Gå til hovedindhold

Når dit arbejde bliver skrottet

Johan Abildgaard

4 min

Af Annemette Schultz Jørgensen, freelancejournalist

Reformer, besparelser og skiftende politiske prioriteringer kan gøre måneders arbejde overflødigt. Det rammer ofte både arbejdsglæden, engagementet og den faglige stolthed. Her får du ekspertens råd til, hvordan du håndterer skuffelsen og kommer videre, når opgaver ændrer retning eller bliver skrottet.

Du har brugt måneder på et lovforslag, en analyse eller et projekt, du virkelig tror på. Men så skifter de politiske vinde. Opgaven bliver nedprioriteret, ændret til ukendelighed eller helt skrottet.

Tilbage står oplevelsen af spildt tid. Ofte med en skuffelse og en frustration over, at din faglighed, dine ambitioner og dit engagement ikke førte til det resultat, du havde håbet på.

Ifølge Johan Simonsen Abildgaard, lektor på CBS og forsker i, hvordan organisatoriske forandringer påvirker medarbejdere, er det en velkendt oplevelse for offentligt ansatte, der arbejder med politisk styrede opgaver. Her kan reformer, besparelser og politiske beslutninger ændre retningen fra den ene dag til den anden. Og jo mere man brænder for opgaven, desto større kan ærgrelsen blive, når den ikke bliver til noget.

- Mange medarbejdere i det offentlige har et stærkt fagligt engagement og lægger stor energi i at løse opgaver, de finder meningsfulde. Derfor er det helt naturligt at blive frustreret og miste motivationen, når arbejdet pludselig ikke skal bruges alligevel, siger han.

- Det er jo desværre et grundvilkår i et politisk styret system, at din indsats ikke altid fører til det ønskede resultat. Og frustrationen er svær helt at undgå. Men du kan forsøge at gøre den lidt lettere at håndtere ved at øve dig i at acceptere, at det er en del af jobbet.

Hvordan undgår du at miste gejsten?

At du ikke kan ændre vilkårene, betyder dog ikke, at du bare skal bide skuffelsen i dig. Der er måder at komme videre på. Ifølge Johan Simonsen Abildgaard handler det blandt andet om at finde en balance mellem det stærke faglige engagement og accepten af, at man ikke altid er herre over, hvad arbejdet ender med.

- Du kan øve dig i at finde et ståsted, hvor du hverken binder hele din identitet og motivation op på, om et bestemt projekt lykkes, eller distancerer dig så meget, at du mister engagementet.

En måde at gøre det på er ved at afstemme forventningerne til en opgave med chefen, før du går i gang.

- Når tempoet er højt, kaster man sig nemt over opgaverne med det samme. Men det er en god idé fra starten at få afklaret, hvad formålet er, hvor stor usikkerheden er, og hvilke udfald arbejdet kan få, siger han.

På den måde mindsker du risikoen for at investere meget tid og mange kræfter i en opgave uden at have et klart billede af, hvad arbejdet skal føre til.

Brug dine kolleger

Rammer skuffelsen alligevel, anbefaler Johan Simonsen Abildgaard, at du taler med dine kolleger og din nærmeste leder.

- Det kan gøre en forskel at få luft for sin frustration og blive set og hørt af nogen, der forstår sammenhængen. Mange vil kunne nikke genkendende til din oplevelse og hjælpe med at sætte situationen i perspektiv, siger han.

Når en opgave bliver ændret eller skrottet, er det sjældent din nærmeste leder eller dine kolleger, der har truffet beslutningen. Måske er de lige så skuffede som dig. Og nogle gange ender de politiske forhandlinger i et kompromis, ingen havde forudset.

- Situationen kan blive lettere at håndtere, når du gennem samtalen finder ud af, at beslutningen faktisk ikke er en underkendelse af din indsats fra dem, du arbejder sammen med.

Tag erfaringerne med videre

Endelig anbefaler han, at du gør det til en vane at se tilbage på forløbet sammen med din leder, når en opgave er blevet ændret eller skrottet.

Selv om arbejdet ikke længere skal bruges, er det vigtigt at få talt om, hvad der skete, og om I kunne have grebet processen anderledes an.

- Måske kunne man have arbejdet med flere scenarier eller tilrettelagt arbejdet anderledes, så der ikke blev spildt for mange kræfter på at færdiggøre noget, man ikke vidste, om der ville blive brug for. Ting, I sammen kan forsøge at blive klogere på ved at tale forløbet igennem, siger han og slutter:

- Du kan, når alt kommer til alt, ikke styre, om dit arbejde bliver brugt. Men du kan være med til at afstemme forventningerne, håndtere skuffelsen og lære af forløbet, så den næste opgave ikke begynder med mistet engagement.

Når dit arbejde bliver skrottet - 4 gode råd

  1. Hold fast i engagementet, men slip resultatet
    Du kan ikke styre, om dit arbejde bliver brugt. Accepter, at politiske beslutninger kan ændre kursen, uden at du behøver miste lysten til at gøre et godt stykke arbejde.

  2. Afstem forventningerne med din chef
    Få fra starten afklaret, hvad opgaven skal føre til, hvor stor usikkerheden er, og hvilke udfald der er mulige. Så ved du bedre, hvad du investerer din tid og dine kræfter i.

  3. Tal med dine kolleger
    Del dine frustrationer med kolleger og din leder. De kan hjælpe dig med at sætte beslutningen i perspektiv, og måske er de lige så skuffede som dig.

  4. Brug erfaringerne næste gang
    Se tilbage på forløbet sammen med din leder. Kunne I have arbejdet med flere scenarier eller prioriteret indsatsen anderledes? Brug erfaringerne til at gribe næste opgave klogere an.