Med det største smil på læben kunne jeg for ikke så længe siden endelig dele en stor nyhed. Jeg landede mit første job! Den 1. februar startede jeg nemlig som Associate CVP Communication Partner i Novo Nordisk som en del af teamet Global Strategic Outsourcing & Devices.
 
Det har været fantastisk at møde mine nye kolleger og tage hul på alt den læring, min rolle indebærer. Min forventning var, at det ville blive spændende, sjovt og udfordrende – og det må man sige, det har været! Og jeg var så klar til alt det, som et nyt (og første) fuldtidsjob bringer med sig.

Men jeg vil også benytte lejligheden til åbent og ærligt at sige, at processen hertil har været benhård. Nogle dage har været gode, hvor jeg har “nydt friheden”, men alt for mange har været overskygget af, at jeg har følt mig som en fiasko.

Det er hårdt at komme til samtale, gå videre til næste runde med case og test for så at blive valgt fra på målstregen – for tredje, fjerde og syvende gang. Det er svært at få afvisningen uden at lade sig påvirke. Særligt når den baseres på noget, jeg ikke har mulighed for at ændre på lige nu og her: Fordi de har valgt at ansætte en, der har mere erfaring end mig. En, der ikke ville have brug for lige så meget støtte i starten. En, der var mere robust. Eller en, der har ”den perfekte” profil.
 
Og ja, sådan er gamet. Men alligevel. Man får jo ikke mere erfaring, hvis ikke man bliver ansat. Og hvis ikke man har en ”perfekt” profil, jamen, hvorfor så overhovedet blive inviteret til samtale?
 
Jeg sidder tilbage med følelsen af at have spillet med åbne kort, været ærlig, gjort mig umage og så blive spist af med en generisk afvisning. Det tærer på motivationen, troen på sig selv og den faglige stolthed, der daler, desto længere tid jobjagten er i gang.

Vi nyuddannede vil så gerne. Men det kræver, I giver os chancen.