Quick-guide: Sådan forklarer du djøf-medlemmernes værdi ved middagsbordet

Inden Louise Gadeberg trykkede på ”Del”-knappen, overvejede hun lige et sidste øjeblik, om det var en god ide. Det opslag, hun lige havde skrevet til LinkedIn og nu var ved at publicere, handlede om, hvordan hun med egne ord havde været en ”dårlig chef”. En del af teksten lød:

”Jeg manipulerede mine medarbejdere til at arbejde mere, end de egentlig ønskede. Jeg skabte en kultur, hvor man ikke meldte sig selv syg, medmindre man nærmest ikke kunne stå op. Jeg havde elever, der knoklede r…. ud af bukserne i hele deres elevtid, fordi mine ambitioner var for høje. Til gengæld var jeg selv en KÆMPE succes! Jeg leverede resultater på rekordtid. Høj omsætning, lavt sygefravær, lave lønudgifter … Lige indtil jeg selv tabte pusten. Jeg var ikke tro mod mine egne værdier – og det sortnede for mig. I dag ved jeg, at det var FORKERT.”

Louise Gadeberg tog mod til sig og publicerede opslaget, dog med et lille PS i bunden af opslaget, der lød: ”Go easy on me – det var ikke et nemt opslag”. For hun var bekymret for, om folk ville synes, at hun var et hæsligt menneske.

Heldigvis viste det sig, at det faktisk slet ikke forholdt sig sådan. Tværtimod har hun fået kaskader af ros for sit mod til at stå frem og opbakning til, at det er helt ok at indrømme, at man har været en dårlig leder, især når man samtidig reflekterer over, hvad man har lært, og hvordan man vil gøre det bedre.

Næsten 3.000 mennesker har liket Louises opslag, og langt over 300 personer har kommenteret, og det har kun bakket Louise Gadeberg op i, hvor vigtigt det er at tale om ledelse – både når den er god, og når den ikke er det.

Nemmere, hvis børnene ikke var der

- Jeg har næsten altid været leder på et eller andet niveau, og det har ligget naturligt at have en førerrolle – at vise vej. Og det har været i en lang række brancher: Detail, digitalisering, salg, staten, kommunen og i forsyningsbranchen. Men det, der driver mig i lederrollen, har ændret sig meget, i takt med at jeg er blevet ældre og måske mere moden, fortæller Louise Gadeberg. Hun er i dag hos Aalborg Forsyning som afdelingsleder for Finans og Afregning og har sagt ja til at fortælle lidt om de tanker, der ligger bag opslaget.

- Da jeg var i 20’erne, der var det meget resultatorienteret. Jeg havde primært fokus på min egen karriere, på at avancere, på status og titler. Det handlede mest om, at det var ’sejt’ at være leder. Så jeg var sindssygt målrettet – også på bekostning af andre. 

For Louise Gadeberg er det lidt følsomt at tale om, men hun husker, at hun arbejdede som en gal. Pressede sig selv og andre, fordi jobbet var det vigtigste. Vigtigere end alt andet faktisk.

- Jeg har været der, hvor jeg er blevet så belønnet for mine resultater, at jeg har tænkt, at det ville være nemmere, hvis mine børn ikke var der, fordi så kunne jeg jo arbejde endnu mere. Opnå endnu mere. Og jeg kan også huske diskussioner med min svigermor og min mand, fordi de satte spørgsmålstegn ved, om jeg virkelig behøvede at arbejde om aftenen. Jeg blev vred på dem og syntes, de var idioter, fordi de jo bare ikke fattede, hvor vigtigt det var. Det er virkelig noget, jeg ikke stolt af i dag, siger Louise Gadeberg.

Men så for ti år siden skete der noget. Hun vil ikke kalde det ”et knips med fingrene”, snarere en følelse, der pludselig voksede og fyldte mere og mere. 

