Gå til hovedindhold

Et moderne og fleksi­belt arbejdsliv kræver et tidssva­rende barsels­sy­stem

Den nye regering vil skabe et mere moderne og fleksibelt arbejds- og familieliv. Det kræver et opgør med et barselssystem, der er blevet for komplekst for både arbejdsgivere og lønmodtagere, skriver indlæggets afsendere.

Sara Vergo, formand for Djøf, Janne Gleerup, forperson for DM, Malene Matthison-Hansen, forperson for Ansattes Råd i IDA, Gine Maltha Kampmann, adm. direktør i Tænketanken Equalis og Kasper Munk Rasmussen, branche- og uddannelseschef i SMV Danmark.

Forestil dig, at du ejer og driver en mindre virksomhed. En af dine medarbejdere skal have et barn, og du bruger mange timer på at sætte dig ind i reglerne, så din virksomhed kan få refusion for den løn, du tilbyder medarbejderen under barsel. Men du overser en af de mange frister, der er i barselssystemet.

Resultatet er, at du og din virksomhed mister titusindvis af kroner i refusion. Ikke fordi medarbejderen ikke havde ret til løn under barsel. Ikke fordi du som virksomhedsejer forsøgte at snyde. Men fordi reglerne er så komplekse, at selv virksomheder, der forsøger at gøre det rigtige, alligevel mister refusion.

Det er et fiktivt eksempel, men problemet er virkeligt. I årene 2021 til maj 2026 har næsten 12.000 danske virksomheder mistet barselsrefusion, fordi de ikke fik søgt om refusion i tide. 

Det viser tal fra Udbetaling Danmark. Alene i 2026 svarer det til seks afslag hver eneste dag på grund af den her regel. 

Når så mange virksomheder mister penge i et system, der er beregnet til at kompensere virksomheder for lønudgifter til medarbejdere på barsel, vidner det om, at systemet ikke virker efter hensigten. 

Det bør bekymre en regering, der vil skabe et mere moderne og fleksibelt arbejds- og familieliv. For et moderne arbejdsliv kræver ikke kun gode ambitioner. Det kræver også et system, der er enkelt, gennemskueligt og som fungerer i praksis. 

Et administrativt kludetæppe 

De nuværende regler for barsel, dagpenge, refusion og varsling er et system, der gennem årtier er blevet vævet oven på hinanden uden den nødvendige oprydning og samkøring. Resultatet er et administrativt kludetæppe, som selv specialister har svært ved at gennemskue. 

Det rammer især smv’er, hvor der sjældent findes en HR-afdeling eller jurister til at holde styr på alle barselsreglerne. Opgaven lander hos ejeren, bogholderen eller den daglige leder samtidig med, at virksomheden skal drives videre. Her kan én overset frist blive til en uforudset udgift på mange tusinde kroner.

Problemet handler dog om mere end administration.

Når en medarbejder går på barsel, bør virksomheder kunne planlægge bemanding og økonomi uden at frygte at miste refusion på grund af uklare regler eller oversete frister. 

Og forældre bør kunne fokusere på deres familie frem for at bruge tid og energi på at gennemskue et system, der er blevet unødigt komplekst.

Et bredere eftersyn 

I det politiske grundlag for den nye firkløverregering er der lagt op til at se på modeller for barsel til kombinatører. Det er positivt.  

For selvom mange i dag har sammensatte arbejdsliv, er barselssystemet etableret på et arbejdsmarked, hvor de fleste havde én ansættelse gennem store dele af arbejdslivet.

Sådan ser virkeligheden ikke ud længere. Flere kombinerer forskellige typer arbejde, driver virksomhed ved siden af lønarbejde eller bevæger sig mellem forskellige ansættelser gennem arbejdslivet. 

Alligevel er reglerne fortsat bygget op omkring gamle og skarpt opdelte kategorier. Derfor er det her et oplagt sted for regeringen at begynde. 

Men hvis vi skal have et barselssystem, der fungerer efter hensigten, er der brug for at løfte blikket fra enkelte grupper til systemet som helhed.  

Kulegrav barselssystemet 

Når reglerne er komplicerede, og økonomien usikker, vælger mange familier den traditionelle løsning. I praksis kan det betyde, at moderen tager hovedparten af orloven, selvom familien kunne ønske det anderledes. 

Dermed risikerer et utidssvarende barselssystem at spænde ben for de ligestillingsmål, reformerne skulle understøtte.

Regeringen bør derfor se en kulegravning af barselssystemet som en bunden opgave. Ikke for at svække rettigheder eller tryghed, men for at sikre, at systemet fungerer i praksis for de mennesker og virksomheder, der skal bruge det.

Hvis ambitionen er et mere moderne og fleksibelt arbejds- og familieliv, skal barselssystemet følge med.