EU's bæredygtighedsdirektiv skal gøres enklere, ikke svagere. Danmark har en chance for at sikre, at reglerne styrker både virksomhedernes konkurrenceevne og den grønne omstilling, skriver Anne Bach Waagstein og Lene Bjørn Serpa
Med Danmark i spidsen for EU-formandskabet er det nu, at retningen skal sættes. Det danske formandskab skal både levere på klimamål, social ansvarlighed og investortillid.
EU’s bæredygtighedsdirektiv (CSRD) er på vej til politisk reparation. Efter kritik af omfang og kompleksitet har Kommissionen foreslået en omfattende forenkling. Målet er mindre bureaukrati og styrket konkurrenceevne.
Det er i sig selv fornuftigt. Men forenkling må ikke blive synonym med udvanding.
Som noget af det første har EU allerede vedtaget at udskyde rapporteringskravene for anden og tredje bølge af virksomheder med to år.
Flere ændringer er på vej: Højere tærskelværdier, færre datapunkter og justeringer i rapporterings-standarderne er under forhandling og ventes først endeligt vedtaget senere på året.
Bæredygtighed og konkurrenceevne er ikke hinandens modsætninger.
Tværtimod. Omstillingsevne og modstandskraft i forhold til bæredygtighedsudfordringer er et konkurrenceparameter for virksomheder, der vil tiltrække kapital, kunder og talent.
Hvis Europa lemper kravene for meget, risikerer vi, at både investorer og investeringer flytter mod kontinenter, hvor ambitionerne og standarderne er højere, og hvor stater og virksomheder investerer massivt i den grønne omstilling.
I debatten om EU-Kommissionens ændringsforslag lyder det ofte, at erhvervslivet er imod regulering. Men virkeligheden er mere nuanceret.
Resultaterne fra Djøfs ESG-panel viser, at danske virksomheder faktisk efterspørger regulering, så længe den er enkel, effektiv og giver mening i praksis. 34 ud af 37 medlemmer i panelet bakker op om en forenkling af CSRD, men advarer samtidig mod, at forenklingen bliver en slet skjult deregulering.
Synspunktet deles af verdens største enkeltinvestor. Norges oliefond, som er forvaltet af Norges Bank Investment Management (NBIM), ejer i gennemsnit 1,5 procent af over 9.000 børsnoterede selskaber og har dermed mere reel aktiemagt end nogen anden global aktør.
NBIM bakker op om EU-Kommissionens udspil om forenkling af CSRD. Men fonden advarer mod at skære for dybt: Rapportering skal være sammenlignelig, pålidelig og globalt koordineret.
Når verdens største kapitalfond siger det samme som danske ESG-ansvarlige og europæiske mellemstore virksomheder, bør vi lytte.
Mange virksomheder og politikere er enige om, at bæredygtighedsrapportering skal være lettere at anvende i praksis.
Men når EU’s CSRD-direktiv nu skal justeres kun to år, efter at det blev vedtaget, er det afgørende at fastholde det oprindelige sigte: At skabe troværdig, transparent og sammenlignelig rapportering, som kan understøtte reelle fremskridt i virksomhedernes arbejde med klima, miljø, sociale forhold og corporate governance (ESG).
Det billede bekræftes af en stor undersøgelse fra WeAreEurope (WEA) og HEC Paris, der bygger på svar fra over 1.000 virksomhedsledere og ESG-ansvarlige i 26 europæiske lande. Undersøgelsen viser, at virksomhederne grundlæggende støtter EU’s bæredygtighedsregulering.
Hele 84 procent bakker op om EU’s samlede bæredygtighedsmål, og 61 procent er tilfredse med CSRD i sin nuværende form. Kun 25 procent støtter Kommissionens forslag til forenkling – det såkaldte omnibusforslag.
I Djøfs ESG-panel er der betydelig skepsis over for Kommissionens forslag om at hæve tærskelværdierne, så færre virksomheder bliver omfattet.
25 ud af 37 respondenter vurderer, at for mange virksomheder med væsentlig påvirkning risikerer at blive fritaget, hvis Kommissionens forslag vedtages i sin nuværende form.
Tærskelværdier, der alene bygger på antal ansatte, rammer skævt. Det giver ikke mening, at en produktionsvirksomhed med 249 ansatte fritages, mens en konsulentvirksomhed med 251 stadig skal rapportere.
Påvirkning – ikke antal ansatte – bør være udgangspunktet for, hvem der reguleres.
Hvis reglerne bliver for lempelige for nogle virksomheder, risikerer vi at belønne de mindst ambitiøse aktører og skabe et skævt marked, hvor ansvarlighed ikke er en konkurrencefordel – tværtimod kan uansvarlighed blive det. Tanken er ikke rar at tænke til ende.
Et flertal i ESG-panelet vurderer også, at udskydelsen af rapporteringskrav for store virksomheder og børsnoterede SMV’er kan føre til, at bæredygtighedsindsatser forsinkes eller nedprioriteres. Flere respondenter understreger, at ESG-arbejdet stadig er i en tidlig fase i mange virksomheder, og at retning og forudsigelighed i reguleringen er afgørende for, om bæredygtighed bliver integreret i forretningen.
Djøfs ESG-panel har fire anbefalinger, der kan forbedre reguleringen uden at slække på de politiske ambitioner:
Med klare rammer, stabile forventninger og meningsfuld forenkling kan CSRD blive et værdifuldt redskab for både ledelse, investorer og samfund. Virksomhederne vil gerne måles – men på gennemskuelige og fair vilkår.
Den politiske diskurs i Europa har indtil nu fremstillet det anderledes. Kritik af kompleksitet er blevet læst som modstand mod hele ESG-dagsordenen.
Men det, både ESG-panelets undersøgelse og WEA-HEC-analysen viser, er noget andet: Et stærkt ønske om at fastholde ambitionerne – men med regler, der skaber reel forandring frem for et limbo.
Vi står ved en skillevej. Enten bruger vi de næste måneder på at gøre CSRD skarpere og mere brugervenlig – eller også risikerer vi at smide troværdigheden ud med badevandet. Danmark bør bruge EU-formandskabet til at insistere på forenkling med substans.
Det er ikke rapportering, der er dyr. Det er bæredygtig omstilling uden styring, transparens og fælles mål.
Danmark har chancen for at trække EU op af reguleringslimboet. Skal CSRD løfte ESG-arbejdet i Europa, skal vi ud af limbo og ind i en bæredygtig balance, hvor reglerne hverken er for høje eller for lave, men tilpas stærke til at stå fast, når det blæser.