- Jeg begyndte at mærke, at jeg ikke kunne være i det. Jobbet, miljøet … Jeg havde trængt mig selv op i en rolle, hvor jeg var hende lederen, der performede, men på bekostning af mig selv, mine værdier, min familie, mine medarbejdere. Vi arbejdede sindssygt mange timer og bildte os selv ind, at det, vi arbejdede for, var vigtigere end menneskelige relationer og privatliv. Men hallo, det var bare salg. Og nu kigger jeg tilbage og tænker ”hold kæft, hvor åndssvagt”. 

Louise Gadeberg blev sygemeldt, men sagde op få dage efter med en beslutning om, at nu skulle det være anderledes. Hun vidste ikke specifikt hvordan, men hun vidste dog, at hun stadig ville være leder. Bare ikke på bekostning af alt og alle længere.

Leder på nye præmisser

Siden dengang har Louise Gadeberg fået to børn mere, så hun har fire i alt. Det er blevet magtpåliggende for hende at kunne være der for sine børn, samtidig med at hun har et lederjob.  De to ting skal gå hånd i hånd.

Og så har hun fokuseret på at uddanne sig som leder. Hun har taget en HD i organisering, hun har fået coaching, og lige nu læser hun en MBA. For en af hendes store erkendelser handler om, at ledelse ikke bare er noget, man gør. Det er faktisk en faglighed, som man kan tilegne sig og træne løbende.

- Man kan vel sige, at jeg begav mig på en rejse udi at finde ud af, hvad jeg gerne vil være for en leder. Hvordan jeg selv vil behandles. Jeg har både uddannet mig, og så har jeg ladet mig inspirere af forskellige ledere, jeg har mødt undervejs for at prøve at finde min vej i det. Man gør jo sit bedste med den viden, man har, så jeg har netop forsøgt at tilegne mig viden, forklarer Louise Gadeberg.

For selvfølgelig er der en del af hendes historie, der handler om, hvad det er for værdier, man lever efter, og at de værdier kan ændre sig over tid. Men en essentiel del handler også om, at man skal se ledelse som en fagdisciplin på linje med alle mulige andre fag, vi uddanner os i, understreger hun.

- Ja, der er da nok nogle af os, der qua vores personlighed og styrker er bedre til at gå forrest, men ofte er den del, der handler om at have med mennesker at gøre ikke noget, vi rigtig har øvet os i. Mange ledere har ikke trænet ’den svære samtale’ eller lært, hvordan man bedst håndterer mennesker i en forandringssituation og den slags – de gør det bare. Men der findes jo en faglighed og en viden om den slags, der kan gøre os dygtigere. Der er metoder, som er bedre end andre. Så bare fordi du får en titel og er god til at gå foran, så betyder det ikke, at du er en god leder. Der synes jeg virkelig, at det burde være nærmest obligatorisk, at alle, der bliver ledere, får noget uddannelse.

_{Louise Gadeberg}

Vi skal kunne tale om det, der ikke fungerer

Louise Gadeberg reflekterer stadig over, om det at lægge en så ærlig fortælling om sig selv ud offentligt var galt eller genialt. Fordi, bør ledere stille sig frem og sige, at der er noget, de ikke har styr på? 

Her er hun dog nået frem til, at svaret er ja. Og at hun ville ønske, at ledere var bedre til at dele ud af refleksioner og læringer over de ting, der måske ikke altid lige var perfekte.

- Jeg synes, der ville være noget befriende over, hvis vi ledere i lidt højere grad turde sige, at vi ikke altid har styr på vores shit. Vi tror, vi skal være de dygtigste til alt, men indimellem er der også noget, vi ikke har styr på og kan blive bedre til. Sådan er det jo for alle fagligheder, så hvorfor skulle det ikke være sådan for ledere? Måske ville det, at vi tør tale om fejl og læring, også bidrage til, at der var flere unge, der kunne spejle sig i lederrollen, hvis vi kunne ændre fortællingen om den 100 % ufejlbarlige leder. Og det kunne måske også betyde, at flere turde gå til deres leder og sige, når der er noget, der ikke fungerer. Alt i alt vil det vel kun betyde, at vi som ledere får bedre selvindsigt og bliver ledelsesfagligt dygtigere?