Har du spørgsmål?
Podcast
Bliv klogere på de værste kontorklichéer, når vi undersøger karriere-volapyk.
Hvorfor taler vi sort, når vi er på arbejde?
Jeg hører hvad du siger’ er en samtalepodcast, hvor Mathilde Anhøj hver uge tager de værste kontorklichéer og karriere-volapyk under mikroskopet sammen med to eksperter. For selv om ord som agil, ja-hat og lavthængende frugter hænger os langt ud af halsen, kan vi måske alligevel lære noget af de værste ord på jobbet.
"Kom med på en spændende rejse" står der i flæng i jobopslag, der skal lokke nye medarbejdere ind i virksomheder og organisationer. Og når lederen står på ølkassen og beskriver virksomhedens udvikling, er det også næsten umuligt at komme uden om rejsemetaforen.
Problemet er bare, at "være på en rejse" er kommet ind på en sikker førsteplads på Djøfs liste over hadeord/udtryk på arbejdspladsen. Så selvom intentionerne er store og gode, lander vendingen ikke godt. Men hvorfor egentlig ikke? Og hvad kan man sige og gøre i stedet?
Det taler vært Mathilde Anhøj om med Tanya Karoli Christensen, professor i dansk sprog ved Københavns Universitet, og Rasmus Willig, tidligere lektor i arbejdsmarkedsforhold ved Roskilde Universitet.
Du skal være en robust medarbejder! For dem er der stor efterspørgsel efter på moderne arbejdspladser – og altså ikke kun i militæret.
Men hvorfor skal vi være robuste, når vi går på arbejde? Er det virksomheders måde at drive rovdrift på medarbejdere? Er det kun for folk, der arbejder i et giftigt eller et særligt krævende miljø? Eller er det en grundevne, alle mennesker bør have i en moderne verden?
Det drøfter vært Mathilde Anhøj med Birgitte Dam Jensen, forfatter, foredragsholder og vært på podcasten 'Bevar dig selv', og Imran Rashid, der er læge og sundhedsfaglig direktør i Lenus.
Hvad er en 'must win battle' egentlig? Og hvorfor er vi blevet så trætte af udtrykket, at det røg ind på en sjetteplads på Djøfbladets liste over de værste kontorklichéer og hadeord på arbejdspladsen?
Hvordan kan man motivere medarbejdere uden at bruge krigsmetaforer? Og hvad sker der, hvis medarbejdere konstant er i krigsmode og glemmer pauserne?
Det diskuterer vært Mathilde Anhøj med Anders Bildsøe Lassen, konsulent og ledelsesrådgiver hos konsulentvirksomheden Implement, og arbejdsmiljø- og ledelsesrådgiver, Stephen Holst.
På et tidspunkt begyndte vi at sige 'udfordringer' i stedet for 'problemer', men hvorfor egentlig? Hvad får lederen ud af at omdøbe problemer til udfordringer? Og hvad betyder det for medarbejdernes mulighed for at løse dem?
Det drøfter vært Mathilde Anhøj med Rasmus Willig, sociolog, forfatter og ekspert i psykisk arbejdsmiljø, og Thea Sejr, retoriker og vært på podcasten 'Vi hører stemmer'.
Hvad er din arbejdsplads' eller vi rksomheds purpose? Hvorfor skal virksomheder have sådan ét? Og er vi ude i noget fluffy konsulentsnak, eller er det faktisk vigtigt at have et purpose?
Det taler Mathilde Anhøj om med Henrik Holt Larsen, professor emeritus i Human Ressource Management ved CBS, og Christina Blak, kreativ direktør og partner i We Love People, som argumenterer indgående for, at vi ikke kommer uden om 'purpose' i 2023.
Hvorfor går alle rundt og taler om at vækste? Hvad sker der, hvis vi stopper med at vækste? Og hvorfor er vi blevet så trætte af udtrykket, at det er kommet på listen over hadeord på arbejdspladen?
Det drøfter Mathilde Anhøj med Tanya Karoli Christensen, forsker i sprogvidenskab på Københavns Universitet, og Steen Hildebrandt, professor emeritus i organisations- og ledelsesteori på Aarhus Universitet.
Den oprindelige betydning af det latinske ord “agil” er noget i retning af velkoordineret og atletisk. Men hvad pokker betyder det så, når man bruger det om medarbejdere eller virksomheder? Og hvorfor er mange af os blevet rigtig trætte af at høre udtrykket?
Mathilde Anhøj tager udtrykket til en tiltrængt MUS-samtale og drøfter, om det er ved at være pensionsmodent, sammen med virksomhedsrådgiver Birgitte Nortvig og Kristian Kreiner, professor emeritus i organisationsteori ved CBS.
At 'spille hinanden gode' handler ikke længere kun om, at en fodboldspiller laver en god aflevering, så en anden kan score mål. Det er blevet et udtryk, almindelige mennesker bruger, når vi på en eller anden måde sætter hinanden i stilling til at præstere godt!
Men hvad betyder det at spille? Hvem får noget ud af det, og hvem gør ikke? Og hvorfor er det overhovedet på listen over vores hadeord på arbejdspladsen?
Det diskuterer Mathilde Anhøj med Elisabeth Plum, foredragsholder og forfatter til bogen 'Teaming', og Timme Bisgaard Munk, administrerende direktør og chefredaktør på Kommunikationsforum.dk.
Vært Mathilde Anhøj forestiller sig, at hun bliver ansat i en virksomhed, og får en mail om, at hun skal møde op på sin første dag, og så vil hun ellers blive ‘onboardet’… Og umiddelbart, siger hun, at det får hende til at føle sig som en stor, dum kuffert.
Men hvorfor har onboarding fået et dårligt ry? Hvordan gavner det en medarbejder, og hvad betyder det for virksomheden? Og er det på tide at sende udtrykket på pension, eller har det stadigvæk en berettigelse, som kan berige arbejdslivet?
Det taler Mathilde Anhøj om med Henrik Holt Larsen, professor emeritus i Human Resource Management på CBS og Thea Sejr, retoriker og vært på podcasten 'Vi hører stemmer'.
Hvorfor føler medarbejdere sig ofte ikke hørt, når de møder sætningen ”Jeg hører, hvad du siger”?
Udtrykket har sneget sig ind i vores sprog med udbredelsen af anerkendende ledelse. Men hvad sker der på arbejdspladsen, når man bringer metoder fra det terapeutiske rum ind i en organisation? Hvorfor har det den modsatte effekt? Og er det på tide at sende "Jeg hører, hvad du siger" på pension eller har udtrykket stadigvæk en berettigelse i sproget, som kan berige arbejdslivet?
Det taler vært Mathilde Anhøj om med chefpsykolog Louise Dinesen og virksomhedsrådgiver Birgitte Nortvig.
Har du spørgsmål?