Årets vigtigste samtale: Den med dig selv om dit liv som ny på arbejdsmarkedet
Årets vigtigste samtale: Den med dig selv om dit liv som ny på arbejdsmarkedet

Du har været i gang på arbejdsmarkedet i lidt tid. Og hverdagen går stærkt, så man kan glemme at reflektere over sine valg. Derfor får du her inspiration til at sætte gang i årets vigtigste samtale: Den med dig selv om, hvordan starten på dit arbejdsliv har været, og hvad du drømmer om for fremtiden.
- Mange, jeg taler med i karriererådgivningen, kan mærke, at der er noget, der ikke spiller – men det kan være svært at sætte fingeren på, hvad det egentlig er. Sådan siger Mai-Lis, der rådgiver Djøfs nyuddannede medlemmer om trivsel og arbejdsliv.
- Måske er det en følelse af ikke at trives. Måske føles det, som om den ene dag bare tager den næste, uden at der sker nogen udvikling. Nogen fortæller mig, at de har haft det sådan i flere år. De ved ikke, hvorfor de er fortsat i samme spor – tiden er bare gået.
- Hvis du kan genkende det, så prøv at stoppe op. Brug spørgsmålene her til at finde ud af, hvad det egentlig handler om. Er det arbejdsopgaverne, din rolle, chefen, kollegerne eller balancen mellem arbejde og fritid?
Ønsket om forandring kan blive for diffust
- For at kunne vælge en ny retning – og holde fast i den – er du nødt til at tro på den. Alt for tit formulerer vi et diffust ønske om forandring, men vi kommer aldrig videre, fordi vi ikke helt forstår, hvad der driver os.- Mange tror også, at de skal finde alle svarene inde i sig selv. ”Hvis jeg bare tænker længe nok over det, så finder jeg nok en løsning.”
- Men det er sjældent nok. Ofte har man brug for at tale med andre om sine tanker, finde inspiration i, hvad andre har gjort, og spejle sig i det. Så gør det. Tal med andre om det.
Mai-Lis Sandvei Skotte foreslår tre følgende spørgsmål til slutningen på dit år:
1. Hvornår stortrives du?
Se på, hvilke opgaver der giver dig energi. Og om der er et mønster – hvad er dine roller, hvem arbejder du sammen med, hvilke kompetencer er i spil, og hvordan er opgaven organiseret?
2. Hvad betyder noget for din jobglæde?
Dine kolleger, en god chef, fordybelse, projektarbejde, kundekontakt, resultater, virksomhedens formål eller en særlig målgruppe.
3. Hvor drømmer du om at være på denne tid næste år?
Hvilken faglighed, rolle, job og virksomhed vil du gerne have flyttet dig hen mod om et år? Eller vil du helst bare fortsætte i det spor, du allerede er? Find eventuelt nogle forbilleder, og få inspiration gennem deres karrieremønstre.


