Frederik Olsen er økonom, og arbejdede som student hos tænketanken Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som arbejder for at fremme den sociale retfærdighed i Danmark. For ham var det vigtigt, at han kunne se sig selv i visionen, og at han var glad socialt og fagligt:
- Der er ikke så mange, der får muligheden herinde, så jeg var vildt glad for at blive fuldtidsansat. Jeg har fået mere ansvar, men i samme afdeling, og det er et privilegium for mig.
Hvordan føltes det at starte?
- Jeg har haft en god mavefornemmelse fra start. Men jeg vil stadig gerne bevise mit værd. Den der usikkerhed, man har som nyuddannet skal man lære at være i – for det er jo det mest menneskelige i verden. Jeg har opdaget, at overgangen fra student til fuldtid er gradvis, og at man uddanner sig hele tiden.
Hvad synes du har været sværest?
- Jeg skal vænne mig til, at jeg nu har ansvar for at finde frem til, hvad opgaven er og hvordan man løser den. Som studerende er opgaverne ofte klart definerede, men som fuldtidsansat har man mere ansvar for at være initativrig og finde problemstillingerne.
Hvad har været det fedeste?
- Det er krævende at tage ansvar, men det er fedt at få lov til det. Og at nogen tager ens arbejde endnu mere alvorligt. Jeg har skrevet mange eksamensopgaver, som ikke er blevet anvendt bagefter. Nu laver jeg noget, der rent faktisk bliver brugt ude i virkeligheden.
Hvad har du bidraget med som nyuddannet?
- Jeg håber især, jeg bidrager med den nyeste faglighed og en god energi som en god kollega. Jeg er selv meget opmærksom på, at bidrage med disciplin og lyst til at tage opgaverne på mig så godt, som jeg kan.