“Jeg er nervøs hver gang.” Frederikkes job smager af true crime

Frederikke Møllgaard arbejder med økonomisk kriminalitet
Ransagninger, udrykninger og afhøringer. Det er ikke dét, man normalt forbinder med en cand.polits hverdag. Men det er en del af jobbet for Frederikke Amalie Schiermacher Møllgaard, der arbejder med økonomisk kriminalitet. Her er hendes råd til at følge drømmen, når den ligger udenfor det normale.
Frederikke Møllgaard beskriver selv første gang, hun blev sendt med på ransagning:
- Jeg er lige nervøs hver gang, men første gang var jeg ved at gå ud af mit gode skind. Det er en slags intensitet, man virkelig ikke oplever på studiet.
Fra konsulenthus til true crime
Frederikke startede sin karriere hos EY i 2022. Opgaverne var klassiske for en økonom: Strategisk rådgivning, økonomiske analyser og datadrevne løsninger. Men interessen for økonomisk kriminalitet havde ligget under overfladen længe.
Hun nævner selv en konkret kilde til fascinationen:
- Det kom virkelig fra Bedrag på DR. Jeg syntes, det var vildt spændende, hvordan kriminelle virksomheder prøvede at være foran myndighederne. Og hvordan politiet forsøgte at være på forkant med dét.
Politiet overraskede som nysgerrige og åbne
Da Frederikke søgte jobbet hos NSK, var hun i tvivl om kulturen. Hun beskriver, at hun var nervøs for, om hendes egne værdier, som hun kalder progressive, ville clashe med et mere traditionelt politimiljø.
Men samtalen ændrede hendes billede. ”De var afslappede, nysgerrige og imødekommende. Det blev et af de første tegn på, at der faktisk var plads til både min analytiske baggrund og mine personlige værdier på jobbet.
Bestikkelse og sanktioner er en fast del af jobbet
I dag arbejder Frederikke i sektionen for international kriminalitet og konkurrence. Sagerne spænder fra bestikkelse, sanktioner og korruption til store konkurrencelovsovertrædelser og internationale spor.
Arbejdet bevæger sig mellem dybt analytisk kontorarbejde og perioder, hvor hun er med ude på ransagninger eller sidder med ved afhøringer.
Hun beskriver ransagningerne som intense og respektfulde på samme tid. Og selv om ransagninger ved økonomisk kriminalitet sjældent handler om kontanter eller narkotika, men om USB-stik og computere, ændrer det ikke på, at alvoren er mærkbar.
Politi er mere handlekraftige end akademikere
Frederikke taler varmt om samarbejdet med dem på kontoret, som er uddannet politi, som i faglingo bare kaldes ”politier”.
- Jeg elsker at arbejde sammen med politier. De er så handlekraftige og initiativrige. De gør ting uden at man behøver bede om det. Det siger jeg uden at kritisere akademikere, men der er bare rigtig meget handlekraft hos Politiet sammenlignet med kollegaerne i et almindeligt kontorjob. Det er sjovt at opleve.
Hun oplever, at hendes egen faglighed supplerer ”politierne”:
- Den analytiske styrke. Overblikket. Evnen til at skabe struktur i kaotiske sagsforløb og visualisere data, så komplekse mønstre bliver til at forstå. Det er noget af det, vi akademikere er gode til. Hun tilføjer også at den visuelle formidling i modeller og PowerPoints er nyttig i arbejdet hos politiet.
Det er også derfor, Frederikke er ved at tage efteruddannelse på politiskolen i Vejle. Med såkaldt ”begrænset politimyndighed”:
- Så må jeg godt sigte folk og ransage. Men jeg kommer ikke til at anholde folk og lægge dem i håndjern. Vil man dét skal man søge ind til Politiet i stedet.
Mindre løn end i det private, men langt større mening
Frederikke er ærlig om, at hun kunne tjene mere i det private. Men hun beskriver et arbejdsliv, hvor opgaverne gør indtryk, og hvor hun dagligt mærker, at hendes faglighed gør en reel forskel.
Et eksempel står særligt klart for hende: Hun var med ude på patrulje, hvor hun pludselig sad i en politibil med udrykning, mens kollegerne håndterede et muligt spirituskørselstilfælde.
- For dem var det bare en stille vagt. For mig var det helt vildt spændende. At køre udrykning. At blive taget med ind i deres verden, fortæller hun.
Den slags oplevelser får hun ikke hver uge. Men de gør indtryk, og de gør det tydeligt for hende, hvorfor hun valgte netop denne vej: - Jeg er megaglad for jobbet.
Frederikkes råd til dig
Frederikke vender tilbage til begyndelsen, når hun giver råd til andre. For hende startede det hele med en tv-serie, der fik noget til at klikke.
Hun havde ikke en plan om politiet. Hun fulgte bare den nysgerrighed, der opstod, da hun sad og så Bedrag og opdagede, at de økonomiske mekanismer bag kriminalitet fascinerede hende.
- Det var slet ikke sikkert, at man som økonom kunne komme ind i det miljø, siger hun. - Men jeg søgte alligevel: Først et job i et konsulenthus, og så videre til NSK.
Så hendes råd er konkret og enkelt:
- Gå efter dét, der bliver ved med at trække i dig, også selv om vejen derhen ser skæv ud. Det var sådan, jeg selv endte et sted, jeg aldrig havde forestillet sig med både politi og akademikere som kolleger.


