giftig cocktail af stigende tidspres, øget centralisering af beslutninger og en stærkere aftaleparlamentarisme, hvor flere beslutninger flyttes ind i lukkede forhandlingsrum. Jo mere der forhandles i små kredse, jo større er risikoen for, at det faglige grundlag ikke er på plads, før aftalerne låses fast.
Det er ikke bare en teoretisk bekymring. Vi har allerede set, hvordan massive tidspres og mangelfulde beslutningsgrundlag kan føre til forløb, der tærer på tilliden – både til embedsværket og til de folkevalgte.
Hvis kompleks lovgivning og store politiske beslutninger skal landes i løbet af meget kort tid, bliver det sværere at stille de kritiske spørgsmål, afdække konsekvenserne og sikre, at rammerne kan holde i mødet med virkeligheden.
Samtidig er det politiske fokus i stigende grad rettet mod kortsigtede kommunikationsgevinster. Tid til faglig eftertanke og ubehagelige faglige indsigter står dårligt i en nyhedscyklus, hvor det vigtigste ofte er at komme først med en løsning. Det pres smitter af på embedsværkets arbejdsvilkår.
Vi kan genkende forskernes billede vores egne undersøgelser i Djøf – og ikke mindst i Dybvad-udvalgets rapport. Rapporten – med svar fra mere end 3.500 embedsfolk i ministerier og styrelser – viser, at tempo, medialisering af politik og politisk pres af embedsværket allerede sætter sig i adfærden.
Hver sjette rådgiver indimellem ud fra rent partipolitiske formål, hver femte har forsøgt at dække over fejl, hver fjerde ændrer eller undlader faglige vurderinger på grund af politisk pres. Og hver fjerde i embedsværket siger ikke fra, selv når de mener, de burde.
Det betyder ikke, at embedsværket er blevet uprofessionelt eller illoyalt. Vi har faktisk én af verdens mest velfungerende forvaltninger. Danmark ligger nummer et i World Justice Projects opgørelse over retssamfund. Vi scorer også helt i top på fravær af korruption, god offentlig regulering og effektivitet.
Men – og måske især derfor – er det vigtigt at tage forskernes analyser meget alvorligt. For de er et tegn på, at rammerne om den faglige integritet er blevet for snævre. Når alt skal gå stærkt, og det politiske fokus i stigende grad rettes mod kortsigtede politiske og kommunikative gevinster, bliver det sværere at insistere på faglig kvalitet, eftertanke og grundige konsekvensvurderinger.
For få hænder til for mange opgaver
Samtidig trækker ressourcerne i den forkerte retning. Djøfs nye undersøgelse blandt tillidsrepræsentanter i staten efter nedlæggelsen af 1.000 årsværk viser, at personalereduktionerne langt fra er fulgt af systematisk opgavebortfald.
Mere end hver tredje tillidsrepræsentant har oplevet nedlæggelse af administrative stillinger, to tredjedele oplever, at opgavebyrden er vokset, og over halvdelen forventer dårligere kvalitet i arbejdet.
Det er ikke mærkeligt. Når vi beder færre medarbejdere løse flere og mere komplekse opgaver på kortere tid, er faglig kvalitet og grundighed det første, der kommer under pres.
Grønnegård Christensen og Opstrup rammer derfor noget meget centralt:
Problemet er ikke, at embedsværket ikke vil leve op til sine pligter. Problemet er, at tempoet, centraliseringen og arbejdspresset udfordrer de rammer, som fagligheden skal leve i.
Ikke mindre, men langsommere politik
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal have mindre politik. Spørgsmålet er, om vi kan leve med, at undtagelsen er ved at blive reglen.
Selvfølgelig vil der være situationer, hvor man er nødt til at handle hurtigt – kriser, sikkerhedspolitiske chok og akutte behov for at beskytte borgere eller virksomheder.
Men for mange hurtige forløb slider på både faglighed, retssikkerhed og tillid. Fra Djøfs side peger vi på to spor, som folketing, regering og medier kan tage fat på sammen.
For det første skal vi have tid til grundig lovforberedelse. Hastelovgivning bør kun bruges, når det er strengt nødvendigt, og høringsfrister bør som udgangspunkt være mindst 20 dage, så faglige input og høringssvar faktisk kan nå at blive læst og indarbejdet.
