Managing Partner hos Implement: Sådan spotter jeg en dygtig konsulent

Niels Ahrengot
Kopier link

Hvad skal den dygtige konsulent kunne i 2025? Vi har spurgt Managing Partner og co-founder hos konsulenthuset Implement, Niels Ahrengot. Han fremhæver kombinationen af stærke analytiske evner, relationelle kompetencer og nysgerrighed. Se hans top fem nedenfor.

Almindelig dannelse 

- Vi ønsker at tiltrække selvstændige mennesker, med et klart værdisæt, en solid omverdens- og samfundsforståelse samt en evne til kritisk tænkning ift. fake news, manipulation, anekdotisk bevisførelse og lignende. Relevansen af denne kvalitet er åbenlys – både for samfundet, i vores virksomheder og institutioner og helt ude i de enkelte hjem. Som rådgivere har vi en særlig forpligtelse til at stille med konsulenter der har et vist dannelsesniveau.

Stærk analytisk evne

- Det overrasker ingen, at et konsulentfirma som vores har behov for analysekapacitet. Om det er traditionel dataanalyse, om det er system- eller organisationsanalyse eller om det er effektiv brug af AI i forskellige domæner, så skal vi være de bedste. Det er således afgørende, at vi har klare perspektiver på de mest aktuelle metoder og værktøjer, hvorfor vi f.eks. har investeret i en robust relation til Danish Centre for AI Innovation (DCAI), som jo råder over en af verdens mest kraftfulde supercomputere.

Stærk relationel kompetence

- Det giver også sig selv, at vi som rådgivningsvirksomhed bliver nødt til at stille med mennesker der ikke blot er i stand til, men som er ekstraordinært dygtige til at mobilisere, engagere og samarbejde med andre mennesker. Det fordrer fleksibilitet mht. metode, men også mht. mindset. Ligeledes kræver organisationsarbejde, i vores perspektiv, konsulenter med empati for de mennesker man arbejder med og for de som påvirkes af det arbejde, vi udfører.
 

Kommunikativ kompetence

- Kommunikativ kompetence ligger selvfølgelig tæt op ad social kompetence, og er lige så indlysende nødvendig i de fleste virksomheder og selvfølgelig især i en virksomhed der lever af at rådgive andre. Vi vil være suveræne til at hjælpe vores kunder igennem forandringerne og ikke alene præsentere metoder, analyser og konklusioner. Fundamentet for dette er, at vi er super dygtige til samtale. Det vigtigste for os er imidlertid at kunne lytte. Her starter forståelsen for virksomheden, situationen, mennesket vi står overfor.

Nysgerrighed og kreativitet

- For nogen er en konsulent jo et menneske der har præfabrikerede svar på alt, og det er sjældent en god idé. Derfor vil vi gerne have mennesker på holdkortet som kan bruge deres basale dannelse, samt deres analytiske, sociale og kommunikative evner til indledningsvist at åbne mulighedsrummene i stedet for at starte med at lukke dem. Vi vil altid starte med at være nysgerrige og stille spørgsmål i stedet for at komme med det vi mener er svarene.  
 

Uhørt vækst – Djøf sætter fokus på værdiskabelse i det private erhvervsliv

Handelskonflikter, geopolitiske spændinger og nye teknologier skaber en mere usikker virkelighed. Det tvinger os til at tænke nyt – men hvem spørger egentlig dem, der hver dag arbejder med at skabe væksten, hvad der kan gøres bedre? Det gør vi, og vi vil gerne høre dig.

Se, hvordan du bidrager