Strategisk autonomi er fremtiden - der er tilbage til fortiden

- I EU har man de seneste år talt meget om de-risking eller friendshoring - om den geopolitiske nødvendighed af i højere grad at påvirke og styre den markedsøkonomiske udvikling i retning af mere sikre forsyningskæder og mere selvforsyning, siger professor i økonomi ved Aarhus Universitet (AU), Philipp Schröder. 

Når strategisk autonomi har vind i sejlene i disse år, skyldes det i høj grad, at verden er på vej tilbage til tidligere tiders utryghed og lukkethed.

Strategisk autonomi kan gøre EU mindre afhængig af Kina og Rusland - men koster udvikling og velstand, for politikere er historisk dårlige til at finde morgendagens vindere, siger økonomiprofessor Philipp Schröder, Aarhus Universitet.

Hvor verden fra slutningen af den kolde krig og murens fald i 1989 har været præget af stadigt stigende åbenhed, samhandel og globalisering, har de seneste 10 år budt på den modsatte effekt - øget lukkethed, forklarer professoren, der også er leder af Research Centre for Firms and INdustry Dynamics på AU.

- Europa har oplevet en cocktail af utryghed, der stammer fra en blanding af udvanding af de multilaterale institutioner som WTO, der plejede at fungere som overdommer for de globale handelsspilleregler, men blev kraftigt svækket under Trumps præsidentperiode. Fra det chok, vi fik, da de globale forsyningskæder brød sammen under corona-epidemien. Fra Rusland, der invaderede Ukraine, og fra det teknologisk kapløb, der udspiller sig lige nu på fx kunstig intelligens, siger Philipp Schröder.

Alt sammen bidrag til, at verden bliver mere opdelt i blokke, der lukker sig om sig selv. Og hvor ønsket om strategisk autonomi dukker op. Igen. For mekanismen er langt fra ny.

- Strategisk autonomi er i virkeligheden bare et andet ord - en genoplivning om du vil - af tidligere tiders ønske fra stater og regeringer om at styre markederne. Vi økonomer plejede at kalde det industripolitik, siger økonomiprofessoren fra Aarhus Universitet.

Der hvor den ’synlige hånd’ i form af politikere med fordel kan – ifølge professoren faktisk skal – blande sig, er på områder som forsvar, uddannelse og kritisk infrastruktur, som ikke opstår af sig selv, og som ingen decentrale markedsaktør, så som virksomheder eller forbrugere, kan løfte alene. 

Men også her skete der noget tankevækkende, da markedskræfterne satte ind i forlængelse af den russiske invasion af Ukraine:

- Frygten for at lukning af russisk gas ville betyde lukning af Tysklands produktion og store fald i BNP, viste sig at være ubegrundet. Virksomhederne kiggede sig omkring og begyndte så at købe energi fra fx Spanien i stedet. Lidt dyrere ja, men muligt, siger Philipp Schröder.

Han understreger, at markedskræfterne netop er eksperter i tilpasning og omsourcing. 

- Hvis fx litium i fremtiden ikke kan komme fra Kina, kan det måske komme fra Sverige. Markedet finder altid den næstbedste leverandør, hvis aftagerne accepterer den lidt højere pris, siger økonomiprofessoren fra Aarhus Universitet.

Når Philipp Schröder taler om tilpasning, hvad angår strategisk autonomi, peger han på, at der nærmere er tale om en tilbagevenden til ’normalen’ – sådan som verden har set ud det meste af tiden, bortset fra de seneste cirka 35 år.

- Den såkaldte ’fredsdividende’ efter den kolde krig er brugt op. Den stigende åbenhed, samhandel og medfølgende velstand, vi har fået på baggrund af globaliseringen på verdensplan, har været en undtagelse fra reglen om, at lande eller blokke oftest er på kant med hinanden eller direkte i krig, siger han.

Økonomiprofessoren forklarer, at globaliseringen ikke er aflyst, men formentlig i stedet ved at finde en ny form. Den form nogle kalder ’sikkerhedsliggjort globalisering’. Selv peger han på ’regionalisering’.

For selvom handlen mellem EU og fx Kina og Rusland måske bliver mindre af geopolitiske hensyn, og USA i stigende grad kræver, at virksomhederne placerer sig i landet i stedet for at sende varer over Atlanten, er der stadig gevinster at hente regionalt.

- Engang var EU kun kul og stål. Siden kom flere varer og serviceydelser til. Som dansker i EU kan jeg i dag fx godt forsikre mig i Tyskland, men ikke optage realkredit. Endnu. Der er stadig muligheder for at udvide ikke bare bredden af EU med flere medlemmer men også dybden i vores blok og høste økonomisk velstandsgevinster ved det, siger Philipp Schröder.