Store reformer bør i højere grad forberedes i lovforberedende udvalg med systematisk inddragelse af eksperter og praktikere. Det giver mere åbne og dokumenterede processer, hvor det er tydeligt, hvilket fagligt grundlag politikerne beslutter ud fra.
Sara Vergo - Formand for Djøf, formand for Akademikernes A-Kasse
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Hvor hurtigt kan et demokrati egentlig træffe beslutninger uden at gamble med borgernes retssikkerhed, virksomhedernes rammevilkår og tilliden til vores folkevalgte?
Det spørgsmål trænger sig på, når man læser professor Jørgen Grønnegård Christensen og lektor Niels Opstrups bidrag til Folketingets nye magtudredning.
I årevis er hurtige aftaler og kort vej fra pressemøde til lovtekst blevet dagens orden og selve målestokken for politisk handlekraft. Men når vi får politik på speed, risikerer vi at træffe dårlige beslutninger for fællesskabet.
I bogen tager Grønnegård Christensen og Opstrup temperaturen på centraladministrationens rolle i vores demokrati. De bygger blandt andet på svar fra knap 9.000 embedsfolk i den hidtil mest dækkende undersøgelse af samspillet mellem politik og forvaltning. Konklusionen er på én gang beroligende og alarmerende.
Læs også
På den ene side står det klart, at fundamentet er sundt. Danmark har fortsat en fagligt stærk og loyalt arbejdende centraladministration, som respekterer de grundlæggende spilleregler i folkestyret. På den anden side viser undersøgelsen tydeligt, at tempoet i den politiske proces er ved at give sætningsskader.
Et stort flertal af embedsfolkene vurderer, at de politiske processer går så hurtigt, at det går ud over kvaliteten af lovgivningen, og mange oplever, at beslutninger træffes uden et ordentligt fagligt grundlag.
Det skal vi tage alvorligt. Tempoet skal simpelthen sættes ned. Ikke alene for embedsmændenes skyld, men fordi borgere og virksomheder har krav på love og beslutninger, der er gennemtænkte, gennemarbejdede og fagligt forsvarlige.
Tempoet undergraver lovkvaliteten
Forskerne peger på en giftig cocktail af stigende tidspres, øget centralisering af beslutninger og en stærkere aftaleparlamentarisme, hvor flere beslutninger flyttes ind i lukkede forhandlingsrum. Jo mere der forhandles i små kredse, jo større er risikoen for, at det faglige grundlag ikke er på plads, før aftalerne låses fast.
Forskerne peger på en giftig cocktail.
Sara Vergo
Det er ikke bare en teoretisk bekymring. Vi har allerede set, hvordan massive tidspres og mangelfulde beslutningsgrundlag kan føre til forløb, der tærer på tilliden – både til embedsværket og til de folkevalgte.
Hvis kompleks lovgivning og store politiske beslutninger skal landes i løbet af meget kort tid, bliver det sværere at stille de kritiske spørgsmål, afdække konsekvenserne og sikre, at rammerne kan holde i mødet med virkeligheden.
Samtidig er det politiske fokus i stigende grad rettet mod kortsigtede kommunikationsgevinster. Tid til faglig eftertanke og ubehagelige faglige indsigter står dårligt i en nyhedscyklus, hvor det vigtigste ofte er at komme først med en løsning. Det pres smitter af på embedsværkets arbejdsvilkår.
Læs også
Folketinget har tabt magt til ministerierne. Og det er politikerne selv skyld i, mener forsker
Vi kan genkende forskernes billede vores egne undersøgelser i Djøf – og ikke mindst i Dybvad-udvalgets rapport. Rapporten – med svar fra mere end 3.500 embedsfolk i ministerier og styrelser – viser, at tempo, medialisering af politik og politisk pres af embedsværket allerede sætter sig i adfærden.
Hver sjette rådgiver indimellem ud fra rent partipolitiske formål, hver femte har forsøgt at dække over fejl, hver fjerde ændrer eller undlader faglige vurderinger på grund af politisk pres. Og hver fjerde i embedsværket siger ikke fra, selv når de mener, de burde.
