
Loyalitet og høj arbejdsmoral er en styrke, der kan få dig til at opleve mening og tage ansvar. Men når du tager for meget på dine skuldre og aldrig siger fra, kan det koste din trivsel og dit overskud på jobbet. Her er tegnene på, hvornår din loyalitet er en styrke, og hvornår den spænder ben - og hvad du ifølge erhvervspsykolog Ditte Darko kan gøre for at tage styringen tilbage.
Mange af os kender den: Opgaverne hober sig op, tempoet stiger, og både kollegerne og chefen trækker i dig. Du siger ja - også når du ikke har tid. Igen og igen.
Og lidt efter lidt havner du i en ond spiral, hvor du ikke kan sige fra, og hvor det pludselig har en pris. Du sidder fast i det, erhvervspsykolog Ditte Darko kalder loyalitetsfælden.
- Loyalitet er i udgangspunktet utrolig værdifuldt i vores arbejdsliv. Den får os til at tage ansvar, føle engagement og giver os følelsen af at være en del af noget større. Men fordi loyalitet er så stærk en drivkraft, kan den også blive en fælde, vi sidder fast i. Hvor engagementet tipper, og grænsen til selvopofrelse skrider, fortæller Ditte Darko, der rådgiver organisationer om trivsel, stress og arbejdsliv.
Problemet opstår sjældent fra den ene dag til den anden. Ifølge erhvervspsykologen sker det ofte som en glidende bevægelse: Når du påtager dig mere og mere - uden rigtigt at opdage, at det tærer for meget på dine ressourcer.
- Det begynder ofte i perioder, hvor arbejdsmængden stiger, og der mangler hænder på arbejdspladsen. I starten føles det både meningsfuldt og tilfredsstillende at give den en ekstra skalle. Men netop dér, kan det tage overhånd, siger hun.
For når først du og dine omgivelser har vænnet sig til, at du kan klare det hele, bliver det svært at skrue ned igen. Frygten for at skuffe kolleger, ledere og dig selv tager over.
Et dilemma, der ofte ses hos vidensarbejdere og akademikere. Her er det ofte mere uklart, hvornår en opgave er “færdig.” Derfor bliver det sværere at trække en tydelig skillelinje mellem engagement og selvopofrelse.
Konsekvensen er, at det, der begyndte som engagement, gradvist bliver en mental belastning.
- Frygten for at skuffe sætter sig hurtigt som skyld, hvis du ikke lever op til forventningerne, og kan udvikle sig til skam over ikke at slå til, fortæller Ditte Darko.
Du begynder at gå rundt med en vedvarende dårlig samvittighed og oplevelsen af aldrig helt at gøre nok. Og så sætter det ind på motivationen, arbejdsglæden og trivslen.
- Får du ikke reageret i tide, kan den dilemmafyldte loyalitet i værste fald føre til stress og udbrændthed.
En af de første advarselslamper er den indre tanke: Hvis jeg ikke gør det, hvem gør så? Når du føler, at det i sidste ende er din opgave, at tingene hænger sammen.
- Det er det, jeg kalder ansvarsfælden. Du får overbevist dig selv om, at du er nødt til at bære det hele, og at det får konsekvenser, hvis du ikke gør, siger Ditte Darko.
Fælden er, at du gradvist kommer til at overvurdere dit eget ansvar. Det, der starter som engagement, bliver til en tankefælde. Du tager mere og mere på dig og får sværere ved at koble af. Et klassisk tegn, er når tankerne ikke slipper arbejdet, og over tid udvikler sig til træthed, irritation og manglende overskud.
Her har erhvervspsykologen en vigtig pointe:
- Det er vigtigt at huske, at det ikke kun handler om dig. Problemet opstår ofte i miljøer med uklare roller og forventninger og rammer ofte dem, der i forvejen er mest pligtopfyldende. Det ikke kun er dit problem, hvis opgaverne ikke bliver løst. Det drejer sig også om rammerne omkring dig, siger hun.
Vil du undgå loyalitetsfælden, er det ikke nok at sige nej. Det starter med, at du tør lytte til, hvad du føler. Frygten for at skuffe og den skyldfølelse, der følger med.
- Første skridt er at blive bevidst om dine egne reaktioner og registrere de svære følelser, når de opstår, fortæller Ditte Darko.
Hun anbefaler, at man stopper op, og laver et realitetstjek ved at stille sig selv nogle enkle spørgsmål: Er det her faktisk mit ansvar? Hvorfor siger jeg ja? Og hvad sker der, hvis jeg lader være?
- Øv dig i at læne dig tilbage og sige: Det er ikke kun mit problem. Verden går ikke under, fordi jeg ikke løser endnu en opgave.
- Samtidig handler det om at tage styring over din egen måde at arbejde på. Bed om at få afklaret din rolle og dine opgaver, så du ikke automatisk tager mere på dig, end der er dit.
Ditte Darkos sidste råd er at minde dig selv om, at loyalitet også går indad.
- Et langt arbejdsliv kræver, at du passer på dine egne ressourcer. Når du stiller dig selv de spørgsmål og handler på dem, bliver det lettere at holde fast i din faglighed - uden at give køb på dig selv.