Er du nysgerrig på ledelse? Brug dit job og bliv klogere
Du behøver ikke være leder for at finde ud af, om ledelse er noget for dig. Tværtimod kan du allerede nu prøve kræfter med opgaver, der giver dig erfaring og gør dig klogere på, om ledervejen passer til dig.

Sådan bruger du dit job til at teste ledervejen
I dit første job er det helt naturligt, hvis du ikke har en klar ambition om at blive leder. Men måske kan du mærke, at ledelse tænder noget i dig. Så kan du allerede nu begynde at teste det af. For du behøver hverken at have et lederjob eller personaleansvar for at øve dig i ledelse.
1. Tag ansvar – ikke kun for dine egne bidrag
Ledelse handler om mere end at levere dit eget. Det handler også om at få noget til at lykkes sammen med andre.
Øv dig derfor i at tage ansvar i opgaver, hvor flere er involveret. Du kan fx:- samle op efter et møde og gør det tydeligt, hvem der gør hvad
- lave en enkel tidsplan for en opgave, der flyder
- spørge “Hvad er næste skridt her?”
- hjælpe teamet med at prioritere, når der er gang i for meget
- tage initiativ til at få svar på uklarheder, før de bliver til problemer.
Eksempel: Du er med i et projekt med mange gode idéer, men ingen helt ved, hvad der skal ske først. Her kan du sige: “Skal jeg prøve at samle de tre vigtigste spor og foreslå en rækkefølge, så vi kan beslutte næste skridt?” På den måde leder du uden at tage chef-hatten på.
2. Gå efter opgaver, der træner dine leder skills
Hvis du gerne vil være leder senere, så gå efter opgaver, der giver dig erfaring. Det behøver ikke være store, prestigefyldte projekter. Mindre opgaver kan også lære dig en masse. Du kan fx:
- koordinere på tværs af afdelinger
- drive en proces med flere stakeholdere
- præsentere anbefalinger for beslutningstagere
- stå for workshops eller møder
- onboarde en ny kollega
- være tovholder på en del af et projekt
- oversætte komplekse problemstillinger til klare beslutningsoplæg.
Eksempel: Du bliver spurgt, om du vil lave referat af et møde. Det lyder måske ikke som en lederopgave. Men du kan gøre opgaven til værdifuld læring ved at fremhæve beslutninger, åbne spørgsmål og næste skridt. Så hjælper du med at skabe retning i projektet.
3. Bliv god til at forstå mennesker
Ledelse handler meget om mennesker. Også de mennesker, du ikke automatisk klikker med.
Øv dig derfor i at lægge mærke til, hvad der motiverer andre, hvad der frustrerer dem, og hvad der får dem til at præstere godt.
Prøv at spørge dig selv:- Hvem i mit team får energi af hurtige beslutninger?
- Hvem har brug for mere kontekst, før de kan gå i gang?
- Hvem bliver overset i møder?
- Hvem har viden, vi ikke får brugt nok?
- Hvad gør jeg selv, når jeg bliver presset?
Eksempel: Du arbejder sammen med en kollega, der altid stiller mange kritiske spørgsmål. I stedet for at tænke “besværlig”, kan du prøve at tænke “risikoblik”. Måske er personen god til at spotte de huller, I andre overser. Den evne til at se styrker bag forskellig adfærd er vigtig, hvis du en dag skal lede andre.
4. Brug feedback til at udvikle dig
Hvis du vil være leder, må du vænne dig til feedback. Ikke kun når noget er gået galt, men som en fast del af din udvikling. Brug din leder, projektleder eller en erfaren kollega og spørg fx:
“Jeg vil gerne være bedre til at tage ansvar i projekter. Hvad ser du, at jeg allerede gør godt – og hvad skal jeg øve mig på?”
Det er vigtigt at bede om feedback på en konkret måde. Fx vil “Hvordan synes du, det går?” give dig et fluffy svar. Mens du vil få mere brugbar viden ud af, “Hvad kunne jeg have gjort tydeligere i min præsentation?”5. Find ud af, hvilken type leder du gerne vil være
Det er let at tænke: “Jeg vil gerne være leder.” Men ledelse er ikke én ting.
Prøv at lave en lille lederlog i tre måneder. Skriv ned, når du oplever ledelse – både god og dårlig. Notér fx:- Hvad gjorde lederen konkret?
- Hvad virkede på dig eller teamet?
- Hvad ville du selv have gjort?
- Hvilke situationer fik dig til at tænke: “Det dér ville jeg gerne kunne.”
Efter noget tid vil du typisk se mønstre, der gør dig klogere på din lederambition. Måske bliver du især optaget af god feedback, beslutningskraft, psykologisk tryghed, faglig udvikling, at drive forandringer eller at bygge noget op fra bunden.
Jo mere konkret du kan blive, jo lettere er det at vælge de rigtige erfaringer nu.6. Sig det højt
Du behøver ikke præsentere en femårsplan med store armbevægelser. Men det er en god idé at fortælle relevante personer, at du gerne vil udvikle dig i retning af mere ansvar og overvejer, om ledelse er noget for dig.
Eksempel: “Jeg vil gerne være bedre til at drive opgaver gennem andre. Kan jeg få ansvar for at koordinere næste del af projekt X?”
Det gør det nemmere for din leder at tænke dig ind i relevante opgaver. Og det gør samtalen lettere, fordi du ikke beder om en titel, men om udvikling.7. Brug dit netværk
Andre kan hjælpe dig med at blive klogere på, hvad lederrollen indebærer, før du selv står i den.
Tal med ledere, projektledere eller erfarne kolleger, der har ansvar på måder, du er nysgerrig på. Skriv fx:
“Jeg overvejer, om ledelse kunne være noget for mig på sigt. Må jeg invitere dig på en kop kaffe og høre, hvad der fylder i din hverdag i forhold til ledelse?” Spørg konkret:- Hvad bruger du mest tid på som leder?
- Hvad er sværest ved rollen?
- Hvad giver dig energi?
- Hvilke kompetencer ville du ønske, du havde trænet tidligere?
- Hvilke erfaringer bør jeg opsøge nu, hvis jeg vil afklare, om ledelse er noget for mig?
Tal gerne med både personaleledere, projektledere, faglige koordinatorer og personer, der leder uden formelt personaleansvar. Det kan hjælpe dig med at se, om du bliver særlig motiveret af mennesker, strategi, beslutninger, faglig udvikling eller forandringer.
Efter hver samtale kan du notere tre ting: Hvad tiltrak dig? Hvad gjorde dig i tvivl? Og hvad skal du undersøge som det næste?
Mini-plan: Det kan du gøre de næste 30 dage
Hvis du vil i gang med de gode råd, kan du starte her:
- Vælg en opgave, hvor du kan tage mere ansvar for fremdrift.
- Bed om konkret feedback på en situation, hvor du koordinerede, præsenterede eller samarbejdede.
- Book en samtale med en person, der har en type ansvar, du er nysgerrig på.
- Sig din ambition højt til din leder eller en erfaren kollega – ikke som et krav, men som en udviklingsretning.
- Skriv tre ting ned om ledelse, du oplever i hverdagen.