Det betyder ikke, at embedsværket er blevet uprofessionelt eller illoyalt. Vi har faktisk én af verdens mest velfungerende forvaltninger. Danmark ligger nummer et i World Justice Projects opgørelse over retssamfund. Vi scorer også helt i top på fravær af korruption, god offentlig regulering og effektivitet.
Men – og måske især derfor – er det vigtigt at tage forskernes analyser meget alvorligt. For de er et tegn på, at rammerne om den faglige integritet er blevet for snævre. Når alt skal gå stærkt, og det politiske fokus i stigende grad rettes mod kortsigtede politiske og kommunikative gevinster, bliver det sværere at insistere på faglig kvalitet, eftertanke og grundige konsekvensvurderinger.
For få hænder til for mange opgaver
Samtidig trækker ressourcerne i den forkerte retning. Djøfs nye undersøgelse blandt tillidsrepræsentanter i staten efter nedlæggelsen af 1.000 årsværk viser, at personalereduktionerne langt fra er fulgt af systematisk opgavebortfald.
Hver femte har forsøgt at dække over fejl.
Sara Vergo
Mere end hver tredje tillidsrepræsentant har oplevet nedlæggelse af administrative stillinger, to tredjedele oplever, at opgavebyrden er vokset, og over halvdelen forventer dårligere kvalitet i arbejdet.
Det er ikke mærkeligt. Når vi beder færre medarbejdere løse flere og mere komplekse opgaver på kortere tid, er faglig kvalitet og grundighed det første, der kommer under pres.
Grønnegård Christensen og Opstrup rammer derfor noget meget centralt: Problemet er ikke, at embedsværket ikke vil leve op til sine pligter. Problemet er, at tempoet, centraliseringen og arbejdspresset udfordrer de rammer, som fagligheden skal leve i.
Læs også
Ikke mindre, men langsommere politik
Spørgsmålet er derfor ikke, om vi skal have mindre politik. Spørgsmålet er, om vi kan leve med, at undtagelsen er ved at blive reglen.
Selvfølgelig vil der være situationer, hvor man er nødt til at handle hurtigt – kriser, sikkerhedspolitiske chok og akutte behov for at beskytte borgere eller virksomheder.
Vi skal give embedsværket tid og mulighed for at levere den faglighed.
Sara Vergo
Men for mange hurtige forløb slider på både faglighed, retssikkerhed og tillid. Fra Djøfs side peger vi på to spor, som folketing, regering og medier kan tage fat på sammen.
For det første skal vi have tid til grundig lovforberedelse. Hastelovgivning bør kun bruges, når det er strengt nødvendigt, og høringsfrister bør som udgangspunkt være mindst 20 dage, så faglige input og høringssvar faktisk kan nå at blive læst og indarbejdet.
Store reformer bør i højere grad forberedes i lovforberedende udvalg med systematisk inddragelse af eksperter og praktikere. Det giver mere åbne og dokumenterede processer, hvor det er tydeligt, hvilket fagligt grundlag politikerne beslutter ud fra.
Ministeren er øverste personaleleder
For det andet har vi bør vi have et løbende fokus på ministrenes ansvar, også som øverste personaleleder: Det ér i sidste ende ministeren, der skal sikre rimelige arbejdsvilkår og fagligt velbegrundet beslutningsmateriale.
Samtidig bør ansættelsesvilkårene for topchefer styrkes, blandt andet ved at bruge færre tidsbegrænsede stillinger. Det gør det lettere at stå fast på fagligheden – også når det politiske pres og ønsket om hurtige løsninger er stort.
Kernen i alt dette er enkel: Vi skal give embedsværket tid og mulighed for at levere den faglighed, vi som samfund har brug for. Det skylder vi både borgerne, virksomhederne og den demokratiske legitimitet.
Grønnegård Christensen og Opstrup viser, at den danske centraladministration fortsat er en styrke for vores demokrati. Netop derfor bør vi tage advarslerne alvorligt. Vi er på vej ud i et tempo, hvor fagligheden og kvaliteten ikke kan følge med.
Hvis vi vil undgå flere skandalesager, lovsjusk og politiske forløb, der tærer på tilliden, er vi nødt til at skrue ned for farten og op for fagligheden.